Tak for en god, informativ og desværre ulykkevarslende artikel om psykiatri og stud.med.ers manglende lyst til at forsøge sig heri i Ugeskrift for Læger (2004;166:4566-70).
Nedenstående er ikke afhandlet i Dansk Psykiatrisk Selskabs (DPS) bestyrelse og alene for egen regning.
Det er ikke mærkeligt, at få studenter vil være psykiatere. Det modsatte ville være mærkeligt. Ved decembers specialerådsmøde i Vestsjællands Amt var der kun fire af ca. 30, der havde overvejet psykiatri før længe efter embedseksamen. Lysten til at arbejde inden for psykiatri opstod først ved kontakt med patienter og med psykiatri. Men uden kontakt med psykiatrien havde få af os overvejet dette fag.
Det er derfor nødvendigt, af hensyn til de psykiatriske patienter og samfundets behov, at bringe unge læger i kontakt med psykiatri.
Men samfundet har fjernet psykiatri fra turnus, for i lægemanglens år at kunne bemande kirurgiske og medicinske afdelinger. Det er lige så kortsigtet, som når man skruer op og ned for indtagelsen til lægestudiet efter forgodtbefindende. Det samme kan siges om psykiaterproduktion. Her har myndighederne endnu ikke erkendt, at de har et problem.
DPS har skrevet til amterne for at motivere dem for at sætte psykiatri på turnus, men ganske uden virkning, for amterne forventer at nogen skaffer dem psykiatere. Amterne sikrer ikke rekruttering til de uddannelsespladser, der på sigt kan uddanne de eksperter, der skal beklæde stillingerne.
Man bebrejder DPS, at psykiatrien har et dårligt image, og i artiklen citeres Eva Hammershøy for, at DPS har et problem.
Vi har ikke skabt det dårlige image, og vi har ikke noget problem. Det har derimod patienter, pårørende og myndigheder, hvis der ikke er psykiatere til at udføre de psykiatriske opgaver. Vi kan ikke erstattes af psykologer eller andre. Vi har en helt speciel kombination af biologisk og psykologisk uddannelse, der sætter os i stand til at dække netop vort arbejdsfelt.
Hvis der ikke uddannes psykiatere nok, vil vi kunne definere vort arbejde og vor indtjening, til alderen forhindrer os heri. Det er godt for vor økonomi, men det er skidt for andre.
Medierne har i årevis bidraget til vort dårlige image. I aviserne fremstilles vi som mørkemænd af ringe begavelse og lav moralsk standard, med sadisme og magthovmod som drivkraft.
Patientforeningerne anklager os, selvom de aldrig selv er enige om andet end vor uduelighed. Psykiatriloven er beregnet til at beskytte patienter mod psykiateres vilkårlighed. I Danmark kan et patientklagenævn tage stilling ikke blot til tvangsindlæggelse og -tilbageholdelse, men også til diagnose, og evt. tvangsbehandling med hvilke midler og doser.
Vi mennesker arbejder af ideelle grunde og for status og anerkendelse. Det er svært for yngre læger at se dette udtrykt i arbejdsforholdene inden for psykiatrien: Uforskammede og/eller inkompetente patientklagenævnsmedlemmer, for mange møder og for ringe tid, pga. registreringer, standarder, akkrediteringer, sikkerhedsgrupper, implementeringsudvalg etc. Så selv om faget er spændende som en kriminalroman, kan hverdagen være ganske blodløs.
Myndighederne må, hvis de vil bevare psykiatrien for patienterne og samfundet, sikre, at læger kan udøve psykiatri som DPS' hvidbog beskriver faget, under ordentlige arbejdsforhold. Ellers får myndighederne det problem, at der ikke er nogen til at udøve deres myndighed, og det kan komme hurtigt.
Psykiatri er et spændende og fascinerende fag. Tænk hvis vi kunne få fred til at udøve det, og endda få yngre turnuslæger at uddanne. Så kunne vi skaffe alle de nødvendige speciallæger.
Det vil ødelægge vore lukrative seniorordninger, men vi vil gerne alligevel.
