At være eller ikke være læge

Jeg kæmpede med at holde gejsten oppe på medicinstudiet, klarede kun akkurat flere af de teoretiske eksaminer og var ni år om at blive færdig. Alligevel, trods at jeg vel nok er enhver fremdriftspolitikers mareridt, talte mit CV ved kandidateksamen flere førsteforfatterskaber, et registreret patent og et bevilget karriere-ph.d.-stipendium. Men følelsen af at være læge – rigtig læge – havde jeg slet ikke.

Jeg følte mig forrådt. Jeg troede (åbenlyst naivt), at det netop var det, studiet garanterede – altså at man blev læge. Alligevel stod jeg dér: læge af navn, men – følte jeg – så absolut ikke af gavn. Studiets perfekthedskultur havde lært mig, at jeg skulle være en anden, men ikke hvem.

Et år inde i ph.d.-forløbet var jeg en del af et fantastisk team, min forskning var spændende, og jeg vidste, at jeg var privilegeret. Alt så rigtigt ud, men desværre kun på papiret, og jeg blev sygemeldt. Uger blev til måneder, og pludselig var der gået et år. Jeg fik angst, mistede evnen til at tænke, huske, ræsonnere og med det håbet om en fremtid. Jeg fik piller hos lægen, ydmygelser på jobcentret og forberedte mig på en ny identitet som førtidspensionist. Jeg afbrød mit ph.d.-forløb (den sværeste karrierebeslutning i mit liv) og fik deltidsjob i en tøjbutik.

Og så en dag var jeg pludselig klar. »Lægen« var ikke længere en anden, men var mig – med alle mine erfaringer som professionel, fagperson, tidligere patient og menneske. Den afgørende faktor for mig var, at jeg ikke længere var bange for at indrømme mangel på viden, at bede om hjælp eller at indrømme og sige undskyld, når jeg begik fejl. Det er fortsat helt centralt for, at jeg kan være en god læge – for mig selv og for patienten. Det burde være en banalitet; alligevel var det den sidste brik, som faldt på plads i min lægeidentitet.

For pladsen til at begå fejl er under hårdt pres fra nulfejlskulturen: Politikeres utidige indblanding, mediers hetz mod »lægefejl«, undervisere som ydmyger studerende ved forkert svar, bagvagter som skælder ud for at stille »dumme« spørgsmål, studiekammeraters konkurrence med hinanden etc., etc.

Men faktum er, at vi ikke kan være gode læger uden trygge rammer til at begå fejl. Med det ansvar, vi påtager os, skal det være et grundvilkår for vores arbejde, for læger, der ikke tør begå fejl, er farlige læger. Vi er nødt til aktivt at fremelske og værne om det i os selv og hinanden. Og vil samfundet have patientsikre læger, må det altså hjælpe os med det.

For nok er vi læger, men vi er først og fremmest mennesker. Vi fødes ikke fra en lærebog, men formes gradvist i os selv, når vi lykkes, når vi fejler, når vores evner ikke rækker, når vi når vores mål, i interaktionen med patienter og kolleger og af livet generelt. Med alt hvad det indebærer.