Vaccinedebatten kræver en tværvidenskabelig tilgang

Med den seneste tids offentlige debat om vaccination med AstraZeneca er det blevet tydeligt, hvordan psykologi og kommunikation er med til at sætte tempoet i sundhedspolitikken. Én ting er sikkert. Epidemien har lært os nødvendigheden af tværvidenskabelige samarbejder og rådgivning, når vi skal forberede os på fremtidens sundhedskriser.

Allerede i midten af sidste år, hvor udsigterne til en vaccine imod Sars-CoV-2 lå måneder ude i fremtiden, stod det klart, at menneskelig psykologi og kommunikation er mindst lige så vigtige faktorer i et vaccinationsprogram som infektionsimmunologi og biomedicin. Den ene meningsmåling efter den anden viste, at danskerne overvejende var positive over udsigten til en vaccine, men også at der var tvivlere, skeptikere og bølger af misinformation.

Skeptikernes antal varierer

En Epinionmåling, der blevet foretaget i december 2020, viste, at 16 pct. af befolkningen ikke vil tage imod en vaccine. Samtidig svarede yderligere 20 pct., at de var i tvivl, om de vil tage vaccinen. I en rapport udgivet af Common Consultancy har mindst 200.000 Facebookfølgere i Danmark, Norge og Sverige tilsluttet sig vaccineskeptiske facebookgrupper. Antallet af følgere er fordoblet i de ti største grupper på fem måneder [1].

Det er kendt fra psykologiske studier, at personer, der ikke er i berøring med sundhedsvæsenet, har højere tilbøjelighed til at være skeptiske imod sundhedsråd og vejledning end personer, der er berørte af sygdom. Man kan sige, at jo mere abstrakt en sundhedsrisiko opleves at være, desto større er tilbøjeligheden til at fatte mistillid blandt en gruppe af borgere. Hvis risikoen derimod bliver konkret og sidestilles med muligheden for at vende tilbage til arbejde, rejser og socialt samvær, har vi en højere sandsynlighed for at acceptere den – givet den i øvrigt er statistisk marginal.

Derfor er en generel forudsigelse, at vaccineskepsis ofte vil være mere udtalt på afstand af vaccinen, imens den langsomt vil falde i takt med, at vaccinen bliver hverdag. Dette mønster har netop kunnet ses over den seneste periode. Således var op imod 90 pct. af danskerne ifølge en Megafonmåling fra den 24. februar 2021 villige til at modtage en vaccine.

Bivirkningerne

Samtidig er indberetninger om bivirkninger ved AstraZeneca steget, hvilket i marts førte til, at regeringen suspenderede vaccinen midlertidigt. Efter suspensionen svarede 34 pct. af danskerne, at den seneste tids omtale af mulige bivirkninger ved AstraZeneca har gjort dem mere skeptiske over for at blive vaccineret. Situationen vidner om række psykologiske faktorer, der bliver aktiverede hos borgere, og som vi er nødt til at forstå bedre i håndteringen af fremtidige epidemier. For eksempel er der en dokumenteret tendens til »de små tals lov«: lige meget hvor små risici, vi bliver præsenteret for, er vi villige til at undgå dem, selv hvis det har konsekvenser for vores velfærd på længere sigt.

I EU er der givet 17 millioner doser med AstraZeneca, og ved denne kroniks tilblivelse undersøger man 25 tilfælde af usædvanlige blodpropper. Selvom risikoen er lav, hæfter medier og borgere sig ved den. Som mennesker har vi en stærk tendens til at undgå kontrollable risici, imens vi er mere villige til at acceptere ukontrollable risici såsom trafikulykker, luftforurening og truslen fra klimaforandringer.

Etisk afvejning

Naturligvis er der er tale om en etisk afvejning. Når man vaccinerer ellers raske personer, er der en ekstra pligt til at sikre, at de ikke bliver syge eller oplever alvorlige bivirkninger. Dette har myndigheder og regering i Danmark set som en moralsk forpligtigelse, der følger af det ekstreme forsigtighedsprincip. På samme måde er det sandsynligt, at havde myndighederne fortsat udrulningen af AstraZeneca, kunne det få negative, afsmittende effekter på tilliden – ikke blot til AstraZeneca, men til de øvrige vacciner.

Havde regering og myndigheder valgt at fortsætte med AstraZeneca kunne det påvirke en del af midtergruppen (ikke skeptikere), der endnu ikke har truffet deres beslutning. Kombineret med hastigheden i digital polarisering og misinformation ville det risikere at skade et ellers sikkert og samfundsnødvendigt vaccinationsprogram.

Kontrollable risici

Dette har samtidig en anden vigtig implikation. Kontrollable risici kan i mange situationer føre til handlingsmotiverende adfærd. I det øjeblik, der er noget »jeg« selv kan gøre for aktivt at beskytte mig imod risici, aktiverer det følelsen af handling og identitet, som især under samfundskriser som den nuværende er udtalt. Det er en affektiv bias, som kan være med til at afgøre borgerens valg, ligesom øvrige mentale heuristikker (som renhedsforestillinger, frihedstrang og identitetsbeskyttelse) spiller afgørende ind i vores accept af vacciner [2].

Af disse grunde er det vigtigere end nogensinde, at myndigheder og sundhedsprofessionelle skaber dialog og åbenhed om beslutningsprocesser og usikkerheder. På nuværende tidspunkt er radikal åbenhed den bedste mekanisme til at skabe tillid og forståelse i befolkningen. Derfor er borgernær og inddragende kommunikation fortsat nødvendig i implementeringen af vacciner imod Sars-CoV-2. Det drejer sig om vedblivende at sikre tillid og forståelse og kommunikere åbent om interesser, leverandører, godkendelsesprocedure, teststudier og nye usikkerheder [3].

Tværgående adfærdsvidenskabeligt ekspertråd

Som vaccinedebatten viser med tydelighed, er psykologi og kommunikation med til at sætte tempoet i sundhedspolitikken. Det bør få politikere og beslutningstagere til at overveje, hvordan vi i stigende grad kan integrere indsigter fra human- og samfundsvidenskaberne i fremtidens kriseberedskab. Forskning i krise- og risikokommunikation er ikke kun vigtig i forbindelse med vacciner, men er relevant for stort set for alle beslutninger i håndteringen af tværgående samfundskriser.

Ifølge Mikael Bang Petersen ved Aarhus Universitet er en epidemi ikke blot en krise for sundhedsvidenskaben, men kræver en mobilisering af forskning på tværs af discipliner [4]. Det bør give danske myndigheder anledning til at overveje at oprette et tværgående adfærdsvidenskabeligt ekspertråd, så vi er bedre rustet til fremtidige kriser. En lignende anbefaling kommer vi med i en analyse foretaget for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, der offentliggøres ved en konference den 22. april 2021 [5]. Tværvidenskabelig rådgivning kan kaste lys på aspekter af menneskets natur, kognition og kommunikation, vi normalt ikke hæfter os ved, men som er med til at afgøre succes og fejl i sundhedsindsatsen fremover.