Urimeligt og videnskabeligt ukorrekt angreb mod Region Hovedstaden

Nu må det være på tide at tage til genmæle for de beskyldninger og anklager, der i Ugeskrift for Læger er rejst mod Region Hovedstaden i den seneste tid [1]. Sidst med den prætentiøse overskrift: »Hovedstaden fastholder det mindst effektive gigtpræparat som førstevalg«.

Der er ingen dokumentation for, at infliximab (Remicade) skulle være ringere end de øvrige biologiske gigtmidler. Og slet ikke, hvis Remicade anvendes som anbefalet i Region Hovedstadens vejledning. Sundhedsfagligt Råd for Reumatologi og den regionale lægemiddelkomite har valgt en ret aggressiv anvendelse af Remicade. Har man ikke tilstrækkelig effekt efter 3 mdr., anbefales dosisøgning med præparatskift efter 4 md., hvis effekten fortsat skønnes utilstrækkelig. Sådan har det været i flere år. Merete Lund Hetlands artikel, der tilsyneladende har været den direkte årsag til den aktuelle debat, er et ukontrolleret, ikkerandomiseret databasestudie, som ikke beskriver effekten af den behandling, som Region Hovedstadens vejledning anbefaler. Efter 6 mdr.s behandling var ca. halvdelen af de Remicadebehandlede patienter, som ikke havde tilstrækkelig effekt, fortsat på lav dosering. Dette har Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) overset, og vi er således ikke enige i IRF's anmeldelse af studiet.

Vi er enige i det, som Hetland skriver i indledningen til sin artikel, nemlig, at der ikke indtil videre har været evidens for forskel i effektivitet af de biologiske gigtmidler, og selv om der siden er publiceret flere studier, er dette fortsat ikke dokumenteret i forhold til det behandlingsregime, vi anbefaler.

Region Hovedstaden står ikke alene med vurdering af førstevalgspræparat,idet man har tilsvarende anbefaling i lande,som vi normalt sammenligner os med, såsom Norge, England og store dele af Sverige.

Sandheden er, at Region Hovedstaden har gjort det fornuftige til en mere overkommelig pris.

Der er tale om en vejledning for anvendelse af biologiske gigtmidler til leddegigt og derfor også plads til, at man kan afvige hos de få patienter, hvor det er klinisk velbegrundet.