Ulandstilstande omkring medicin og prioritering

Et uland er bl.a. kendetegnet ved, at der sjældent er vandtætte skotter mellem de forskellige administrative og politiske organer. I vores del af verden roser vi os af, at det naturligvis er noget, som vi har, og det er bærende for styrken i vores demokrati. Alligevel hersker der her i landet ulandstilstande på et af sundhedsvæsenets centrale områder: vurderingen af nye lægemidler og behandlinger.

Vi har for det første spredt arbejdet på alt for mange organer: RADS, KRIS, IRF, Medicintilskudsnævnet og en underskov af lokale medicinkomiteer. Det giver risiko for modstridende og forvirrende signaler og desuden et unødvendigt bureaukrati. For det andet er disse organer helt overvejende ejet af kassemesteren selv, Danske Regioner. Det er sådan, man organiserer sig i ulande.

PROBLEMET LØST I ANDRE LANDE

Vi vil slet ikke afvise, at det faglige grundlag for arbejdet i disse mange organer er i orden. Det er i høj grad vores egne medlemmer, der leverer det faglige input, og vi kunne ikke drømme om at beklikke deres hæderlighed. Men vurderingen foregår i råd, der er etableret af Danske Regioner, og derfor rejses der uundgåeligt tvivl om deres uafhængighed. Det ses med al tydelighed i den debat, der i de seneste uger har været om ikke at give bestemte kræftpatienter bestemte nye præparater. Det er sikkert fagligt helt forsvarligt, men vi placerer os i et glashus med den valgte model. Det løses først, når vi får et uafhængigt institut til at vurdere nye lægemidler og behandlinger.

Denne opgave har de løst i vores nabolande. Det gælder i Norge, hvor de har et prioriteringsråd med et tilknyttet kundskabscenter, der leverer den faglige viden til beslutningsprocessen. Det gælder i Storbritannien, hvor de har etableret NICE med et apparat, der er så stort, at det næppe tjener til efterligning. Og det gælder ikke mindst i Tyskland, hvor man på forbundsplan har etableret IQWIG, Institut für Qualität und Wirtschaftlichkeit im Gesundheitswesen, der indholdsmæssigt kunne tjene som forbillede for et dansk institut. Det arbejder på et højt fagligt niveau og har samtidig en betydelig uafhængighed af myndighederne.

I SUMPEN

Danske Regioner har selv foreslået en samling af aktiviteterne på ét sted, og regeringen har arbejdet med flere forskellige modeller for etablering af et institut. Derfor er det uforståeligt, at vi nu alligevel sidder i sumpen og diskuterer troværdigheden i de beslutninger, som bliver taget. Det er ikke, fordi vi undgår ballade. Vi er oppe imod stærke interesser, når der bliver prioriteret, og enkeltsagerne vil stadig få deres rigelige plads i medierne. Men det ville være en styrke, hvis baggrunden for de beslutninger, som politikerne tager, kom fra en uafhængig institution. Vi har en udmærket parallel i Sundhedsstyrelsen, der er oppe imod stærke lokale kræfter, men står fast på det faglige grundlag.

UDSTRAKT AUTONOMI

Vi får ikke en fornuftig debat om godkendelser og prioritering, før vi får samlet aktiviteterne ét sted og giver det udstrakt autonomi. Vi skylder vores politikere, der i de kommende år skal vælge mellem en stadig strøm af nye behandlinger og nye ofte meget kostbare lægemidler, at de har adgang til højt kvalificeret og uafhængig rådgivning, også om det økonomiske rationale. Det er ganske legitimt at afvise et nyt lægemiddel af økonomiske årsager. Hvis fagfolkene mener, at et nyt lægemiddel ikke er pengene værd, er det et vigtigt stykke rådgivning.

Men beslutninger om værdien af nye lægemidler og behandlinger skal ske på et oplyst grundlag, og det vil blive anfægtet, så længe der er sammenblanding mellem den, der indstiller, og den, der betaler. Det er opfattelsen hos Lægevidenskabelige Selskaber, at den bedste rådgivning tilvejebringes ved at etablere et uafhængigt nationalt institut. Man kunne starte med at tage til Frankfurt og se på IQWIG.