Uddannelse og integration af udenlandske læger

Vilkårene for uddannelse og evaluering af udenlandske læger i Danmark er alt, alt for ringe. Det er synd og skam, for vi har meget brug for disse læger. Inden vi importerer læger fra Indien og andre steder i verden - fra lande, som har god brug for at beholde deres egne læger - ville det være fornuftigt at gøre ordentlig brug af de læger, der af forskellige årsager og ulykkelige omstændigheder er havnet i vores land.

For år tilbage var der meget restriktive krav til godkendelse af disse læger, og da der dengang ikke var lægemangel, var det næsten håbløst for dem at komme i job. Men nu er der lægemangel, og de kommer i job. Kravene til godkendelse af sproglige færdigheder er blevet mere lempelige, fordi godkendelsen foregår decentralt på de afdelinger, hvor lægerne har deres prøveansættelser. Sundhedsstyrelsen stiller krav om to prøveansættelser af hver tre måneders varighed. Det er lægens eget ansvar at skaffe prøveansættelserne. Efterfølgende er det igen lægens eget ansvar at skaffe sig ansættelser, som kan sidestilles med dansk turnusuddannelse.

Ofte er det lettest for en udenlandsk læge at få arbejde på et perifert sygehus, hvor manglen på arbejdskraft er stor. Dette forhold har måske betydning for mulighederne for en tilstrækkelig evaluering og vejledning, fordi ressourcerne må prioriteres til rene patientopgaver.

Vi kender alle til udenlandske læger, som på trods af denne lemfældige planlægning af deres uddannelsesforløb klarer sig godt. Men vi kender også alle til læger, som har arbejdet i Danmark i årevis, har fået godkendt prøveansættelser og turnusuddannelse og måske endda introduktionsuddannelse, inden det står klart, at de slet ikke har fået en uddannelse, som gør dem parate til at indgå i et hoveduddannelsesforløb.

Men hvad går der galt? Måske godkender nogen prøveansættelser og turnusforløb af almindelig bekvemmelighed? Af medfølelse? Hvis man siger nej til godkendelse, medfører det måske (forhåbentlig) en følelse af moralsk forpligtigelse til om muligt at vejlede lægen, så han/hun på et senere tidspunkt kan bestå en prøveansættelse. Men en prøveansat læge er ansat i en reservelægestilling. Så den prøveansatte læge, som ikke kan godkendes, er afdelingen nødt til at skille sig af med. Den læge, der ikke fungerer rigtig godt i sin tremåneders prøveansættelse, godkendes - eller godkendes ikke - men ryger under alle omstændigheder ud og må finde sig en ny ansættelse. En så usikker tilværelse og så korte ansættelser skaber et elendigt grundlag for at skulle lære. Og der er selvfølgelig meget, disse læger skal lære. De skal lære en masse om dansk sygehusvæsen, arbejdsforhold og kulturelle forhold. For slet ikke at tale om det vanskelige sprog og den ikke mindre vanskelige nonverbale kommunikation. Integration og vejledning af udenlandske læger kræver tid, engagement og planlægning. Opgaven er af indlysende grunde meget mere omfattende og tidskrævende end vejledningsopgaven for unge danske læger. At det aktuelt langtfra foregår optimalt, afspejles i en nylig udkommet rapport fra hovedstadsområdet [1]. Vi foreslår følgende:

• Tilbyd lægerne minimum halvårsansættelser på afdelinger, som vil tage sig af opgaven.

• Afdelingerne skal godkendes til opgaven (i lighed med godkendelse til andre uddannelsesstillinger) og skal sikres mulighed for en ordentlig vejledning og evaluering i forhold til de udenlandske læger.

• Prøveansættelser skal ikke ligge inden for afdelingernes almindelige normering.

• Afdelingerne skal honoreres for opgaven.

Som særligt uddannelsesinteresserede deltager vi gerne i en fremadrettet dialog med sundhedsmyndigheder og sygehusejere om tiltag, som kan forbedre integrationen af udenlandske læger.