Traumatisk hofteluksation efter fald på kælk

I 1822 beskrev Sir Astley Cooper, hvordan han behandlede patienter med traumatisk hofteluksation. Patienten blev sløvet ved indgift af stigende doser antimon og bismut og aftapning af blod. Ved hjælp af taljer blev der dagligt forsøgt reposition [1].

Frem til omkring 1990 blev mange behandlet med træk og aflastning i op til 12 uger. Man mente, det beskyttede mod avaskulær caput femoris-nekrose. I 1986 blev det dokumenteret, at ved tidlig reposition fandtes 4,8%, men 58,8% ved reposition senere end 12 timer [2]. Anbefalingen af reposition inden for seks timer skyldtes, at der stort set ikke fandtes patienter, som fik foretaget reposition i tidsrummet 6-12 timer efter uheldet [2].

I en dansk undersøgelse af børn med traumatisk hofteluksation fandtes ingen tilfælde af caputnekrose eller coxa magna med en opfølgning på 5-26 år [2].

I artiklen af Halschou-Jensen et al (Ugeskr Læger 2016;178:V05160346) er det oplyst, at diagnosen kan stilles ved hjælp af et billede i forfra-planet. Det er der ikke enighed om. Campbell beskrev i 1935, at tilstanden kunne overses på et forfra-billede alene [3]. I ca. 50% af tilfældene skyldtes manglende reposition enten fravalg af diagnostisk røntgenbillede i lateralplanet eller udeladelse af umiddelbart postoperativ kontrol [1]. Den typiske kliniske fejlstilling kan maskeres af frakturer på underekstremiteterne. Omkring 50% af voksne har frakturer, mens det er relativt usædvanligt hos børn [4].

Et tidligt arbejde med udredning med CT påviste fragmenter, som ikke blev afslørede ved almindelige postoperative kontrolbilleder [5]. Reponerede hofteluksationer er stabile, medmindre der forligger frakturer eller interposition, og årsagen skal vel udredes og ikke behandles med bandagering?

Der savnes en begrundelse for, at man skal efterbehandle med aflastning i seks uger, og hvorfor der skal følges op med røntgenkontroller tidligt i forløbet.