Tvivlsom effekt af speciallægeuddannelsen

Til trods for at kritikken af den fremtidige speciallægeuddannelse har været massiv og er nået ud i mange hjørner, mener jeg, at der er yderligere aspekter af reformen, der trænger til at blive kritiseret.

For det første tror jeg, at reformen, som skal accelerere uddannelsen af speciallæger, indeholder elementer, der netop ikke fremmer, men tværtimod bremser denne proces. Årsagen skal findes i Lægeforeningens vision om, at flere ph.d.-forløb skal placeres før turnus og altså før mødet med patienter. Ved en sådan ordning er der risiko for, at det efter et afsluttet ph.d.-forløb er mere attraktivt at vælge en ikkeklinisk lægekarriere end at påbegynde sin turnus, som i manges øjne indebærer familiebelastende vagtarbejde, et stort ansvar med mulighed for klager og et stærkt forsinket møde med skræmmende, kliniske problemstillinger. At turnus også indeholder et spændende møde med patienter, kollegaer og vellykkede behandlinger, der kan begejstre en til at påbegynde speciallægeuddannelsen, skubbes givetvis i baggrunden, da man ikke har haft disse oplevelser i sit ph.d.-forløb. Opfyldelse af visionen om ph.d.-forløb placeret meget tidligt i den postgraduate karriere vil på den måde muligvis medføre et lavere antal mulige speciallægekandidater.

For det andet mener jeg ikke, at de yngre læger kan være sikre på at få det, de er blevet lovet som betaling for fireårsreglen, nemlig bedre uddannelse i form af flere uddannelsesstillinger, flere turnuskvalificerede afdelinger, mv. Sagen er jo den, at uddannelse af en speciallæge kræver tid. Tid til klinisk samvær med læger, der allerede er speciallæger. At »sprøjte« flere reservelæger ind på afdelingerne vil imidlertid ikke skabe mulighed for mere supervision af den enkelte reservelæge - nærmest det modsatte! Fra at være én reservelæge, der går usuperviseret stuegang, er der nu to reservelæger til at gå usuperviseret stuegang. Unægteligt rarere men stadig lige usuperviseret. Efter min mening er fastholdelse af læger, der er speciallæger, til sundhedsvæsenet (den offentlige del af det ...) væsentlig og fremmende for uddannelsen af speciallæger. Det er netop speciallægen, der, i samarbejde med reservelægen, skal skabe forudsætningerne for den yngre læges tiltagende dygtighed.

For det tredje vil jeg kritisere, at det ikke er blevet defineret, hvilke sanktioner en overskridelse af fireårsreg-len medfører. At det ikke er blevet defineret, kan betyde to ting: Enten ved Lægeforeningens repræsentanter ikke, hvad sundhedsministeren har af planer vedr. sanktioner, eller også har de ikke turdet nævne sanktionernes karakter af frygt for medlemsreaktioner. Hvis det første er tilfældet, har Lægeforeningens repræsentanter ikke gjort arbejdet for medlemmerne godt nok. Hvis det andet er tilfældet, synes jeg, at de skulle udbrede deres kendskab om sanktionerne, så medlemmerne får mulighed for at kommentere dem.

Jeg ved ikke, om man kan gøre sig håb om, at aftalen om speciallægeuddannelsen kan komme til genforhandling. Indtil videre har Mette Worsøe, Jens Winther Jensen og Poul Jaszczak stædigt forsvaret aftalen. De har imidlertid rigeligt med materiale fra Ugeskriftets debatsider og - tror jeg - mange medlemmers opbakning til at møde ministeren til en genforhandling om den fremtidige speciallægeuddannelse. Det ville klæde dem at forsøge.