Troværdig lægefaglighed

I Ugeskrift for Læger 2007;169:3988-9 bekymrer min kollega, speciallæge i psykiatri Eric Schaumburg, sig om den diskrepans, der er opstået mellem hans kliniske vurderinger og undersøgelser af de samme patienter ved speciallæger, der er ansættelsesmæssigt uafhængige af Dansk Røde Kors. Der er tale om asylansøgere, der har opholdt sig i årevis under det, statsministeren i sin valgkamp har udnævnt til Dansk Røde Kors' omsorg.

Jeg deler til fulde min kollegas bekymring og finder, at problemet er en umiddelbar konsekvens af de uholdbare forhold, der hersker omkring sundhedsbetjeningen af asylansøgere i de centre, der drives af Dansk Røde Kors.

God lægefaglighed er gennem tiderne udviklet gennem den konstante dialog mellem kolleger i respekt for, at kolleger ved en videnskabelig eller klinisk vurdering skal kunne finde frem til de samme diagnoser gennem en ægte dialog og erfaringsudveksling. Jeg tror, at vi alle med glæde påskønner det privilegium i vort erhverv. Dertil kommer, at vore patienter i dag har mulighed for at sikre sig en anden kollegial vurdering - en second opinion - som giver os håb om, at en forkert vurdering vil blive korrigeret af en fagfælle.

Doctors at risk

Ved en høring i Lægeforeningens etiske udvalg den 20. september 2007 blev der endnu en gang fremlagt bekymringer over vilkårene for asylansøgeres lægelige betjening. Resultatet blev, at man under høringen udnævnte de læger, der arbejder i disse asylcentre, til at være doctors at risk, et begreb, der bruges i organisationer, hvor lægers etiske forpligtelser kan komme under pres fra arbejdsgiverens side, og hvor disse læger derfor har behov for særlig støtte og anden bevågenhed fra kollegers og lægeorganisationers side.

Som det vil være alle bekendt, tog Lægeforeningen den konsekvens af høringen, at man offentligt udtrykte sin bekymring for asylansøgernes helbredsforhold.

Eric Schaumburgs kronik viser, at Lægeforeningen må fortsætte sit arbejde med at rette op på forholdene, så vi alle kan have tillid til det lægefaglige arbejde.

Min kollega har inden for asylsystemet særligt vanskelige forudsætninger for at udøve sin lægegerning, og konsekvenserne af hans diagnosticering og ordinationer rækker langt ud over vanligt lægearbejde med omfattende retslige følger for asylansøgeren. Disse vilkår er ukendte for de fleste læger, hvorfor jeg vil nævne et par temaer.

Lægers faglige vurdering underkendes

Lægers faglige vurdering af asylansøgere kan underkendes af jurister og HK'ere i Udlændingeservice. Når en asyllæge finder, at en asylansøger har behov for undersøgelse eller behandling ud over tre timer, skal dette bevilges af ikkesundhedsuddannede, hvis karriere i øvrigt er afhængig af så stram en bevillingskurs som muligt. Udlændingeservices budget skulle nødigt blive truet - det er denne styrelse, der finansierer asylansøgeres behandlingsforløb. Synes lægen, at afslaget på behandling er lægefagligt urimeligt, kan han anbefale asylansøgeren at klage til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, hvor der vil være op til et års ventetid på svar - og hvilken asylansøger magter overhovedet selv at gennemføre en klagesag?

Uanset at Dansk Røde Kors konstant omtaler sin neutralitet, favoriserer den humanitære organisation udlændingemyndighedernes interesser på bekostning af asylansøgerne. Man har været medvirkende til, at asylansøgere kan få behandlet en ansøgning om humanitær opholdstilladelse begrundet i helbredsforhold uden de nødvendige lægeerklæringer, idet man har aftalt med ministeriet, at asylansøgernes lægejournaler i stedet kan afleveres til ministeriet. Herved brydes tavshedspligten, og man medvirker til et uacceptabelt ringe beslutningsgrundlag, idet ministeriets embedsmænd ikke har forudsætninger for at vurdere journalnotater, der er udfærdiget til et helt andet formål. Afgørelsen om humanitært ophold træffes af ministeriets jurister uden faglig indsigt i disse lægeligt set vanskelige spørgsmål med den deraf følgende ringe retssikkerhed omkring en afgørelse, der kan betyde liv eller død for asylansøgeren.

