Udsatte borgere i Aarhus er ikke udsat for COVID-19

Den aktuelle COVID-19-pandemi sætter fokus på, at folkesundhed ikke giver mening i en isoleret national sammenhæng, men må tænkes og implementeres globalt. På samme vis må den vante definition af »udsatte borgere« genovervejes, når det kommer til COVID-19: Definitionen inkluderer borgere, som rammes direkte i form af sygdom, såvel som borgere, som rammes indirekte af interventionerne for at dæmpe pandemiens udbredelse i form af for eksempel jobusikkerhed og social distancering [1]. Der er dog stadig et særligt hensyn at tage til gruppen af ældre og svækkede borgere, borgere med megen komorbiditet, hjemløse, misbrugere, psykisk syge og visse indvandrergrupper, når det kommer til indsatsen mod COVID-19: Det kan frygtes, at hvis virus først vinder indpas i populationen, vil det medføre høj transmissionsrate og morbiditet/mortalitet grundet levevilkår, begrænset mulighed for håndhygiejne og generelt nedsat sundhedskompetence [2]. Som en del af COVID-19-indsatsen i Aarhus har vi over seks dage i april testet 296 borgere på være- og bosteder, misbrugscentre, varmestuer og fixerum. Dette svarer til ca. 40% af det samlede antal »udsatte borgere« i kommunen [3]. Efter informeret mundtlig og skriftligt samtykke analyserede vi svælgpodning med RT-qPCR. Vi stillede ikke spørgsmål om årsagen for ønske om test og informerede om tiltag i form af isolation ved en eventuel positiv test. Dagen efter test blev samtlige testede informeret ved opringning eller – efter ønske fra borgeren selv – til en medarbejder på det givne teststed.

Alle tests var negative. Elleve personer blev testet to eller tre gange, da vi ikke afviste nogen, som mødte frem til test, og også disse var alle negative. I alt 117 individer (41%) angav at være født uden for Danmark med hyppigst fødeland angivet til Grønland, Somalia og Rumænien. Gennemsnitsalderen var 48 år, 29% var kvinder, og 22% rapporterede symptomer i form af feber, hoste og/eller ondt i halsen. 35% rapporterede at have en eller flere diagnoser, dog angav flere deltagere ikke eventuelle psykiatriske diagnoser. I alt 21 afviste tilbuddet om test og angav som hyppigste årsag hertil at være sund og rask, mistillid til systemet og nervøsitet for konsekvenserne af en positiv test.

Vi tolker vores resultat som en indikation af, at nogle af de mest marginaliserede og stigmatiserede borgere i det danske samfund udgør en minimal smitterisiko for den generelle befolkning, når det kommer til COVID-19; dette er i overensstemmelse med, hvad der er vist for andre smitsomme sygdomme [4]. Vores fund tyder på, at borgere som vi traditionelt anser som »udsatte« muligvis ikke er det, når det kommer til COVID-19. Vores bedste forklaringsmodel er en meget sparsom kontakt mellem gruppen af »udsatte borgere« og borgere, som importerede SARS-CoV2 til Danmark, og borgere, som siden har fået COVID-19-sygdom. Dog anser vi risikoen for et alvorligt forløb af et evt. udbrud i gruppen for høj, hvorfor der er god grund til en løbende overvågning, som er tilrettelagt, så den inkluderer »udsatte borgere«. Vi bakker således til fulde op om tidligere indlæg i Ugeskriftet, som påpeger behovet for forebyggende indsatser rettet mod udsatte borgere [5].