USA, vor allierede, henretter psykisk syge

....

På verdensplan er der stadig færre lande, der anvender dødsstraf. Således har i dag 90 lande helt afskaffet dødsstraffen mod 16 i 1977, og yderligere har 40 lande i dag afskaffet dødsstraf for almindelige forbrydelser. I 2006 var der kun 25 lande, der anvendte dødsstraf, og af de rapporterede henrettelser fandt 91% sted i Kina, Iran, Irak, Pakistan, Sudan og USA.

USA's forhold til dødsstraf har altid vakt særlig interesse, da USA som et vestligt demokrati ikke bevæger sig i samme retning som de øvrige vestlige lande, og ved udgangen af 2005 var mere end 1.000 mennesker henrettet i USA.

Mennesker med svær psykisk lidelse bør ikke henrettes, og psykiatere bør ikke deltage i gennemførelse af dødsstraf. I 1989 vedtog World Psychiatric Association i Declaration on the Participation of Psychiatrists in the Death Penalty, at det er uetisk for psykiatere at medvirke til, at en dødsdom kan fuldføres. The Royal College of Psychiatrists i Storbritannien slår ligeledes fast, at en psykiater ikke skal medvirke til at attestere, at en person er fit for execution, og har erklæret sin støtte til psykiatere, der ikke ønsker at i deltage i sager, hvor den indsatte risikerer dødsstraf, også i tilfælde hvor det kan bringe dem i konflikt med myndighederne og kolleger [1].

Også fra en psykiatrisk synsvinkel giver den amerikanske dødsstrafpraksis anledning til bekymring.

Det er dokumenteret, at en betydelig procentdel af de indsatte på dødsgangen i USA lider af en psykiatrisk sygdom. For en dels vedkommende er det dokumenteret, at de var klart psykotiske, da de begik deres forbrydelse, og flere af dem havde før forbrydelsen en langvarig psykiatrisk anamnese med indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Andre har udviklet en psykotisk tilstand eller en svær depression i ventetiden på dødsgangen [2].

Det er dokumenteret i USA, at psykisk syge har større risiko end andre dødsdømte for at blive henrettet. Dels er det sjældent de mest kompetente og erfarne advokater, de har adgang til, og dels er forsvaret ofte mangelfuldt. Desuden kan nogle af symptomerne ved psykisk lidelse måske vække nogle jurymedlemmers medfølelse, men andre kan reagere med afstandtagen og frygt for personen, og det kan udnyttes af anklagemyndigheden. Den psykiske lidelse kan også medføre, at den indsatte ikke ved, hvad der foregår, og dermed kan han manipuleres. Og svært depressive, psykisk syge med selvmordstanker har indrømmet forbrydelser, de ikke har begået, i håb om at blive henrettet.

Dødsdømte med åbenlys psykisk lidelse må ikke henrettes i USA, men henrettelsen bør afvente, at behandling med psykofarmaka gør den indsatte fit for execution, dvs. erklæret psykisk rask nok til at blive henrettet. Det er dog et faktum, at personer, der under rettergangen har vist sig åbenlyst psykotiske, alligevel er blevet erklæret fit for execution.

Frivillig behandling af en pinefuld psykisk tilstand, mens den indsatte afventer henrettelse, er et særligt etisk dilemma, da det betyder, at psykiateren dermed kan gøre den dødsdømte fit for execution og således fremme henrettelsen. Nogle mener, at en sådan behandling kan forsvares, men det er foreslået, at man bør stille det krav, at den indsatte ikke henrettes, selvom han kan blive psykisk rask. Accepteres dette ikke, må psykiateren gøre op med sig selv, hvad han/hun etisk kan stå inde for, men kan som nævnt forvente støtte af sin faglige organisation, hvis han/hun nægter at medvirke til behandling.

USA afskaffede i juni 2006 henrettelse af mentalt retarderede og i marts 2005 af unge, der var under 18 år, da de begik forbrydelsen. Det må være på tide, at USA også afskaffer dødsstraffen for psykisk syge kriminelle.