Skip to main content

Tro og eksistens

Inga Marie Lunde

2. nov. 2005
4 min.

Mennesker har altid stillet spørgsmål om meningen med at eksistere. Når vi er alvorligt syge, kommet til skade, oplever angst eller har mistet, bliver spørgsmål om eksistens mere påtrængende. Og i de situationer er det ofte, vi som læger møder vore patienter. De spørgsmål som melder sig, kan være: Hvad er jeg her for? Hvad vil jeg med det her liv? Hvad vil de andre med deres liv? Hvad er egentlig meningen med det hele?

Før i tiden var det måske lettere at tale sammen om eksistens, end det er i dag. Der var i højere grad en fælles anerkendt tolkning af livet og et fælles sprog. For et par generationer siden var der en fælles kerne i vor kulturdannelse, grundlagt omkring det bibelske betydningsunivers, enhver kunne forholde sig til, uanset tro eller ej. Da denne fælles kulturbaggrund og det fælles sprog om vores eksistens forsvandt, blev overvejelser om livets mål og mening et mere individuelt og mere ensomt foretagende.

Uanset hvad vi finder svar på eksistensens spørgsmål vil svarene i sidste instans afhænge af en overbevisning eller en tro på noget. Og troen kan være religiøs eller ateistisk. Menneskers holdning til eksistens kan være vidt forskellig, men det er centralt, at det også handler om tro. Tro er noget grund- læggende i et menneskes verdensbillede. Hvis vi ikke tror, der er noget at leve for, så ophører vi med at leve.

Nogen vil måske mene, at spørgsmål om eksistens ikke har noget med lægearbejde at gøre. Men at benægte at spørgsmål om eksistens eller meningen med det hele har en særlig betydning i sygdom, er også en måde at forholde sig til dem på. Og det vil patienter kunne mærke. En del kritik af vores profession har faktisk handlet om, at læger ikke forholder sig »menneskeligt« til patienter, og mangler interesse for patienters opfattelse af sig selv og det de tror på.

Mennesker kan tro på mange ting. De kan tro på sig selv, og egen formåen, eller på noget uden for sig selv. De kan tro på Gud eller på skæbnen og tilfældighederne. Mennesker kan tro på videnskaben eller på healing og åndelige energier, på Sai Baba og hans materialiseringer eller på sundhed som livets vigtigste indhold. Og det mennesker tror på, det sætter de også deres lid til.

Videnskabens håb er at mennesker skal komme til at beherske naturen og styre den. Lægevidenskaben vil gerne opfylde drømmen om et nyt paradis - ved at skabe »sundhed for alle«. Den medicinske viden om mennesket, som er forankret solidt i konkrete materielle anatomiske strukturer og biokemiske processer, er uhyre nyttig og vigtig. Og lægevidenskabens menneskeforståelse, som er baseret på studier af kroppens fysiologi og biokemi, har sat sit præg på meget, også uden for faget. Problemet er imidlertid, at det materielle perspektiv på mennesket let bliver det eneste der får opmærksomhed. Og når det anvendes uden for de medicinske sammenhænge, hvori det har udviklet sig og gør nytte, kan det blive vildledende. I vor tid har det ført til ret naive forestillinger om kroppen som noget løsrevet fra de sociale og følelsesmæssige erfaringer, der udgør vores oplevelse af at eksistere. Den biomekanistiske forståelse af mennesket formidles ofte som om den var hele sandheden om mennesket. Den fører endog til, at patienter kan præsentere sig selv som en slags maskine. De ønsker da at få et stort eller lille serviceeftersyn, et check etc. Og klamrer sig hårdnakket til de enkle mekaniske forestillinger om krop og sygdom.

I lægeprofessionen kan vi selvfølgelig afvise andre forståelser af menneskets eksistens. Vi kan se bort fra at ethvert menneske har egenskaber som sprænger alle biologiske forklaringer og forståelser. Egenskaber som er givet betegnelser som »den frie vilje« eller menneskets »selv-bevidsthed«. Egenskaber som gør os til noget mere end det de genetiske og sociale lovmæssigheder kan forklare. Som indebærer, at vi har frihed til at tænke og vælge selv. Vore tanker og handlinger er ikke blot uundgåelige produkter af en række biokemiske processer, ligesom lægefaget og samfundsudviklingen heller ikke er noget naturgivet, som vi blot må tilpasse os. Både lægefaget og samfundet er skabt af mennesker, og kan forandres af mennesker - ved tænkning og handling.

Vi kan som læge vælge at resignere, og det bliver der noget selvopfyldende i. Den der ikke tror det muligt at forandre noget i den lægefaglige verden, vil givetvis få ret. Vi kan også vælge at satse på det vi tror på. Det er der også noget selvopfyldende i. Vælger vi aktivt vores vej livet igennem har vi frihedens muligheder med os i enhver situation. Også friheden til at forsone os med det som ikke kan ændres.