Ubevidst uperfekt og uerkendt skade

Som KBU-læge spurgte jeg begejstret min kollega i akutmodtagelsen: »Er det en god praksis?«. Han havde været i den samme almene praksis, som jeg selv skulle til. »Den er sikkert rigtig god for dig«, lød det kryptiske svar, og han ville ikke uddybe.

Det var rigtig nok en god praksis for mig, og min tutor var sød, dygtig og empatisk. Men en dag faldt samtalen på en tidligere KBU-læge, som hun ikke havde været tilfreds med. Hun tilføjede: »Han gik på den der lade måde, som n….. typisk gør!«. Jeg fik det meget mærkeligt. Det var tydeligvis min kollega fra akutmodtagelsen, hun talte om. Nu forstod jeg, hvad han havde ment.

Jeg er sikker på, at min tutor ville sige, at hun gik neutralt og objektivt til patienter såvel som KBU-læger.
Men selvom det umiddelbart lyder positivt, er det så overhovedet muligt? Vi bærer jo det, som vi er formet af – kultur, samfund, opdragelse, oplevelser – ind i alle relationer, og er det ikke dermed forventeligt, at vi har fordomme i forhold til f.eks. andre hudfarver, kulturer og kønsidentiteter?

Ikke som bevidst had, men som fordomme, som er nedarvede og normaliserede, og som vi er blinde for, ligesom synet på kvinder, slaveriet og revselse af børn var det i fortiden. Hvorfor skulle vi ikke, i vor tid, have tilsvarende blinde vinkler og normaliseret diskrimination, som eftertiden vil betragte som uhyrlige?

Normaliseringen legitimerer selvfølgelig ikke racismen, som naturligvis skal afvikles, dengang som nu.

Men når vi insisterer på, at vi er neutrale og objektive og ikke tager højde for vores egne bias, risikerer vi ikke dermed at ignorere et potentielt alvorligt problem? For uanset min tutorlæges egen opfattelse afslørede hendes udtalelse, at der var mere på spil end en objektiv og neutral bedømmelse af en KBU-læge.

Dengang sagde jeg ikke fra. Jeg var bange. Få ting forårsager så voldsom vrede som at påpege, at noget er racistisk. Er vi blevet så berøringsangste for egne fordomme og egen skrøbelighed, at vi i praksis er blevet ude af stand til at erkende dem og dermed forbedre os?

Racisme er et eksisterende problem, som vi enten aktivt kan fremme, passivt legitimere og videreføre eller aktivt kæmpe imod. Vælger vi det sidste, må vi starte med at lytte, især til det, vi ikke selv kan erfare, f.eks. hvordan det er at have en anden hudfarve. Være forberedt, både så vi ikke eksploderer i vrede, når vores fordomme påpeges, og så vi er i stand til at sige fra, når der skal siges fra.

Jeg er ikke perfekt, objektiv og neutral. Jeg satte hensynet til min tutor (og mig selv) over hensynet til sorte og brune KBU-læger, legitimerede en problematisk udtalelse og forårsagede uerkendt skade. Kun ved at være bevidst om, at jeg har blinde vinkler og turde undersøge og arbejde med mine egne uperfektheder, kan jeg gøre det bedre en anden gang.