Udvidet underretningspligt betyder, at undladelse kan ses som medvirken

Tak til Inge Ibsen for at tage fat på et stærkt forsømt emne: lægers udvidede underretningspligt. Læger har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til eller mistanke om f.eks. vold eller seksuelle krænkelser (eller anden omsorgssvigt). Er der tale om strafferetlige forhold som vold, seksuelle krænkelser, livsvigtig medicin, som forholdes barnet, må forældrene ikke orienteres. Da skal man omgående sende en underretning af sted. Er det mindre drastiske forhold, skal forældrene selvfølgelig involveres, orienteres osv.

Da Barnets Reform blev udarbejdet i 2010, sad jeg som lægefaglig repræsentant med i ekspertgruppen. Arbejdet var iværksat af daværende socialminister Karen Jespersen og ud fra et ønske om, at alle børn skulle have de samme rettigheder. Uanset farve, politiske, kulturelle eller religiøse tilhørsforhold. Loven skal være farveblind, var Karen Jespersens mantra. Det er den fortsat ikke.

Som sociallæge har jeg kendskab til rigtig mange sager om udsatte børn samt voksne, som har haft en elendig barndom og deraf misbrug, hjemløshed, kriminalitet og social deroute.

Et gennemgående tema i disse sager er, at der stort set aldrig ligger underretninger fra involverede læger. Det være sig praktiserende læger som f.eks. børnelæger. På trods af, at de enkelte børn ofte har været i berøring med disse. Typisk gentagne gange. Også med symptomer, behandlingsbehov, ringe trivsel, tidlig seksuel debut osv., som alle burde få lægen til at underrette. I en grum sag om Münchhausen by proxy, hvor barnet gennem mange år ikke modtog livsvigtig medicin, fremgik det af journalnotaterne fra behandlende børneafdeling, at man gentagne gange havde overvejet at underrette. Uden yderligere. Underretninger kan reelt redde liv.

Selvfølgelig er der også læger, som tager ansvaret på sig og underretter. Men det er de andre historier, som påvirker mest. At underrette bør være en selvfølge, når en sådan er indiceret.

Underretningerne fra lægerne er en del af sagsbehandlerens og eventuelt politiets samlede materiale og indgår som en vigtig brik i puslespillet.

Den udvidede underretningspligt er et personligt ansvar. Børn, som har haft en elendig barndom, husker, når de bliver voksne. Hvem der så dem. Hjalp dem. Støttede dem. Men de husker også, hvem der svigtede dem. Lod dem i stikken. Overhørte åbenlyse faresignaler. Måske endda fuldstændig ignorerede, hvad de fortalte direkte.

Undervisning i socialmedicin på de lægelige efteruddannelser er generelt nedprioriteret. Praktiserende læger modtager efterfølgende meget sparsom eller ingen efteruddannelse i socialmedicinske forhold som f.eks. den udvidede underretningspligt.

For at sikre, at alle læger kender deres personlige, udvidede underretningspligt, bør undervisning heri indgå i alle speciallægeuddannelser. Det vil være en lille indsats med stort output. Nemlig at læger generelt begynder at tage dette ansvar på sig. Personligt har jeg undervist i den udvidede underretningspligt i nu rigtig mange år – og over for alle relevante faggrupper – selv præster. Men uhyggeligt få læger. Danmarks Statistik fører statistik over underretninger, men desværre ikke på faggrupper.

At den enkelte læge siden februar 2010 nu risikerer op til fire måneders fængsel ved undladelse af at underrette understreger, at det er en personlig pligt og ansvar. Samtidig er det en vigtig og rigtig erkendelse af, at undladelse kan tolkes som medvirken. Hvis lægen undlader at underrette, ja, så er vedkommende reelt indirekte medvirkende til den fortsatte ugerning som f.eks. vold og/eller fortsatte seksuelle krænkelser.

Det er en meget høj, ulykkelig og tidvis livstruende pris, som børnene betaler, når læger ikke følger loven og underretter kommunen, når de har kendskab til eller grund til at antage, at barnet udsættes for f.eks. vold eller seksuelle krænkelser. Men det er nu alligevel også en høj pris, som lægen risikerer at skulle betale for en sådan undladelse. Nemlig fire måneders fængsel.