Politiet, der skal udsende afviste asylansøgere, har brug for at vide, om vedkommende er for syg eller har et behandlingsbehov, der ikke kan tilgodeses efter udsendelsen. I den sammenhæng har jeg set sagsakter på en del asylansøgere, hvor flere af Dansk Røde Kors uafhængige og blandt kolleger yderst velrenommerede speciallæger har foretaget grundige undersøgelser, stillet meget alvorlige psykiatriske diagnoser og anbefalet behandling med antidepressiv og antipsykotisk medicin. Alt dette er derpå blevet underkendt af en af organisationens egne psykiatere, der skriver, at vedkommende asylansøger ikke er psykisk syg, og behandlingen med antidepressiv og antipsykotisk medicin i relevante doser erstattes med f.eks. 5 mg Nozinan til natten - og voila! Politiet udsender flygtningen, uden at man lægefagligt har haft den nødvendige dialog om de modstridende faglige vurderinger.

Jeg har tidligere haft den glæde at arbejde på en retspsykiatrisk afdeling og husker de seriøse diskussioner for at præcisere grundlaget for diagnoser - og efterfølgende anstrengelser for at formulere vurderingen så klart, at jurister kunne udføre deres arbejde på et godt fundament.

Asylansøgere burde være omfattet af samme omhu, når lægelige udtalelser danner grundlaget for deres retslige afgørelser.

Torturramte asylansøgere svigtes

For visse flygtninge får undladelsessynder en helt urimelig konsekvens. Torturramte asylansøgere får ikke altid diagnosticeret deres torturfølger under opholdet i asylcentre og modtager heller ikke relevante behandlingstilbud. Ud over de helbredsmæssige konsekvenser har det medført, at Flygtningenævnet ofte har valgt ikke at tro på asylansøgerens egen beskrivelse af tortur (når der nu ikke stod noget om det i de journalakter, advokaten fik fra Dansk Røde Kors), og derved er flere med et oplagt beskyttelsesbehov udvist af landet.

Ovenstående begrunder, at det lægelige arbejde i Dansk Røde Kors' asylcentre ikke fortsat bør foregå på en øde ø. Det bør være underkastet den konstante lægefaglige diskussion og udvikling, der sideløbende har kunnet finde sted omkring alt lægeligt arbejde uden for asylcentrene. I Norge og Sverige, hvor arbejdet har foregået i offentligt regi med de vanlige kvalitetskrav, findes mere forskning og generelt udbredt viden blandt læger om flygtningemedicin. Derfor bør lægearbejdet flyttes ud af organisationens skygge, så den diskussion, Eric Schaumburg søger at rejse, kan foregå på de almindelige faglige præmisser, hvor vidensudveksling foregår uden politisk-organisatoriske forhindringer.

Selv må han også ønske sig fri for disse faglige indskrænkninger. Hertil kommer, at hans ægtefælle er leder af asylafdelingens sundhedstjeneste og derved den person, der træffer beslutningen om, at hans patienter ikke kan få en second opinion. Det er han ikke tjent med, og en sådan konstruktion ville aldrig blive accepteret uden for Dansk Røde Kors'regi.

Jeg håber, at Lægeforeningen vil tage et initiativ til en faglig forbedring og fortsat udvikling af dette område, da de psykiatriske lidelser er så komplicerede, og konsekvenserne af de lægelige udtalelser er så dramatisk e for den enkelte og hans familie.

Sundhedsstyrelsen burde have taget dette initiativ men har valgt gennem 25 år at sætte kikkerten for det blinde øje.

Der er brug for en handlingsplan

Lægeforeningen har nu vist, at den er opmærksom på medlemmers urimelige arbejdsbetingelser for at udføre et lægefagligt tilfredsstillende arbejde i asylcentre. Man bør derfor udarbejde en handlingsplan, der sikrer den faglige udvikling. Det kunne i første omgang foregå ved nedsættelse af en bred arbejdsgruppe, der sikrer udvikling af den faglige diskussion og vidensopsamling såvel omkring flygtningemedicin og -psykiatri som omkring relevante etiske emner, så doctors at risk får den nødvendige støtte.

Lægeforeningen bør medvirke til, de lægejournaler, der befinder sig i Dansk Røde Kors' arkiver, kan gøres til genstand for forskning ved læger uden for organisationen, så man hurtigst muligt kan indsamle viden og dokumentere behovet for udvikling af viden på særlige områder.

Dette gennem 25 år udækkede behov har fået svære følger for tusinder af flygtninge, der har fået ophold i Danmark - ofte netop på grund af et nedbrudt psykisk helbred. Psykiatere og psykiatriske afdelinger har ikke haft adgang til den nødvendige faglige vidensudvikling om disse komplicerede tilstande og har derfor ofte afvist at varetage en tilstrækkelig langvarig og målrettet behandling. I kølvandet på dette har kommunerne manglet den faglige dokumentation for deres arbejde med flygtningen og hans familie, og her har vi formentlig en væsentlig årsag til, at det er gået så galt med integrationen af traumatiserede flygtninge i Danmark.

Overalt sidder læger i nøglepositioner til at ændre dette, så derfor må det være vigtigt for Lægeforeningen at bidrage til et fagligt bedre udgangspunkt for en troværdig lægefaglighed.