Tre gode grunde til at bevarelokalt forankrede lægekredsforeninger i regionerne

Lægekredsforeningerne, med lokal regional adresse i form af sekretariat og mødelokaler, er en truet »dyreart«.

Jeg har arbejdet og boet som læge i hovedstaden i fem år, hvor jeg kun kendte min lægekredsforening som kursusudbyder. Da jeg flyttede til Vestsjælland i 1987, lærte jeg min lægekredsforening at kende via både faglige og sociale arrangementer og et godt blad.

Jeg ser tre gode grunde til at bevare den lokale lægekredsforening med lokalt sekretariat.

Den eksterne kontakt: Vi er en faglig forening, som skal kunne give fælles input til sundhedsdebatten i vores region som med- og modspiller til regionens politikere og embedsmænd. Det gøres bedst, hvis vi har mødelokaler og et dynamisk sekretariat lokalt, tæt ved regionens administration. Den lokale adresse og tilstedeværelse giver flere henvendelser fra regionen, interesseorganisationer og den lokale presse. Dermed får vi mere indflydelse på vores arbejdsvilkår, i det lokale sundhedssystem.
Den interne kontakt: Vi er en standsforening, som skal hjælpe hinanden med at få lokale netværk. Det gælder både »Kollegialt netværk«-funktionen, som netop går på tværs af de tre erhvervsforeninger. Men lige så vigtigt er efteruddannelse og sociale arrangementer for at styrke vores identitet og forebygge den ensomhedsfølelse, som mange kolleger udtrykker, når der laves trivselsundersøgelser blandt medlemmerne. På dette område har praktiserende læger haft de bedste traditioner, men det er min fornemmelse, at de yngre læger har kraft og fornyelse på vej netop i vores region. Med de mange ting, der skal udvikles i tæt samarbejde mellem speciallægerne i primær- og sekundærsektoren, mener jeg også, at FAS kan have glæde af lokalt personkendskab og hyppige kontakter for at lette processen og forebygge konflikter indbyrdes.
Den samlende funktion: Jeg mener, at vi som læger i de mindre regioner med større afstande til de medicinske fakulteter har brug for lokal kontakt mellem de tre søjler for at tilgodese vores »provinsinteresser.« Mit håb er, at vi kan gøre det så godt, at det gode klima, jeg fornemmer mellem de tre søjler i vores region, kunne »smitte« til Domus Medica. Bevarelse af de regionale lægekredsforeninger kunne således være med til at bevare en samlet Lægeforening, hvor jeg kunne frygte, at en nedlæggelse kunne bidrage til splittelse.

Min opfordring er derfor, at man som foreslået af en yngre i læge i Ugeskr Læger 2007;169:836 udskyder budgetreduktionen og nedlukningen af lægekredsforeningerne og giver dem en reel chance i den nye struktur, når det skal diskuteres på Lægemødet i Korsør sidst i april.