Var praksisreservelægen kommet for at blive?

Efter 20 år i almen praksis var jeg så småt begyndt at glæde mig til at høste frugten af praksisreservelægeordningen, nemlig at alle læger havde haft et ophold i praksis på et halvt år. Og dermed havde oplevet, at almenmedicinen er det speciale der - trods fattig på eksakte diagnoser - skal sikre vejen for patienten til specialerne, dersom behovet opstår, og til andre tider søge at holde leddet lukket, når sagen er til dette. At man nu fjerner det obligatoriske halve år i almen praksis, synes jeg forringer kvaliteten af uddannelsen til basic doctor i betydelig grad, hvilket må afføde negative konsekvenser for det, som det hele handler om: Nemlig at tage sig af patienten på alle niveauer i pyramiden efter princippet om laveste effektive omsorgsniveau.

I takt med den øgede specialisering inden for ethvert speciale er der i endnu højere grad end nogensinde behov for generalisten. Forståelse af denne negative sammenhæng er vigtigere end nogensinde. Den har nu i 20 år været et af kernepunkterne, hvoromkring undervisning og læring i almen praksis for turnuslægen har drejet sig. Dette centrale element i videreuddannelsen til at blive den gode visitator på alle niveauer, forsvinder nu.

Man nedlægger en succes, bevidnet af evalueringsskemaer indsamlet under 11 år som praksisreservelægekoordinator i Viborg Amt. Resultaterne var samstemmende positive over hele landet. Hvorfor en succes? Mange forudsætninger for god læring er til stede i almen praksis: tryghed, tæthed til tutor, patientflow, bestridelse ny stort ansvar - og fornemmelsen af det tilfredsstillende i at være almen af uddannelse og kunnen i sin patienttilgang.

Vi lever i en brydningstid. Det, vi i dag kalder almen medicin, har i mange år haft stor bevågenhed. Både udefra i erkendelsen af, at den primære sundhedstjeneste har allerstørste betydning for den totale sundhed - og indefra i erkendelsen af, at hvis denne disciplin skulle vokse, var det nødvendigt med forskning og undervisning i faget. I 1990'erne blev disciplinen til et speciale og udøverne specialister i noget alment. I dag drejer afgående læger deres nøgle til praksisser, der har eksisteret samme sted i hundrede år, og lukker, samtidig med at man nu - i erkendelse af rekrutteringsvanskelighederne - slår til lyd for store lægehuse, hvor almenmedicineren skal indtræde i rollen som koncerndirektør, måske på bekostning af sit speciale.

Det er ærgerligt, at man nu mister muligheden for at eksponere almen praksis for potentielt interesserede yngre læger - men glædeligt at fornemme, at der nu blandt medicinske studenter er større fokus på almen praksis som et sted at udøve sin gerning.

På DSAM's hjemmeside fremføres et antal betragtninger over de negative konsekvenser af at nedlægge praksisreservelægeordningen. Næppe nogen er uenige i disse - dog kunne man ønske et mere slagkraftigt ordvalg end »trist«. Jeg ville foretrække »katastrofalt«.