Utopisk tankeeksperiment om sundhedsreform: Tag udgangspunkt i patientens behov

Specialiserede sundhedshuse er navnet på Danske Regioners nye forslag til at løse de tværgående udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for. Tanken er, at de specialiserede sundhedshuse kombinerer udlagte hospitalsfunktioner, kommunale tilbud, praksislæger og andre funktioner i sundhedsvæsenet. Med navnet specialiserede sundhedshuse signaleres en stærk kobling til de specialiserede sygehuse samtidig med, at navnet emmer af noget mere tværsektorielt end regeringens forslag »nærhospitaler«, og endelig lægger navnet distance til begrebet sundhedshuse, som kommunerne efterhånden har sat sig tungt på.

Navnet er indiskutabelt nyt, men som regionerne selv siger, er navnet ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at der bliver sat handling bag ordene. Det er svært at være uenig i behovet for at kunne løse flere sundhedsopgaver uden for det specialiserede sundhedsvæsen og i, at navnet på barnet er knap så vigtigt. Men herfra synes det vanskeligt at finde enighed om ret meget mellem parterne, og især de forhold, der vedrører ejerskab, ledelse, ansættelsesforhold og finansiering, har potentiale til at kortslutte debatten.

Det danske sundhedsvæsen er domineret af store interesseorganisationer, som ikke er kendt for at give ved dørene. Det placerer patienterne midt i krydsilden mellem magt, indflydelse og penge. Siden politikerne første gang begyndte at tale om en sundhedsreform, er der brugt utrolig mange kræfter på at tale om struktur og ufattelig få kræfter på at komme tættere på de grundlæggende udfordringer, herunder hvilke konkrete arbejdsopgaver der med fordel kan løftes på en anden måde. Vi snakker om nærhed, kontinuitet, kronikere og den ældre medicinske patient, som om de var tydeligt identificerbare størrelser, og vi er kommet forbavsende lidt videre i forhold til at identificere de konkrete problemer, som vi bør løse på en anden måde.

Et interessant tankeeksperiment er, hvis man forsøgte at vende bøtten på hovedet og tog udgangspunkt i konkrete patientforløb og tilrettelagde dem fagligt og organisatorisk på en anden måde i stedet for at tage udgangspunkt i, hvem der havde patienten først. Det er naturligvis en utopi, men næppe mere urealistisk end troen på, at en fortsat navnekonkurrence om den magiske organisation, der løser alle sundhedsvæsenets problemer, vil løfte sundhedsvæsenet ud af dets nuværende tværsektorielle dødvande.

Det er let at skyde på pianisten, og Danske Regioner skal have ros for holde reformgryden i kog. Den positive vinkel er, at ingen ikke udtrykt andet end opbakning til udspillet, måske fordi navnet på barnet ikke er mere fast, end det kunne ændres. En knap så optimistisk udlægning er, at navnet desværre er det eneste nye i oplægget, hvor troen på, at alle problemer i det nære sundhedsvæsen skal løses med nye bygninger, fortsat dominerer.