Skip to main content

Uklare lægeerklæringer årsag til stop i kræftpatienters sygedagpenge

Selv om de fortsat er i behandling, oplever kræftpatienter, at deres sygedagpenge hører op. Det kan skyldes uklarheder mellem læge og kommune, mener Kræftens bekæmpelse.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Chefkonsulent jurist Lisbeth Kroer rådgiver socialrådgiver Mette Lise Petersen rådgiver sygeplejerske Tina Bastrup overlæge ph.d. Bo Andreassen Rix alle Kræftens Bekæmpelse

23. aug. 2021
4 min.

Kræftens Bekæmpelse rådgiver hyppigt kræftpatienter i vores rådgivning, som oplever problemer med ophør af sygedagpenge, selv om de fortsat er i behandling. Det er vores indtryk, at uklarhed i en lægeerklæring til brug for kommunens vurdering kan betyde, at sygedagpengene stoppes. Det kan måske skyldes, at lægerne får uklare spørgsmål fra kommunerne i relation til lægeerklæringen.

Vi har derfor følgende råd til læger:

– Tal med patienten, inden du udfylder erklæringen. Hvad er realistisk for patienten?

– Vær bevidst om, at dit ord har magt. Det, du skriver, kan få afgørende betydning for patientens sociale sag.

– Overvej, om det er relevant at henvise til behandling. Lægehenvist behandling kan begrunde en forlængelse, f.eks. henvisning til psykolog eller rehabilitering.

Man kan som hovedregel højst få sygedagpenge i 22 uger inden for en 9-månedersperiode. Herefter tager kommunen konkret stilling til, om der er mulighed for at forlængelse. Særligt i forbindelse med to forlængelsesmuligheder er lægeerklæringen afgørende:

Under lægebehandling med udsigt til genoptagelse af arbejde

Forlængelse kan ske efter de 22 uger, når den sygemeldte er under eller venter på lægebehandling og forventes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger (sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3).

Forlængelsen kan ske, hvis der skønnes være en sikker udsigt til tilbagevenden på arbejdsmarkedet inden for 134 uger. Der behøver ikke at være en præcis lægelig vurdering af tidsperspektivet. Lovens ord om »lægebehandling« skal forstås bredere end kurativ behandling. Lægehenvist behandling til eksempelvis psykolog eller rehabilitering kan være relevant.

Livstruende alvorlig sygdom

Der kan ske forlængelse, når en læge vurderer, at den sygemeldte aktuelt har en livstruende, alvorlig sygdom (sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5).

Det indebærer, at der skal være begrundet tvivl om overlevelse, men det er ikke et krav, at man er terminal, og det er heller ikke et krav, at der er klarhed over sygdommens forløb.

Vi vil gennem følgende uddrag af beretninger fra patienter og pårørende illustrere nogle af de problemstillinger, der kan være for kræftpatienter. De har naturligvis givet deres samtykke.

Upræcis lægeerklæring

Kvinde alvorligt syg med behandlingskrævende leukæmi modtog sygedagpenge i et halvt år, hvorefter kommunen mente, at sygedagpengene ikke kunne forlænges. Lægen havde ikke skrevet, at hun var alvorlig livstruet syg, eller at hun kunne forventes at være tilbage i arbejde indenfor 134 uger.

Sagen er et eksempel på, at sygedagpengeforlængelse afvises pga. uklar lægeerklæring vedr. patientens tilstand.

Lægehenvist behandling

En kvinde i behandling for brystkræft fik besked af kommunen om, at sygedagpengene ville stoppe ved 22 uger ifm. afslutning af strålebehandling. Ifølge lægeudtalelsen blev der anbefalet fuldtidssygemelding nogle måneder efter endt strålebehandling, for at kvinden kunne komme sig.

Det kunne muligvis have gavnet patientens sag, hvis kvinden var lægehenvist til rehabilitering.

Aktuelt livstruende syg

En kvindes voksne datter døde af kræft. Et par måneder forinden havde datteren fået en sygemelding af en overlæge på kræftafdelingen, som havde skrevet, at patientens tilstand var »potentielt livstruende« i stedet for »aktuelt livstruende«, hvorefter kommunen stoppede hendes sygedagpenge. Sagen blev anket til Ankestyrelsen, som gav hende medhold fire dage efter datterens død.
Sagen viser, hvor vigtigt det er, at lægeerklæringen udfyldes korrekt med de rigtige formuleringer,

Forventning om helbredelse

En kvinde havde været igennem et kræftbehandlingsforløb. Umiddelbart efter afslutning af strålebehandling stoppede kommunen hendes sygedagpenge. Kommunen lagde vægt på, at lægen forventede, at patienten var kræftfri. På dette tidspunkt var der endnu ikke foretaget en PET-CT-scanning, som kunne vise, om patienten var kræftfri.

Sagen viser, hvordan en læges optimistiske formulering før scanningssvar medførte stop af sygedagpenge.

Hvornår er man rask?

Kvinde med brystkræft var i et langt kræftbehandlingsforløb. Kommunen stoppede sygedagpenge efter 22 uger midt i denne behandling. Lægen havde skrevet, at kvinden måtte anses for rask, og at efterfølgende behandling med kemoterapi, stråler og antistof var med forebyggende sigte. Kommunen vurderede derfor, at kvinden var rask.

Sagen viser, at hvis en læge i sin erklæring vurderer, at en patient er rask, inden den samlede behandling er gennemført, kan det medføre stop for sygedagpenge.

Vi håber, at disse beretninger fra vores rådgivning kan bidrage til et øget lægeligt fokus på, at korrekt udfyldte erklæringer har stor betydning for patienterne.