Vi har kritiseret, at ledende medarbejdere i Lægemiddelstyrelsen tillades at bedømme dokumentationen for effekten af medicin fra det firma, de pågældende kort forinden var ansat hos. Dette er ikke tilladt i Sverige, skriver ledelsen af Nordic Cochrane Center.
Henrik Ullum tillægger os synspunkter, vi ikke har, og aldrig har givet udtryk for. Det kaldes et stråmandsargument. Vi har således ikke beskyldt Thomas Senderovitz for uhæderlighed. Og vi ”beskylder” heller ikke nogen i Lægemiddelstyrelsen for at have interessekonflikter. Det er et objektivt faktum, at de har interessekonflikter, og de har selv angivet dem. Ullum ved øjensynlig ikke, hvad en interessekonflikt er.
I modsætning til hvad Henrik Ullum tillægger os, har vi intet imod samarbejde med industrien om at udvikle nye behandlinger, hvilket tydeligt fremgår af ovennævnte DR2-programmer. Det skal bare være på vore, og ikke på industriens præmisser, så industrien ikke længere kan være sin egen dommer.
Det er forkert, når Ullum hævder, at Cochrane-direktøren har udgivet en bog, der ”beskylder Lægemiddelindustrien for at være klodens værste forbryderliga på niveau med mafiaen”. Gøtzsche har dokumenteret, at Pfizer er dømt for organiseret kriminalitet. De andre store firmaer er lige så kriminelle som Pfizer og tjener en stor del af deres penge ved ulovlige aktiviteter. Resultatet er et stort overforbrug af medicin, der koster langt flere dødsfald, end mafiaen forårsager, og er hovedansvarlig for, at vore lægemidler er den tredjehyppigste dødsårsag. På mindre end to år betalte lægemiddelindustrien 65 milliarder kroner i godtgørelse til de amerikanske myndigheder for ulovlighederne, der inkluderede bestikkelse af læger for at få dem til at udskrive alt for dyr medicin, til formål den ikke var godkendt til. Bestikkelse er som bekendt også en kerneydelse for mafiaen.
Det er også forkert at hævde, at ”styrelsen beskyldes uden dokumentation for ’en pinlig praksis’”. Hvis Ullum ønsker dokumentation for pinlig praksis i Lægemiddelstyrelsen, kan vi varmt anbefale de to DR2-programmer fra 2017 om opioider, der førte til, at Lægemiddelstyrelsen måtte ændre udskrivningsreglerne, så de nu svarer til dem, man har haft i Sverige i årevis. Vi minder også om Omniscan-sagen; den mangeårige modstand mod at mindske pakningsstørrelserne på paracetamol trods selvmordene; og så meget andet.
Vi har omtalt, at Senderovitz ikke har udtalt sig offentligt i en sag med stor mediebevågenhed, der er svært pinlig for styrelsen, og at dette heller ikke ville være troværdigt, da han har arbejdet for firmaet (Grünenthal), der er genstand for kritikken.
Vi har endvidere påpeget stærkt problematiske udtalelser fremsat om kræftmedicin af Nikolai Brun, og vi har kritiseret, at Brun har aktier i den medicinalindustri, som styrelsen skal kontrollere, og hvis produkter den skal godkende eller afvise. I modsætning til den slappe danske holdning forlanger den svenske lægemiddelstyrelse, at man ikke må eje aktier i industrien, bla. fordi det svækker troværdigheden og giver risiko for insiderhandel (1). Den europæiske lægemiddelstyrelse har samme krav.
Vi har kritiseret, at ledende medarbejdere i styrelsen tillades at bedømme dokumentationen for effekten af medicin fra det firma, de pågældende kort forinden var ansat hos. Dette er ikke tilladt i Sverige.
Lægemiddelstyrelsen er en mørk plet på den offentlige forvaltning, men der er også lyspunkter. I Medicinrådet, som Ullum henviser til, lægger man netop vægt på at undgå interessekonflikter. Og Sundhedsstyrelsen udelukker personer med væsentlige interessekonflikter fra arbejdet med nationale kliniske retningslinjer. Hvorfor i alverden accepterer man dem så i Lægemiddelstyrelsen?
I modsætning til hvad Henrik Ullum tillægger os, har vi intet imod samarbejde med industrien om at udvikle nye behandlinger, hvilket tydeligt fremgår af ovennævnte DR2-programmer. Det skal bare være på vore, og ikke på industriens præmisser, så industrien ikke længere kan være sin egen dommer.
Referencer
1. Jørgensen KJ, Gøtzsche PC. Lægemiddelstyrelsens nonchalante holdning til kræftmedicin og interessekonflikter. Ugeskr Læger 2018;180 (i trykken).
