Uge 18-abort? Nej, tak!

Kære kollegaer

Abortreglerne skal følge med tiden, og vi styrker nu kvinders selvbestemmelsesret, udtaler en stolt sundhedsminister Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen. Der er ingen sundhedsfaglige argumenter for den nuværende grænse på 12 uger, og man vil give kvinder bedre tid og mulighed for at overveje en abort, da vi ikke kan blive ved med at hænge fast i 1970’erne. Der ønskes en ordentlig, saglig, diskussion og debat [1].

Sundhedsministeren har trods 18 dages betænkningstid ikke svaret mig på opfordring til dialog.

Digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V) er glad for aftalen og kalder det »en historisk dag for kvinders ligestilling«. I Danmark styrker vi kvinders ret til fri abort, og vi sikrer, at vores 50 år gamle lovgivning bliver tidssvarende [2].

Formand for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, fortæller mig, at den enkelte læge kan frasige sig uge 18-opgaven og i stedet henvise til en kollega.

I vores fag har vi siden Hippokrates 400 f.v.t. været edsvorne. Vi har pligten til at være omhyggelige og samvittighedsfulde, og vi skal med flid anvende vores evner til vores medmennesker og til samfundets gavn, og det har været os forbudt at give fosterfordrivende midler [3].

I over 2.000 år har vi holdt vores sti ren, indtil der i 1973 blev indført abort til uge 12. Det var et nødvendigt værdispring, da der var kommet ulighed i sundheden i Danmark. De rige kunne købe sig til en næsten ufarlig og lægeligt udført abort, mens de fattige måtte nøjes med kvaksalverens strikkepind og risikoen for egen død eller kroniske komplikationer.

Som praktiserende læge på 13. år har jeg gået meget til supervision for at skærpe mit fokus på mit eget forbedringspotentiale. Da jeg startede ved psykolog Kirsten, følte jeg mig som normal. Efter at Kirsten gik på pension, og psykolog Karen herefter opgav supervisionsgruppen, er vi nået til psykolog Tommy. Det er nu gået op for mig, at jeg er uden for det grønne normalområde og faktisk befinder mig i det gule felt, som det kendes fra »Matador«:

- Som Maude, der ønsker renlighed og hader skidt og snavs, har jeg ubetinget behov for at yde den rette behandling.

- Som Hr. Stein i banken, der skal have tallene til at stemme, skal min dosering af paracetamol også være den helt korrekte: 1 g × 4.

Klinikken har stolte traditioner, om end Dr. Lorentsen i 1973 måtte være omstillingsparat til værdispringet:

Lægen må ikke fordrive fostre … efter uge 12, og herefter kræver det en samrådsbeslutning.

Siden Dr. Lorentzens tid er der sket store fremskridt i lægehuset. Vi har et ultralydapparat, så vi i uge 17 kan se den fuldendte, menneskelige eksistens i maven, der kan se og høre, om end der endnu ikke er kræfter til at sparke så meget, at mor kan mærke det. Vi har respekt for livets mirakel, og det giver os arbejdsglæde at dele synet af det lille menneske. Vi vælger at tilbyde ultralyd, selvom vi ikke har mulighed for at sende en regning for ydelsen til regionen, og vores revisor vil sikkert påpege den dårlige forretning.

Jeg er taknemmelig for vores folkestyre, selvom det kan kritiseres, og Winston Churchill udtalte: »Demokratiet er den værste styreform, der findes, bortset fra alle de andre vi har prøvet« [4].

Søren Kierkegaard var mere drøj i påtalen: »Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt storts og ophøjets undergang« [5].

Jeg mener, at der bør suppleres med:

Ligheden mellem politik og psykiatriske afdelinger er, at både tilstedeværelsen og fraværet af stemmer tillægges afgørende betydning.

Klinger argumenterne for uge 18 hult og hyklerisk – er behovet for denne abortgrænse et uredeligt selvbedrag?

I Lægehuset Gesten ved vi, at Dr. Lorentzen vil rotere i sin grav, hvis stemplet fra byens førende klinik bruges til at udføre uge 18-aborter. Som arvtageren er mit svar til uge 18-grænsen:

Nej … ligesom i aldrig nogensinde … her kan henvises ud af kommunen.

Kan dit stempel bruges til uge 18?