Skip to main content

Undertriage?

♠ Afdelingslæge Jacob SteinmetzAkutlægebilen København, Region Hovedstaden. E-mail: jacobsteinmetz@hotmail.com
20. jun. 2008
03 min

Jeg har med stor interesse læst artiklen af Dahl et al i Uge-skrift for Læger [1]. Det er en interessant artikel, der omhandler et yderst aktuelt emne i og med, at præhospitalsindsatsen p.t. undergår store forandringer. Grundlæggende er jeg helt enig med forfatterne i deres konklusion: At man ved at implementere en disponeringsvejledning kan optimere resursefordelingen. Jeg mener endvidere, at vi skal styrke denne funktion yderligere i forhold til de nuværende forhold som påpeget i den forudgående leder [2].

Triage (blandt mange at selektere de patienter, der har størst behov for umiddelbar behandling) er for de fleste, der varetager akutområdet, et velkendt begreb. I den forbindelse undrer det mig, at man i en artikel, der handler om omdisponering af resurser, helt har undladt at analysere omfanget af undertriage (kaldet underdisponering i artiklen).

Forfatterne angiver, at man ved implementering af en ny disponerings- og rådgivningsvejledning har reduceret antallet af irrelevante lægedisponeringer med 189 i en periode på 29 måneder. Man kan af tallene i artiklen se, at antallet af patienter, der blev tilset med akutlægebilen i Aalborg pr. måned efter nævnte intervention, var faldet fra 7.011 over 43 måneder = 163 patienter pr. måned, til 3.574 over 29 måneder = 123 patienter pr. måned. Inden for den alvorlige gruppe severity of injury/illness index 4-7 (SIII 4-7) er faldet sket fra 49 til 43 patienter pr. måned. Man har altså reduceret 189 irrelevante lægedisponeringer på bekostning af 6 3 29 = 174 patienter med SIII 4-7, som man ikke har tilset i perioden efter ændret disponering.

Det kan ikke undre, at man ved skrappere krav til akut alvorlig sygdom kører til færre patienter, og at man derved får en større procentvis andel af patienter med SIII i den høje ende. Som det erkendes, har det sikkert også spillet ind, at man samtidig gennemførte en kampagne til begrænsning af opkald til 112.

Jeg er sikker på, at hvis man halverede antallet af lægedisponeringer, ville man få en endnu højere grad af relevante patientkontakter, men på bekostning af hvor mange? Den store disponeringskunst ligger jo i at finde frem til fortrinsvis de alvorligt syge uden at overse andre. Sagt på en anden måde: specificiteten øges på bekostning af sensitiviteten.

Hvilket antal opgaver, en akutlægebil skal disponeres til, er et meget vanskeligt spørgsmål, som jeg ikke selv har det endelige svar på. Men jeg synes, at beslutningerne om dette så vidt muligt skal tages på et ordentligt grundlag, hvor alle facetter pro et contra diskuteres. Disse beslutninger skal tages under hensyntagen til økonomi og patienttryghed, men så sandelig også under hensyntagen til personalet på akutlægebilerne. Udrykningskørsel skal begrænses til det meningsfyldte!

Referencer

  1. Dahl MK, Nielsen ND, Knudsen F. Optimeret anvendelse af lægebil efter ny disponeringsvejledning. Ugeskr Læger 2008;170:1629-33.
  2. Lippert FK. Sundhedsfaglig disponering på 112. Ugeskr Læger 2008;170: 1627.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen