Skip to main content

Undgå osteoporose - spis kisel!

Lærer, fysioterapeutstuderende Kirsten Juel Grand, Vanløse, E-mail: kgrand@tiscali.dk

1. nov. 2005
2 min.

Måske for mange læger en provokerende overskrift. Efter at have fulgt erfaringerne i dagbladene kan jeg jo læse, at mange både kvinder og mænd får osteoporose trods kalciumtilskud med D-vitaminer!

Jeg faldt over bogen [1] »Det selvhelbredende menneske«, skrevet af ph.d. i immunologi Susanna Ehdin fra Lunds Universitet, der også har forsket ved Scripps Institute i La Jolla, San Diego fra 1989 til 1992.

Susanna Ehdin skriver om kisel: Kisel er et meget vigtigt mineral, der anvendes ved knogledannelsen, ved kollagenets tredimensionale struktur, hudens og blodkarvæggenes elasticitet samt ved heling af sår! Yderligere skriver hun, at kisel som mineral er meget vigtigt for knogledannelsen, eftersom den højeste kiselkoncentration findes der, hvor den voksende knogle bliver hård af det indvandrende kalcium. Kisel har netop den evne til at dirigere kalcium hen til det sted i kroppen, hvor der er mest brug for det. Derfor er det meget vigtigt at tage kisel samtidig med, at man tager kalciumtilskud! Desuden mindskes vævenes indhold af kisel altid lige inden et kalciumtab med efterfølgende knogleskørhed. Kiselmolekylerne forlader skelettet, inden kalciumet forsvinder.

De højeste koncentrationer af kisel finder man i huden, i håret og i aorta. Der findes også meget i kollagenen, og derfor er kisel vigtigt for opretholdelsen af hudens elasticitet og for at forhindre tør hud og for tidlige rynker.

Til sårlægning og reparation af skader på ledbånd, brusk og sener er kisel også nødvendig. Hos forsøgsdyr har man konstateret, at mangel på kisel medfører mindsket elasticitet i blodkarrenes vægge. Ved åreforkalkning har man registreret en mindskning af kiselindholdet i blodkarrenes vægge.

Her omtaler Susanna Ehdin, at en finsk undersøgelse [1] har konkluderet, at der var sammenhæng mellem lavere niveauer af kisel i drikkevandet og en højere frekvens af hjerte-kar-sygdomme!

Yderligere står der, at der ikke findes nogen officielle anbefalede dagsdoser for kisel, og det skyldes sandsynligvis, at kisel efter ilt er det mest forekommende stof på jorden.

Hvor findes så kisel? Korn, der bliver malet, mister 98% af sit oprindelige kiselindhold. De bedste kiselkilder er: råris, sojabønner, karse (stort kiselindhold), bladgrøntsager, alger, rødbeder, peberfrugter og hele korn. Desuden kan man i Matas købe kisel i pulverform, som er ganske udmærket.


Referencer

  1. Ehdin S. Det selvhelbredende menneske. København: Aschehougs Forlag, 2003.



    Svar: