Unges selvmord og antidepressiva

Antidepressiva anvendes i højere udstrækning til at behandle de hyppige angstlidelser og OCD end til at behandle depression hos børn og unge. Antidepressiva er førstevalg frem for f.eks. benzodiazepiner [1, 2].

Peter Gøtzsche skriver, at det er antidepressiva, der har »drevet unge til selvmord«. Hvis det er korrekt, hvordan kan det så være, at ikke alle børn og unge, der har depression og får antidepressiva, drives til selvmord? Hvordan kan vi vide, om der ud af f.eks. 1.000 unge med depression ville være flere, der havde begået selvmord, hvis de ikke var blevet behandlet? Dette foreligger der i sagens natur ingen undersøgelser af, og udsagnet, at antidepressiva – altså det aktive stof i tabletten – er suicidalfremkaldende, er ikke underbygget. De fleste studier, der drejer sig om mennesker og deres adfærd, er i udgangspunktet mangelfulde i deres design - der kan sjældent påvises sikre årsagssammenhænge. Forskere er derfor normalt meget forsigtige, når de skal udtale sig og beskrive, hvilke beviser der taler for og imod en given sammenhæng!

Tragisk handling

At mennesker begår selvmord er en tragisk handling og efterlader de nære fortvivlede. Især én diagnose er værd at kende mht. uventet selvmord: Aspergers syndrom eller autismespektrumlidelse (ASF). Det drejer sig om velbegavede, ofte perfektionistiske unge, som bl.a. har kommunikationsforstyrrelse: nedsat evne til at tale om eget indre liv (aleksitymi) og nedsat mimik, der medfører at andre, også familien, ikke kan aflæse, hvordan de har det [3]. Piger og drenge med ASF har ofte været »nemme børn«, kunnet lide at passe sig selv og været omhyggelige med skolen. De kan fremtræde gammelkloge og kan opleves af andre børn og unge som arrogante pga. den hæmmede evne til at socialisere. Især piger lærer tidligt at imitere de jævnaldrenes adfærd og kan fremstå påfaldende perfekte i deres sociale tilgang, men inderst inde vedbliver unge med Aspergers syndrom at føle stærk ensomhed og isolation, især når de er sammen med andre.

Udløsende faktor

I klinikken fortæller mange voksne med ASF, at de har haft selvmordstanker helt tilbage fra 8-10-årsalderen. Nogle længes stærkt efter at dø, og mange føler kun, at de lever for ikke at gøre deres forældre kede af det. Når sådan en ung person endelig tager kontakt til lægen for at få hjælp, har de en forventning om, at lægen er sådan én, der gennemskuer, hvad der er galt. Lægen kan nemt konkludere, at det drejer sig om en forbigående mildere tilstand, fordi der er tale om en udadtil velfungerende ung: gode karakterer, ser godt ud, har gode forældre, er dygtige til sport osv. Skuffelsen over ikke at blive »set«, evt. skuffelse over, at antidepressiva ikke »tryller det væk«, samt mange tanker og småhændelser kan blive udløsende faktor, når unge med ASF vælger at tage deres liv [3, 4].

Ingen dokumentation

Peter Gøtzsche refererer i sit indlæg til en ung mand, der sad og talte på upåfaldende vis med sin familie, og to timer senere hængte han sig i en kran. Dette forløb peger på, at den unge mand kan have været kommunikationsforstyrret: Normalt vil ens familie kunne mærke, at man har det skidt, og man vil søge hjælp og trøst. Denne unge mand havde ikke delt sine sorger, og han må have fremstået upåfaldende, selvom han må have været meget trist? Historien viser også, at det formodentligt ikke var et uovervejet selvmord – at hænge sig i en kran kræver en vis planlægning. At det skulle være den kemiske effekt af de antidepressive piller, han var i behandling med, der »drev« ham til at hænge sig, er en påstand der ikke kan dokumenteres.

Interessekonflikter: Honorar for foredrag om behandling af ADHD, angst, misbrug fra Lilly, Novartis, Lundbeck og Medice/Pharma.