Trojanerne er allerede inden for murene

Speciallæge i almen medicin, Lægehuset Ferritslev, og bestyrelsesmedlem, Peoples Doctor. Interessekonflikter bestyrelsesmedlem i Peoples Doctor (AI-journalføring), forfatter og foredragsholder om emnet og flittig bruger af teknologien i klinisk praksis

Von Hofacker & Arnadottir rejser i deres kronik [1] væsentlige bekymringer om kunstig intelligens (AI)-støttet journalføring. Bekymring for patientsikkerhed er altid legitimt. Men når grundpræmissen er, at AI-journalføring er en trojansk hest, skylder vi at spørge: Hvad gemmer sig i den journal, vi allerede har?

I et studie, hvor lægers notater blev sammenlignet med skjulte lydoptagelser af konsultationerne, indeholdt 86% mindst én dokumentationsfejl – gennemsnitligt fem klinisk signifikante fejl pr. konsultation [2]. 71,5% var omissioner: information diskuteret med patienten, men aldrig journalført. Trojanerne er allerede inden for murene.

Dertil kommer et problem, der kun forstærkes i en tid med delt journaladgang: Under tidspres bliver notaterne korte, forkortelsesrige og indforståede. Et randomiseret forsøg viste, at patienter kun forstod 62% af indholdet i forkortelsesrige notater – mod 95%, når forkortelserne blev skrevet ud [3]. Når journalen i stigende grad skal læses af patienten selv og af kolleger på tværs af sektorer, er ulæselige notater ikke blot upraktiske – de er en patientsikkerhedsrisiko. AI-scribes genererer typisk fulde sætninger frem for forkortelser og giver dermed en journal, der er skrevet til at blive læst.

Forfatterne argumenterer for, at journalskrivning er en refleksiv proces, der skærper den kliniske tænkning. Evidensen giver dem delvist ret – når tid og ro tillader det. Men i en almen praksis med timinutters konsultationer og i gennemsnit 56 notater pr. kapacitet pr. dag i henhold til PLO er journalskrivningen et kapløb for den mest sparsomme dokumentation, før næste patient står i døren. Spørgsmålet om kognitiv aflastning bør tages alvorligt, særligt for yngre læger under uddannelse. Men når alternativet er øjenkontakt med patienten frem for en skærm, må vi spørge, hvor refleksionen reelt finder sted – og hvad der gavner patienten mest.

Forfatterne anfører, at AI-scribes kan dokumentere undersøgelser, der aldrig fandt sted. Det er korrekt – og det er præcis, hvad menneskeskrevne journaler også gør [2]. AI-scribes har en hallucinationsrate på 1-3% mod 7-11% for konventionel tale-til-tekst [4]. Én hallucination i klinisk kontekst kan være alvorlig, og lægens gennemgang af notatet er derfor ufravigelig – ikke som en formalitet, men som det kliniske ansvar, det altid har været. Teknologien erstatter ikke lægens dømmekraft; den frigiver tid til den. Men sammenligningen bør være AI mod det alternativ, vi allerede har – ikke AI mod en perfektion, der aldrig har eksisteret.

I en evaluering af 2,5 mio. konsultationer oplevede 84% af lægerne forbedret patientkommunikation med ambient AI-scribes [5]. Forfatternes bekymring for, at tidsbesparelsen blot medfører flere patienter, er berettiget – men det er et ledelsesansvar, ikke et teknologiproblem. Jeg er enig med forfatterne i, at implementering kræver omtanke, at lægen skal gennemgå notatet, at yngre læger bør mestre håndværket, og at patientsamtykke skal være reelt. Men løsningen er ikke at vende tilbage til en praksis, hvor 86% af journalerne indeholder fejl, halvdelen af patientens bekymringer aldrig dokumenteres, og notaterne er ulæselige for dem, de er skrevet til. Løsningen er ansvarlig implementering med løbende kvalitetskontrol og klinisk governance.

AI-journalføring er ikke en trojansk hest. Det er et værktøj, der – med de rette rammer – kan gøre journalen mere præcis, lægen mere til stede og patienten bedre hørt. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at bruge det. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.