Uniformsautomaten

Jeg begyndte for to måneder siden at arbejde på Herlev Hospital i Region Hovedstaden, og for første gang i mit lægeliv skal jeg trække min lægeuniform i en uniformsautomat, som ikke fungerer efter hensigten. Det har givet anledning til nogle tanker, som jeg vil skynde mig at formidle, inden jeg om et halvt års tid måske har vænnet mig til situationen.

Jeg kommer fra en anden ansættelse i Region Hovedstaden og kunne således umiddelbart meddele, hvilken størrelse jeg skal bruge. Jeg bad om T-shirts i størrelse L, kittel i størrelse medium og bukser, som er medium i livet og 80 cm i benlængde. Det passer til min kropsbygning.

Nu viser det sig imidlertid, at maskinen ofte ikke har tøj i min størrelse, og jeg bliver bedt om at vælge mellem en meget stram eller meget løs T-shirt, bukser, som er for store eller små i livet, som stumper eller skal have opslag. Kitlen er der altid i korrekt størrelse.

Man kan synes, at tøj, som ikke passer, er en lille ting, men jeg kan mærke, at det tager energi. Jeg sidder i ambulatoriet i en stor del af min arbejdstid over for patienter i deres eget tøj. De fleste møder jeg for første gang. Og det generer mig, at jeg ikke kan se neutral og »velklædt« ud i en uniform, som passer mig. Stumpende bukser og oversize-T-shirt er ikke neutralt, men utjekket. Og tænk, hvis patienterne derfor får det indtryk, at jeg er en utjekket læge?

Jeg kunne tænke mig et eksperiment, som skulle laves på alle de ansatte, som ikke bruger uniformsautomaten, men er ansvarlige for indførelsen af den og den daglige drift. Man skulle skifte deres habitjakke ud med en i nummeret mindre, lægge deres bukser op til midt på læggen og krympe deres skjorter ved 90 grader celsius. Og så lade dem have et vigtigt møde med en for dem fremmed, som skulle overbevises om, at de er dygtige til deres job. Så kunne de prøve på deres egen krop, bare en enkelt dag, hvad det gør ved ens faglighed at gå i tøj, som ikke passer.