Udfordringer for geriatrien i et aldrende samfund

Geriatri er det intern-medicinske speciale som beskæftiger sig bredt med medicinske sygdomme og deraf afledte funktionstab hos ældre mennesker. Da denne patientgruppe er i hastig vækst er der ingen tvivl om, at geriatere de kommende år får travlt. Det brede speciale intern medicin eksisterer med den nye speciallægereform ikke længere. Med den markante grenspecialisering som speciallægereformen har lagt op til får geriatrien en endnu vigtigere rolle at spille i varetagelsen af den ældre medicinske patient med »almindelige« sygdomme.

Strukturreformen giver kommunerne et stort ansvar for genoptræning og pleje. Også her må man forvente at geriatrien får en vigtig rolle at spille som brobygger i samarbejdet mellem hospitalsvæsen og kommuner.

En del af vore intern-medicinske kolleger fra andre specialer og nogen planlæggere og beslutningstagere inden for hospitals- og sundhedsvæsen sidder fast i en gammeldags opfattelse af, at geriatri primært betyder træning eller »langtidsmedicin«. Måske har vi som geriatere ikke været gode nok til at skabe opmærksomhed, om den udvikling, der har været inden for faget. Vi vil derfor her skitsere geriatriens indhold og gøre rede for, hvorfor vi mener, at netop geriatrien er egnet til at påtage sig en hovedrolle i behandlingen af de ældre medicinske patienter.

Geriatriske kerneydelser

Geriaterens hoveopgave er at varetage behandling af akut sygdom og de deraf afledte funktionstab hos svækkede gamle. Den geriatriske tilgang til denne patientgruppe udmærker sig specielt ved:

• At geriateren foretager en helhedsvurdering frem for blot at fokusere på det symptom, som udløste indlæggelsen. Når man har mange kroniske sygdomme, kan det være lidt tilfældigt, hvad der »vælter læsset« . Det er formentlig derfor, den geriatriske metode med helhedsvurderingen som omdrejningspunkt, har vist sig effektiv i flere videnskabelige undersøgelser.

• At der lægges vægt på at afsløre/forhindre iatrogene tilstande. Ingen anden patientgruppe er så udsat for utilsigtede hændelser som den geriatriske gruppe. Dette er naturligt, da disse patienter er skrøbelige, og ofte medicineres og undersøges af forskellige læger fra flere specialer samtidigt. Geriaterens vægtning af dette område betyder bl.a. at alle patienter, som indlægges på geriatriske afdelinger får foretaget en grundig medicingennemgang, hvor indikation og dosering for hvert enkelt præparat vurderes og efterprøves.

• At der foretages en tværfaglig funktionsvurdering og vurdering af tilgrundliggende sygdom som årsag til eventuelle funktionstab. I den geriatriske patientgruppe er det i mange undersøgelser vist, at funktionsniveau har større prognostisk betydning end medicinske diagnoser.

• Tidlig mobilisering. Da netop funktionsniveau er afgørende for disse patienters prognose, er det af stor betydning så vidt muligt at bevare eller genvinde funktionsniveauet.

• Tværfaglig indsats. Den medicinske helhedsvurdering og den tværfaglige funktionsvurdering munder ud i en multifaktoriel intervention. Tværfaglighed er derfor en vigtig krumtap i den geriatriske metode.

• Tværsektorielt samarbejde. Skrøbelige patienter har et specielt behov for velplanlagte forløb omkring indlæggelse og udskrivelse. Geriatriske teams, daghospitaler og ambulatorier samarbejder med praktiserende læger, hjemmepleje og kommunale institutioner og bygger bro mellem sektorerne.

Andre geriatriske ekspertfunktioner

Ud over som ovenfor skitseret at varetage akut sygdom hos svækkede gamle er der inden for geriatrien udviklet en række mere specielle og veldefinerede ekspertområder:

• Geriatriske teams kan i samarbejde med hjemmeplejen og praktiserende læger gennemføre helhedsvurdering som ovenfor beskrevet af svækkede ældre i hjemmet (eller på plejehjemmet), og afhængigt af resultatet rådgive om/varetage intervention.

• Faldudredning. Som en del af det ambulante geriatriske tilbud er der nu mange steder faldklinikker, som varetager udredning af årsager til fald og iværksætter specifik individuel behandling/træning afhængig af den fundne årsag. Når diagnosen er stillet og den nødvendige behandling ordineret, kan man sagtens forestille sig, at en del af behandlingen kan foregå i samarbejde med kommunale institutioner, specielt i de tilfælde hvor behandlingen primært består i styrketræning.

• Orto-geriatri. Patienter som indlægges på ortopædkirurgisk afdeling med hoftebrud efter fald er ofte meget skrøbelige og præget af flere kroniske medicinske sygdomme og ledsagende funktionstab. Der er behov for faldudredning og geriatrisk helhedsvurdering. I konsekvens heraf er der mange steder et veludbygget samarbejde mellem orto-pædkirurgiske og geriatriske afdelinger.

• Polyfarmaci. De geriatriske patienter får typisk 5-15 forskellige medicinske præparater. Det kræver en omfattende og bred intern medicinsk viden og interesse at gennemskue indikationer og mulige kontraindikationer for så mange præparater. Vurdering af patienter med polyfarmaci vil i mange tilfælde kunne foregå ambulant enten via de geriatriske teams eller via daghospital/ambulatorium.

• Demens. Demens er ofte en del af det geriatriske sygdomskompleks. Hos geriatriske patienter med demens er der behov for andet og mere end alene medicinsk behandling. Disse patienter bør vurderes og behandles for konkurrerende sygdomme og samtidig sikres den fornødne hjælp og omsorg i nært samarbejde med hjemmepleje, praktiserende læge og familie.

• Urininkontinens. Et hyppigt problem blandt geriatriske patienter. Patienterne skal udredes (gerne ambulant), og ofte kan der iværksættes behandling som løser eller mindsker problemet.

• Apopleksi. Patienter med apopleksi har ofte ved siden af lammelser og andre følger efter apopleksi også kardiovaskulære sygdomsmanifestationer og andre kroniske sygdomme. Geriatrisk ekspertise indgår derfor mange steder som en naturlig del af tilbuddet til disse patienter, såvel ved bred intern-medicinsk intervention som ved genoptræning efter tværfaglige principper.

Som det fremgår af denne beskrivelse, er geriatrien med alle sine indsatsområder og kvaliteter godt rustet til at varetage basisbehandlingen af den ældre medicinske patient med »almindelige« sygdomme. Det er vigtigt at geriatriske patienter også har adgang til mere specialiseret behandling, når det er nødvendigt. Derfor er geriatrien afhængig af at kunne henvise til de øvrige medicinske specialer og skal fortsat være et hospitalsbaseret speciale. Men der er ingen tvivl om at geriatrien med sine traditioner for tværfaglighed og tværsektorielt samarbejde kan blive en vigtig samarbejdspartner for de nye storkommuner.