Ugeskrift for Læger og DR Dokumentar-programmer »De kastrerede« og »Det medicinske makkerskab«

Gennem de seneste måneder har såvel De (Jesper Poulsen, red.) som redaktionen af Ugeskrift for Læger intenst fremsat påstande og bragt omtale af de to ovennævte tv-programmer i Ugeskriftet. Bl.a. skriver De i en lederartikel den 17. december 2001, at de to programmer indeholder »løgnagtige påstande og fordrejninger«, og efterfølgende har De og redaktionen i Ugeskrift for Læger nr. 8, 2002, over adskillige sider i Ugeskriftet beskæftiget Dem med tv-programmerne.

Jeg har forstået af vores korrespondance, at De på ny vil beskæftige Dem med de to tv-programmer i Ugeskrift for Læger, når Pressenævnskendelsen f.s.v. angår »De kastrerede« foreligger , idet jeg henviser til Deres brev af 18. januar 2002, hvori De bl.a. skriver: »Hvis kendelsen ... går klageren imod vil vi naturligvis følge kendelsen«. Dette må formodes kun at kunne ske, hvis kendelsen offentliggøres i sin fulde ordlyd.

Der foreligger nu to afgørelser fra Pressenævnet vedrørende »De kastrerede« som jeg hermed forventer, at De sikrer bliver kendt i deres fulde ordlyd for læserne af »Ugeskrift for Læger«.

Samtidig vil jeg på baggrund af Ugeskriftets omfattende omtale af de to tv-programmer i Ugeskrift for Læger nr. 8, 2002, bede om optagelse af nedenstående indlæg:

Over 12 sider beskæftigede Ugeskrift for Læger sig i nr. 8, 2002, med to tv-programmer, som blev bragt i DR TV i slutningen af 2001, »De kastrerede« om anvendelsen af kønsdriftdæmpende medikamenter og »Det medicinske makkerskab« om samarbejdet mellem medicinalindustrien og lægerne.

Dette skete på baggrund af en lederartikel den 17. december 2001, hvori Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen, hævdede, at de to tv-programmer indeholdt »løgnagtige påstande og fordrejninger«.

For det ene af programmernes vedkommende foreligger der nu en Pressenævnskendelse på baggrund af en klage, indgivet af den gennemgående læge i tv-programmet »De kastrerede«. Denne kendelse slår klart fast, at der ikke på nogen måde har været belæg for lægeformandens påstand om »Løgnagtige påstande og fordrejninger« i tv-programmet om kønsdriftdæmpende medikamenter. Da lægeformanden skriftligt har meddelt, at kendelsen vil blive fulgt »hvis kendelsen går klageren imod«, må jeg formåde, at kendelsen hermed gengives for Ugeskriftets læsere.

I den samme sag foreligger der også en kendelse vedr. den omtale, som DR TV havde vedrørende »De kastrerede« på DR Dokumentars hjemmeside på internettet. Denne kendelse giver klageren medhold i ét punkt ud af seks, og DR beklager naturligvis, at vi ikke i tilstrækkelig grad har udvist omhyggelighed ved omtalen af tv-programmet.

I Ugeskrift for Læger nr. 8 beskæftiger redaktionen sig i en artikel med overskriften »Dokumentarudsendelse eller tv-teater« sig indgående med programmet »Det medicinske makkerskab«. DR har tidligere opfordret Lægeforeningens formand og Ugeskriftets redaktion til at offentliggøre den korrespondance, der ligger mellem bl.a. tilrættelæggeren af af »Det medicinske makkerskab« og en af de medvirkende overlæger med henblik på at tilbagevise Ugeskriftets påstande om bl.a. »anvendelsen af falske præmisser for medvirken« og »løgnagtige påstande og fordrejninger«.

Det er ikke sket. I stedet interviewer Ugeskriftet bl.a. to af de læger, der medvirkede i udsendelsen, og lader disse fremkomme med en række påstande om forløbet og indholdet af tv-produktionen. Redaktionen har på intet tidspunkt forelagt de fremsatte påstande fra de to læger for DR TVs medarbejder. En sådan i øvrigt helt normal og nødvendig fremfærd i enhver redaktionel proces vil kunne have bragt Ugeskriftets artikel nærmere virkeligheden.

Bl.a. citeres overlæge Henning Mouridsen, Rigshospitalet, for at allerede efter 5-6 spørgsmål er alt det faglige om letrozol ladt i baggrunden, og nu handler det kun om økonomien. Men Henning Mouridsen udelader tilsyneladende helt at fortælle Ugeskriftets journalist, at han kort forinden var blevet orienteret om og havde været enig i, at den første del af intervievet vil dreje sig om forholdet mellem lægerne og industrien, at interviewet derefter skulle handle om, hvordan en medicinalvirksomhed og lægerne konkret samarbejder i et forsøgsprojekt, og derefter om hvordan et forsøg gennemføres i forhold til patienterne. Alt sammen noget, Henning Mouridsen selv havde været helt enig i - men som aldrig blev gennemført fordi Henning Mouridsen netop om sine relationer til medicinalindustrien i den første del af interviewet fremkom med nogle udtalelser vedrørende sin egen relation til en medicinalvirksomhed, som han selv måtte erkende, var i modstrid med, hvad han havde fremført som noget, der ikke burde finde sted. Da Henning Mouridsen i interviewet blev forelagt dette, ville han ikke medvirke yderligere, medmindre den del af interviewet blev taget om. Og interviewet blev således ikke genneført.

Overlæge Svend Erik Børgesen, ligeledes fra Rigshospitalet, medvirkede i en anden case i tv-udsendelsen. Han fortæller bl.a. i Ugeskriftet, at »jeg afslog blankt«, da DR TVs hold vil følge ham til Pisa, hvor han på en konference for hjernekirurger bl.a. skulle fortælle om sin egen opfindelse. Og i artiklen hedder det, at »i udsendelsen ser det ud som om, det hele foregår med Svend Erik Børgesens accept og medvirken«.

Det gjorde det også. Da DR TV henvendte sig til Svend Erik Børgesen og spurgte, om han havde noget imod, at vi var med på konferencen i Pisa, svarede han, at han intet havde imod det. Og alle optagelser i Pisa foregik helt med Svend Erik Børgensens accept.

Det er således heller ikke korrekt, når Svend Erik Børgesen fortæller Ugeskriftet, at han »genkalder sig sin utvetydelige vrede, da filmholdet også har den frækhed at tage opstilling for at filme ham, mens han går over pladsen foran det skæve tårn i Pisa«. »Selv om jeg sagde dem min mening, kunne jeg intet stille op og måtte blot lade som ingenting«. Sandheden omkring den optagelse var, at Svend Erik Børgesen lod sig instruere af tv-fotografen og først spadserede hen foran det skæve tårn, da fotografen havde vinket ham frem.

Dette blot et par eksempler på, at det måske ville have været formålstjenligt, hvis Ugeskriftet havde været lidt mere omhyggeligt med det journalistiske indhold af sine artikler og ledere«.