Jeg passerer byskiltet til Kærup på vej hjem fra Øksbøllejren. Skiltet markerer grænsen til en lille by i Sydvestjylland. Udkantsdanmark! Et begreb, som pludselig fik folkelig opdrift, da det kom på den sundhedspolitiske dagsorden: »vi skal sikre læger til udkantsdanmark«.
Kærup har tidligere haft en brugsforening, en andelskasse og en skole. Nu står kun beboelse tilbage. Definitionen på udkantsdanmark er et område, hvis største by har mindre end 30.000 indbyggere, og som ligger mere end 40 km fra byer med over 40.000 arbejdspladser. Begrebet bygger altså på, hvor befolket området er. Enhver, som har haft geografi, ved, at der er en direkte sammenhæng mellem antallet af arbejdspladser og indbyggertallet, fordi borgerne flytter mod arbejdspladserne. Omvendt er den aktuelle sundhedspolitiske og folkelige holdning, at lægerne skal bevæge sig i modsat retning: fra de geografiske centre, hvor de har uddannet sig, til de tyndt befolkede områder.
Det sundhedspolitiske argument for at få flere læger til udkantsdanmark er, at alle skal have lige adgang til sundhedsydelser. Argumentet er humanistisk funderet. Det står i sundhedsloven og FN’s erklæring om menneskerettigheder. Ligheden skal tolkes som en ligelig fordeling af resurserne efter behov, frem for en matematisk ligelig fordeling. Posen med æbler skal altså ikke fordeles, så alle landets borgere får lige mange æbler, men således, at de, som er mest sultne, får flest.
Kærup er stort set rømmet for arbejdspladser. Borgere med tilknytning til arbejdsmarkedet er flyttet efter udbuddet. Tilbage sidder lavindkomstgruppen, som har det største behov for sundhedsydelser og derfor skal have den nemmeste adgang til sundhedsvæsenet, jf. lighedsprincippet. Skulle vi følge det sundhedspolitiske argument til døren, skulle vi altså rykke teltpælene op på de store hospitaler og flytte dem derhen, hvor den største koncentration af resursesvage borgere er.
Jeg forlader Kærup og passerer den usynlige grænse mellem udkantsdanmark og de centrale geografiske områder, mens jeg studser over, hvor langt udkantsdanmark mon strækker sig. Er der en nedre grænse for vores sundhedspolitiske ambition om lighed i sundhedsydelser? Skal f.eks. flygtningelejrene og Grønlands befolkning også have lige adgang til lægehjælp?
Populistisk kan der måske være en fordel i at drysse en pose læger ud over udkantsdanmark, men hvis vi rent faktisk ønsker at reducere uligheden i adgang til sundhedsvæsenet i Danmark, skulle vi så ikke starte med at identificere de sårbare og marginaliserede grupper, og derefter målrette den politiske indsats med specifikke interventioner?