Triage ved ikkeakut sygdom

Triage er ofte forbundet med akutte tilstande eller levering af sundhedstjenester, typisk brugt ved katastrofeprioritering. Det betyder en faglig vurdering af patienter eller tilskadekomne for at bestemme behov og type af nødvendig behandling. Triage er kort sagt en proces med prioritering af behov og fordeling af de tilgængelige ressourcer. Triage er blevet brugt i årtier og har vist sig at sikre optimal tidsstyring, mindre spild af ressourcer og arbejdskraft samt bedre overordnede patientresultater.

Fejltolkningen

Man overser ofte, at den samme vurderingsproces også burde udføres på daglig basis for ikkedødelige eller kroniske tilstande, da en differentieret prioritering muliggør en tilsvarende optimering af ressourcerne.

Et tilgængeligt sundhedsvæsen er vigtigt i ethvert udviklet samfund. Den generelle teori er, at lange ventetider på udredning eller behandling generelt vil forværre tilstanden, hvilket kan resultere i et måske større indgreb senere eller en længere rekonvalescens. Denne antagelse er dog generaliserende og bestemt ikke sand for alle diagnoser. Et stort antal tilstande kan let vente i nogle uger – eller endda måneder – med få eller ingen konsekvenser for patientens prognose.

Status i Danmark

Fra den 1. januar 2025 vil en fælles 30-dages udredningsgaranti og behandlingsgaranti være gældende i Danmark, uanset hvilken diagnose der er tale om. Det fører desværre til en tvungen fordeling af ressourcer, som ellers er nødvendige for at behandle andre alvorlige tilstande, som kræver hurtig udredning for at muliggøre en afgørende behandlingsstart.

Eksperimentet

Under COVID-19-pandemien oplevede mange lande væsentlige ændringer af deres vanlige protokol, og Danmark var ingen undtagelse. Flere lande var udsat for et utilsigtet eksperiment for at give mulighed for at håndtere pandemien. Der var udbredt aflysning af hospitalskonsultationer eller behandlinger, herunder bl.a. ikkelivstruende kirurgi.

Efter pandemien viste en analyse udført af Sims et al, at de fleste aflyste patienter ikke oplevede nogen negative ændringer i deres symptomer [1]. Studiet giver anledning til at undre sig over, hvorfor alle ikkelivstruende diagnoser eller operationer skal prioriteres ens, når det ofte resulterer i en overbelastning af sundhedsvæsenets kapacitet.

Under pandemien anbefalede American College of Surgeons, at operationer blev klassificeret i forskellige niveauer baseret på, hvor hastende karakter de havde [2]. Det er indlysende, at en lignende tilgang vil kunne bruges, når der ikke er en pandemi, så vi bedre kan optimere sundhedsressourcerne.

Denne idé er på ingen måde ny. Danske læger har i over et årti udtrykt støtte til en differentieret behandlingsgaranti. Overlæge Tina B. Sørensen gjorde opmærksom på dette problem i et debatindlæg i Ugeskrift for Læger allerede i 2013 [3].

I maj 2024 skrev Dansk Selskab for Almen Medicin, at en udifferentieret behandlingsgaranti underminerer begrænsede sundhedsressourcer og risikerer alvorlige konsekvenser for både patienter og det offentlige sundhedsvæsen [4]. Man oplever, at flere patienter udtaler sig om, hvor overraskede de er over den hurtige indkaldelse til speciallægekonsultation, når det tages i betragtning, at deres tilstand hverken er akut eller har været til stede i flere år. Det giver stof til eftertanke.

Patienter kontakter ofte hospitalet, fordi de oplever, at deres hospitalsaftale var for hurtig, og aftalen må derfor udskydes, så den kan passe i deres planlægning. Disse hospitalstider kunne have været anvendt til patienter med alvorlige tilstande.

Data trukket fra Fod- og Ankelkirurgisk Ambulatorium, Ortopædkirurgisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, viser, at 165 patienter valgte at udeblive fra eller aflyse deres ambulante aftaler på samme dag i 2023. Det er bare ét eksempel ud af flere, som bekræfter, at det ikke giver nogen mening at prioritere en generaliserende behandlings- eller udredningsgaranti ligeligt for alle diagnoser.

Forsøget på at opfylde disse »paraplygarantier« resulterer i, at vi deler begrænsede ressourcer, hvilket reducerer ressourcetilgængeligheden til mere presserende diagnoser eller akutte patienter, når speciallægekonsultationer, skanninger, røntgenbilleder osv. omdirigeres til disse ikkehastende tilstande.

Konklusion

Jeg mener, at det er fagligt forkert at prioritere alle udredninger og behandlinger ligeligt på bekostning af, at sundhedsressourcerne kan ende med at blive taget væk fra de mere alvorlige sygdomme.

I 2022 udtalte formanden for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, at det er nødvendigt med en faglig prioritering i og af sundhedstilbud, som den enkelte patient skal have [5]. Spørgsmålet er, hvor længe det vil tage, før opråbene fra erfarne sundhedsprofessionelle bliver hørt, og hvor længe der vil gå, før den danske sundhedssektor oplever alvorlige eller irreversible negative konsekvenser af disse udifferentierede garantikrav.

Jeg må indrømme, at en løsning ikke er lige ved hånden, men der er behov for, at debatten holdes i live, da der sikkert er plads til mere effektive optimeringer, hvis der introduceres en faglig prioritering af henvisningerne, uden at behandlingskvaliteten for den enkelte patient reduceres.