Skip to main content

Udredningsgaranti og ny behandlingsgaranti

Jesper Nørregaard, Projektchef, Dansk Sundhedsinstitut (DSI), E-mail: jn@dsi.dk. Jakob Kjellberg, Seniorprojektleder, Dansk Sundhedsinstitut (DSI)

8. jun. 2012
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Regeringen og regionerne har netop været i økonomiforhandlinger, og et centralt punkt i disse var den nye udredningsgaranti og den differentierede behandlingsgaranti. For den konkrete udmøntning af disse to nye elementer kan blive alt fra en mindre justering af den nuværende praksis til en større omstilling af sundhedsvæsenet produktionsapparat. Djævlen ligger som altid i detaljen.

I det oplæg, der er kommet fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, fremgår det, at fremtidens patient får en række ændrede rettigheder:

  • En ny ret til udredning inden for fire uger - og i tilfælde, hvor udredningen tager længere, ret til en plan for det videre forløb.

  • Ret til behandling inden for fire uger (som i dag) ved alvorlig sygdom. Ved mindre alvorlig sygdom bliver den maksimalt acceptable ventetid øget til otte uger.

  • Ved manglende overholdelse af tidsfristen ovenfor kan det udvidede frie sygehusvalg benyttes som i dag.

Hvilke konsekvenser medfører dette, og hvad kommer det til at koste? I særdeleshed det sidste element i spørgsmålet kan man forestille sig, at parterne omkring forhandlingsbordet bruger en del tid på - med rette. For det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og der er næppe nogle enkle svar herpå.

Da man oprindelig indførte behandlingsgarantien på to måneder tilbage i 2002, blev der afsat 1 mia. kr. til formålet, men man måtte efterfølgende erkende, at den øgede aktivitet, der blev igangsat, medførte et permanent højere aktivitetsniveau. Derfor måtte aktivitetspuljen hvert år fyldes op, og på den måde kan der argumenteres for, at ventetidsgarantien kostede et lille tocifret milliardbeløb, hvorfor en forringelse af garantien modsat kan sikre en betydelig besparelse. En sådan opgørelse er dog for simpel, da ventetidsgarantien blev indført samtidig med betragtelig aktivitetsfinansiering, hvor det ledelsesmæssige svar på økonomiske trængsler på hospitalerne var højere aktivitet. Siden 2009 er meget af aktivitetsfinansieringen i praksis ophørt, og fokus er skiftet tilbage til budgetdisciplin og procesoptimering med ganske store produktivitetsgevinster som resultat.

Vores erfaringsgrundlag om omkostningerne ved ventetidsgarantier er derfor i praksis uhyre spinkelt. Alt andet lige må vi dog antage, at det er dyrere at drive et produktionsapparat, hvor ydelsen skal leveres til et bestemt tidspunkt, i forhold til en situation, hvor ydelsen kan leveres, når det passer ind i en effektiv produktionsplanlægning. Så langt så godt bør en differentieret behandlingsgaranti være billigere for sundhedsvæsenet at overholde end den nuværende.

Udredningsgarantien på en måned vil tilsvarende kræve en omstilling af sundhedsvæsenet - med krav til øget samarbejde og øget koordinering - og forstærke opgøret med silomentaliteten i sundhedsvæsenet. Det er klart i patienternes interesse, at de ikke længere kan risikere at blive kastebolde mellem almen praksis og forskellige hospitaler. I det omfang, at et bedre samarbejde giver en reduktionen af unødige kontakter i et udredningsforløb, kan dette give besparelser på sigt. I en omstillingsperiode må der dog forventes højere omkostninger, men erfaringerne fra kræftpakkerne viser, at det mange steder faktisk er lykkedes at opnå en økonomisk effektiviseringsgevinst i forbindelse med implementering af pakkeforløbene.

Man kan næppe forestille sig, at økonomiaftalen vil medføre en lavere økonomisk ramme som konsekvens af udredningsgarantien, men hvor stor prisen i realiteten bliver, vil formodentlig i høj grad afhænge af, om udredningsgarantien kaster flere henvisninger fra almen praksis af sig. På samme måde som behandlingsgarantien medførte en generel højere aktivitet. Tilsvarende kan man forestille sig, at konsekvenserne af den differentierede ventetidsgaranti måske ikke bliver så store, da sundhedsvæsenet aktivitetsfokus allerede er aftaget i de senere år.

Hvad økonomiforhandlingerne ender med at konkludere, skal være usagt, men da sundhedsvæsenet overordnet set har en stærk budgetdisciplin, vil man ende med at bruge det, som man får tildelt. Derfor bliver prisen for reformerne formodentligt præcis den ramme, som økonomiforhandlingerne er mundet ud i.

Replikken er skrevet kort før økonomiforhandlingerne var overstået.