Skip to main content

Tredjelandslæger

It-chef Peter Krogsten, Lunderskov. E-mail: peter@krogsten.dk

16. okt. 2006
2 min.

Det har været interessant at læse artiklen om tredjelandslæger [1], specielt da jeg er gift med en og derfor har problematikken tæt på. Artiklen skøjter dog uden om problemerne og fremstiller tredjelandslæger som mennesker, der kommer meget langt fra Danmark og dansk kultur, med uddannelser, der ikke kan godkendes her på trods af store titler i hjemlandet, og som efter selv lang tid i landet har sprogproblemer.

En tredjelandslæge er en, der ikke kommer fra Norden eller EU.

Det vil sige, at en læge uddannet i USA, Canada, eller Australien, for at nævne et par lande, hvor sundhedssystemet og lægeuddannelsen er fuldt på højde med vores, behandles nøjagtigt magen til læger fra lande, hvor selv en ret strabadserende flyrejse hjem er at foretrække for nærkontakt med det lokale sundhedsvæsen.

For russisk uddannede læger og speciallæger er forholdene groteske. Læger, der kommer fra de republikker, der kom i EU, har traktatmæssig ret til at få autorisationen ombyttet med en dansk. Læger fra de sovjetiske republikker, der ikke kom i EU, skal gennem godkendelse af uddannelse - inklusive dokumentation af fagligt indhold pr. fag pr. semester på uddannelsestidspunktet, ikke let 20 år efter. Derefter skal de bestå tre nationale prøver, medicinsk fagprøve og to prøveansættelser, uanset at den uddannelsesmæssige baggrund er præcis den samme. Der er eksempler på polske studiekammerater, hvor den ene går direkte ind, mens den anden skal gennem tredjelandsproceduren, kun afhængigt af hvornår de kom til Danmark. Det betyder reelt, at læger i Danmark autoriseres på politisk baggrund og ikke på faglig baggrund, hvilket egentlig gør mig nervøs som patient.

Jeg advokerer ikke for, at alle bare skal i gang, når de kan sproget. Jeg mener, at alle læger - uanset baggrund - skal bestå de nationale prøver, før autorisationen udstedes. Det er vel ikke noget urimeligt krav, at en udenlandsk læge først demonstrerer kendskab til dansk receptlovgivning, sociallovgivning og medicinallovgivning, før han/hun slippes løs på patienterne. Man kan for min skyld godt godkende uddannelsen baseret på land i stedet for pr. enkeltperson. Jeg formoder, at alle amerikanere, canadiere og russere, der har bestået medicinsk embedseksamen, har modtaget samme undervisning.

Derimod advokerer jeg kraftigt for, at det samfund og de organisationer, der i tide og utide klager over lægemangelen og speciallægemangelen, sætter aktion bag ordene og aktivt støtter dem, der allerede er her, og som gennem dansk ægteskab, erhvervelse af ejerbolig og medbringning af børn, tydeligt har vist, at de ønsker at blive her og blive her meget længe.


Referencer

  1. Moe JB. De nye læger. Ugeskr Læger 2006;168:2878-82.