At være eller ikke være læge

Sent om aftenen ringer min telefon. Det er faren til et af mine børns venner. Han siger, at han kunne bruge et råd fra en læge, og spørger, om jeg ikke lige kan kigge over.

»Selvfølgelig«, svarer jeg, bekymret og samtidigt beæret over at blive spurgt.

Det er jo ikke første gang, venner og bekendte søger lægehjælp hos mig. Typisk drejer det sig om småting: recept på øjendråber, kig på et hududslæt. I disse tilfælde er jeg oftest glad for at kunne hjælpe. Jeg er ikke bange for at gøre noget galt eller etisk forkert.

Denne sene aften i august har jeg dog en anden fornemmelse. I telefonen lyder farens stemme skrøbelig, ængstelig. Ikke rolig og selvsikker, som jeg ellers kender den.

Jeg hopper op på cyklen og kører på stisystemet til den anden ende af landsbyen. Solen er på vej ned over markerne, himlen farves rød og orange fra den modne rug. Jeg har pyjamasbukser på, men tænker, at det må være o.k.

Fremme ved huset står hoveddøren åben. Derindefra høres puslende lyde.

»Hallo, jeg er her«, råber jeg. Vandhanen bruser i et ellers tavst hus.

Jeg lister indenfor og finder faren på badeværelset med en spand i hænderne. Han virker stresset, blikket flakker.

»Det er Magnus«, siger han. »Han er dårlig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre«.

Jeg følger faren ind på værelset, hvor teenageren ligger. Det er tydeligt, at han har det rigtig dårligt. Hurtigt går det op for mig, at drengen er konfus, han roder rundt i sengen, samarbejder ikke til undersøgelse.

»Hvad tænker du?« spørger faren, mens han aer sin søns pande, prøver at berolige ham.

»Jeg synes, du skal ringe efter en ambulance«, siger jeg.

Jeg er bange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad Magnus fejler, men jeg ved, at jeg ikke kan gøre noget. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Hvordan I hele verden skulle jeg kunne det?

Hvad kan jeg i det hele taget, tænker jeg, mens faren ringer 1-1-2, og jeg prøver at undersøge drengens pupiller med en kæmpe lommelygte, jeg finder på værelset. Drengen virker lysoverfølsom, han er konfus, ser ud til at ville sove, men jeg er bange og gør, hvad jeg kan, for at holde ham vågen.

Drengen kaster op. Han har hurtig puls, er varm, ikke feberhed. Jeg tænker på en novellesamling, jeg netop er i gang med at læse: »A country doctor’s notebook« af Michail Bulgakov. Bulgakov var en russisk læge og forfatter, som i de selvbiografiske noveller skildrer den barske virkelighed som ung landsbylæge omkring år 1917. Han var alene, uforberedt, uden særlige udstyr eller mediciner. Alligevel satte folk deres tillid til ham. Lod deres liv i hans unge hænder. Nogle gange gik det godt, andre gange ikke. Det var mere held end forstand, der udgjorde forskellen. Men uanset udgangen blev der drukket af hospitalsspritten, når patienten var afsluttet. Ordentlige sjatter blandet op i vand.

Jeg holder Magnus’ hånd, når ambulancefolkene kommer ind i rummet.

»Hun er læge«, siger faren og nikker imod mig, »jeg er så taknemmelig for, at hun er her«.

»Hvor dejligt«, siger den ene ambulanceredder, og så til mig: »Hvad for en slags læge er du?«

»Eehh, senest har jeg arbejdet i psykiatrien«, siger jeg. Jeg spekulerer på, om jeg burde fortælle, at jeg faktisk ikke har arbejdet som læge i et års tid nu, eftersom jeg sagde op og har valgt at uddanne mig til terapeut. At jeg har været stresset så stor en del af mit arbejdsliv, at jeg trænger til at lave noget andet. I hvert fald i noget tid. At jeg føler, at jeg ikke slår til som læge, eftersom jeg efter ti år i faget stadig ikke er startet på en hoveduddannelse. Men at jeg altid har været rigtig god til patienterne, og at jeg savner dem, men at arbejdsmiljøet og de mange skift ikke er en holdbar situation for mig.

Men selvfølgelig burde jeg ikke fortælle ambulanceredderen dette, og i øvrigt er hun allerede i gang med at måle Magnus’ værdier. De ser heldigvis pæne ud.

Jeg går ud af værelset, står og svæver i mørket i gangen. Har en følelse af, at jeg burde gøre noget. Jeg er jo lægen, den eneste læge til stede! Burde jeg ikke gøre noget? Jeg går rundt i huset, slukker lamper og lukker vinduer, beder faren huske at tage noget mad og tøj med, når de kører til hospitalet. Det kan blive en lang nat.

Drengen bliver båret ud i ambulancen, og den kører af sted. Jeg står ved min cykel og ser blålysene forsvinde mellem markerne. Føler en slags tomhed, som om jeg ikke fik løst en opgave, som var min. Tænker på Bulgakov og kan godt forstå hans behov, både til at skrive og til at indtage noget stærkt for at falde i søvn.