Forleden havde jeg en ung patient til kontrol for sin tarmsygdom. Hun koldsvedte og havde et umåleligt højt blodtryk – og en ultrasonisk meget syg tarm. Min utilfredshed over manglende medicinindtag for både tarm og blodtryk blev udskiftet med en samtale om skilsmisse og konkurs. Ingen penge til husleje og slet ikke medicin. Og nu ydmygelsen over at fortælle mig det.
Hun er én blandt mange patienter, som er hyppigere forekommende i udkantsdanmark, hvor sociale, økonomiske og/eller kognitive ressourcer er gennemsnitligt lavere end i bydanmark. I bydanmark havde jeg patienter, der ikke havde tid til at hente den dyre sygehusudleverede medicin. De købte den på apoteket selv. Mange fra bedre socioøkonomiske kår har nok svært ved at forestille sig, hvad fattigdom i Danmark er. Vi har et gratis sundhedsvæsen, ja, men for nogle er selv små medicinudgifter for store. For nogle er det svært at overholde en aftale, fordi de skal tre timer med offentlig transport for at komme frem, fordi de ikke har råd til transporten, fordi psyken gør det vanskeligt at komme af sted, fordi kommunikationsevnen er svækket, og måske fordi omgivelsernes forventninger til dem er højere, end hvad de kan levere.
»Vi har et gratis sundhedsvæsen, ja, men for nogle er selv små medicinudgifter for store«Julie Christine Gaardbo
Jeg ser fattigdom og social deroute, som mange ikke vil tro findes i Danmark. Ikke nødvendigvis betinget af misbrug eller indvandring. Helt almindelige etniske danskere, som i generationer har haft et dårligt socialt udgangspunkt. Halvanden time fra København.
Det er ofte de bedre stillede, jeg hører udsagn fra som: »Hvorfor holder hun ikke bare op med at ryge? Hvis ikke hun kan overholde en aftale, må hun afsluttes«. Det er man berettiget til at mene. Problemet er bare, at sygdom sjældent ophører spontant, og ved næste indlæggelse skal mere og dyrere intervention til, både til den oprindelige sygdom og til de tilstødte komplikationer. Så uagtet synspunktet er det i alles interesse, at vi nøje ser patienten foran os – personaliseret medicin er mange ting. Det kræver tid, overskud, ressourcer, og det er vi nødt til at indrette vores praksis efter. One size does not fit all. Det har vi talt om i årevis på alle politiske og ledelsesmæssige niveauer, men vi kommer ikke så meget videre. Det er godt og rigtigt, at vi forsøger at tiltrække læger til udkantsdanmark, men vi må erkende, at vi ikke nødvendigvis når målet – den globale udvikling går kun mod flere mennesker i byerne. Altså må vi samtidig gøre det mere attraktivt at arbejde i udkanten med delestillinger og individuelle hensyn til særbehov, -interesser og work-life balance.
Sundhedsreformen og regionssammenlægningen må ikke blive en spareøvelse. Alle mennesker er skrøbelige, når de er syge, og de mest sårbare skal ikke forfordeles, men hvis man er bagud på point til at starte med, kræver det en særlig indsats fra systemets side, så vi demonstrerer, at vi oprigtigt ønsker at begrænse uligheden.
