Skip to main content

Traumatologi

? Overlæge Lars Carl Borris E-mail: larsborr@rm.dk

28. aug. 2009
2 min.

Forfattere:Larsen CF, Roed J, Larsen JFForlag:København: Munksgaard Danmark, 2008
SIDER:
512
Pris: 648 kr.
ISBN: 978-87-628-0601-6

Bogen er den første systematiske lærebog på dansk om udredningen og behandlingen af den svært tilskadekomne patient, og den er opdelt i 35 kapitler.

De første tre kapitler beskriver overordnede emner som historie, epidemiologi og organisation, det sidste har fokus på danske forhold. De næste otte kapitler omhandler traumemekanismer, præhospital behandling, modtagelse/akut behandling, luftveje og ventilation, shock, anæstesi/smertebehandling samt billeddiagnostik efter ATLS (Advanced Trauma Life Support)-principperne.

Herefter kommer en række meget grundige kapitler, der dækker alt vedrørende skader i de enkelte regioner inklusive karskader, foruden skader hos børn, skader hos gravide, skader med hyper- og hypotermi og drukning samt skader forårsaget af eksplosioner, skud og anden skarp vold.

I kapitlerne bliver læseren først gjort bekendt med den kirurgiske behandling og senere også den medicinske behandling som f.eks. antibiotika- og smertebehandling. De næste kapitler beskriver blandt andet rehabilitering efter traumer, ulykkesberedskabet i Danmark, sygepleje til svært tilskadekomne, krise- og katastrofepsykologi samt medikolegale og forsikringsmæssige forhold. Det hele rundes af med en gennemgang af traumedatabaser og registre i Danmark og i udlandet samt et kapitel om nyttige websites.

Undervejs præsenteres relevante scoringssystemer: Injury Severity Score, Glasgow Coma Scale Score, Pediatric Glasgow Coma Scale, Organ Injury Scale, Pediatric Trauma Score, Mangled Extremity Score - for blot at nævne nogle - og diverse frakturklassifikationssystemer (AO, Tile, Gustilo). Desuden er al vigtig viden samlet i brugbare tabeller, og alle illustrationer er tydelige og forståelige. Stikordsregistret er passende detaljeret, hvilket gør bogen velegnet som opslagsbog.

Der medfølger en dvd med 28 korte videoklip, som kan være meget brugbare i undervisningssituationer. Klippene er grupperet i tre emner med relation til traumatologi: organisation, procedurer og billeddiagnostik, som der frit kan navigeres imellem.

Desværre er undermenuerne meget utydelige, hvilket gør navigationen noget besværlig. Det første emne på dvd'en om organisation viser næsten udelukkende, hvordan man i detaljer har indrettet sig på Rigshospitalets Traumecenter, hvilket kan virke mindre relevant for personale ansat andre steder.

Proceduresekvenserne er derimod meget relevante, specielt for lægestuderende og læger med mindre kirurgisk erfaring. De forskellige videoindslag vedrørende billeddiagnostik er oplysende, men en del af billedeksemplerne er noget utydelige, hvilket kan ødelægge det faglige udbytte.

Overordnet er denne bog et must for alle læger, der har deres daglige arbejde på en traumemodtagelse, og også for det øvrige personale, der indgår i udredningen og behandlingen af svært tilskadekomne.