Uvidenhed som drivkraft

I Sorø er en gruppe på 150 mennesker i bebyggelsen Smedeparken sidst i april 2024 blevet tvangsflyttet fra deres boliger. Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS ) har vurderet, at der i boligerne foreligger en betydelig forurening med asbest, som udgør en nærliggende sundhedsfare. Beboerne må først komme tilbage, når forureningen er fjernet [1]. Styrelsen har ikke angivet størrelsen af sundhedsfaren. Kilden er et ældre asbestcementtag. På grund af dette har Sorø Kommune givet påbud om evakuering af boligerne og rensning af inventar.

Den senere udvikling i sagen om Smedeparken rejser spørgsmålet om, hvor dyb uvidenheden kan være i den offentlige administration og alligevel give baggrund for beslutninger, som skader borgerne.

Vurdering af sundhedsfaren

STPS har efter flere opfordringer den 4. september [2] skrevet om, hvordan de vurderer risikoen i Smedeparken. Først skriver de, at de ikke kan tage stilling til tekniske forhold, dvs. om der foreligger undersøgelser til grund for deres rådgivning, som belyser asbestforekomsten. Det viser sig, at de gennemførte analyser er foretaget med en metode, som ifølge Dansk Standard [3] er uegnet.

Styrelsen gennemgår så tre forskellige metaanalyser gennemført af lægevidenskabelige forskere på baggrund af den eksisterende viden. Vurderingerne er stort set sammenfaldende, og en af dem fra WHO [4] angiver, at livstidsrisikoen for kræft fra asbest ved 1.000 fibre/m³ er 1/10.000. Hvis vi går ud fra den højeste værdi i målingerne, idet der mindes om, at målingerne ikke kan bruges som udtryk for asbestkoncentrationen, foreligger der en asbestfiberkoncentration på 20.000/m³, hvilket altså betyder, at der højst kan være en livstidsrisiko for kræft på 1/500, eller en risiko ved et års udsættelse på 1/35.000. STPS har ikke defineret, hvad de mener med en nærliggende sundhedsrisiko, men en kræftrisiko på et år på 1/35.000 er ikke en nærliggende sundhedsfare, men ligger på niveau med trafikdød.

Der er yderligere gennemført såkaldte geltapeundersøgelser, hvor der tages prøver af støvet på faste overflader, hvor der er fundet asbestfibre i flere prøver. Det har medført en voldsom oprydningsindsats, hvor inventaret er fjernet fra boligerne uden beboernes deltagelse med henblik på rensning. Geltapeprøverne blev udviklet til rengøringskontrol under en af de tidligere asbestkampagner. Det er ikke muligt at vurdere den sundhedsmæssige betydning af disse prøver, da der ikke findes nogen undersøgelser, som dokumenterer, at det har nogen betydning overhovedet, da de små asbestfund i støvet ikke vil kunne ophvirvles til væsentlige koncentrationer i luften. Der er altså ikke herved dokumenteret nogen nærliggende sundhedsmæssig risiko.

Endelig angiver styrelsen, at Arbejdstilsynet kræver, at ansatte i Smedeparken skal have beskyttelsesudstyr, men de angiver fortsat ingen risiko, eller hvad dette beskyttelsesudstyr skal tjene til.

Der konkluderes, at der fortsat foreligger nærliggende sundhedsfare på trods af, at flere internationale vurderinger siger, at det gør der ikke, men man bruger Arbejdstilsynets krav om beskyttelsesudstyr som argument.

STPS slår til igen den 16. september, nu ved enhedschef Bente Møller [5], som gennemgår sagen, men ikke er orienteret om, at der foreligger en dansk standard fra 2007, som beskriver måling af asbestfibre i almindeligt indendørsmiljø [2]. Den målemetode, som Bente Møller finder er den mest valide til vurdering af den sundhedsmæssige risiko, viser sig i den danske standard at være uanvendelig til at måle asbest i almindeligt indeklima. Styrelsen fastholder herefter ud fra et forsigtighedsprincip, at der foreligger en nærliggende sundhedsfare, måske fordi de ikke har kendskab til, at målemetoden er uanvendelig.

Styrelsen tager på intet tidspunkt stilling til de tapeprøver, som målelaboratoriet har foretaget, og som laboratoriet og derfor Sorø Kommune og STPS mener skal danne baggrund for omfattende restriktioner for benyttelsen af bygningerne og for, at der gennemføres en rensning af beboernes indbo.

Jeg har ikke kunnet finde nogen dokumentation af geltapeprøvernes sundhedsmæssige betydning, og det forekommer ikke sandsynligt, at ophvirvlet støv med de ganske små asbestkoncentrationer, som er fundet, kan giver nogen sundhedsmæssig risiko. Det er der tilsyneladende heller ikke andre, der har kendskab til, men et uforklaret forsigtighedsprincip gør, at man ikke imødekommer laboratoriets rådgivning.

Konklusion

STPS har derfor indtil nu ikke kunnet dokumentere, at der er nogen sundhedsfare ved fortsat at anvende Smedeparken til beboelse. Asbest er et gennemundersøgt stof, og der er meget stor videnskabelig dokumentation, som ikke kan give baggrund for nogen usikkerhed. Der findes talrige steder i Danmark med asbestudsættelser som Smedeparken.

Sorø Kommune har undladt at undersøge, om analysemetoden for asbest i luften kunne anvendes, hvilket en miljømedarbejder ved kortvarig undersøgelse af den foreliggende dokumentation kunne finde ud af, at den ikke kan. Sorø Kommune har heller ikke taget stilling til, at tapeprøverne er uanvendelige til dokumentation af nogen sundhedsrisiko overhovedet. Samtlige restriktioner, som er indført på baggrund af tapeprøverne, bør derfor også ophæves.

STPS har dokumenteret betydelig uvidenhed om størrelsen af den sundhedsmæssige risiko, som kan udledes af de internationalt anerkendte sammenhænge mellem asbest og kræftrisiko, og de har yderligere ikke dokumenteret kendskab til den danske standard for måling af asbest i indeklima uden for arbejdsmiljøet.

Ingen af myndighederne har dokumenteret nogen væsentlig viden på det område, som de accepterer at regulere. Denne mangel på viden bør medføre, at det ikke er beboerne eller boligselskabet, som skal bære de enorme udgifter, som STPS og kommunen har påført dem. Udgifterne bør således efter almindelig retfærdighed bæres af STPS og kommunen.

Der bør yderligere udredes et erstatningsbeløb til borgerne for uretmæssig bortvisning fra deres bolig. Almindelig retfærdighed udsiger, at erstatningen pr. dag må være progressiv, efterhånden som STPS og kommunen bliver gjort opmærksom på, at der ikke foreligger nogen dokumentation af en nærliggende sundhedsrisiko i Smedeparken.

Spørgsmålet om, hvor dyb uvidenheden kan være i den offentlige administration, mens der samtidig gennemføres beslutninger, som skader borgerne, kan ikke besvares ud fra det foreliggende, idet man tilsyneladende ikke har nået grænsen for den tilladelige uvidenhed.

Måske er myndighederne ikke klar over den manglende viden. Dette spørgsmål kan muligvis afgøres ved et retligt søgsmål.