Det er svært at forstå, at produktiviteten generelt skal stige med 2% hvert år, uden at der tilføres resurser. Tilmed øgedes aktiviteten i 2009 markant, hvilket medførte øgede udgifter, der ikke var penge til. Konsekvensen er, at Regionen har pålagt hospitalerne en yderligere besparelse på 1,6%. Dette illustrerer en af de udfordringer, der ligger i den måde, hospitalsvæsnet finansieres på.
Indførelsen af kræftbehandlingsgaranti har skabt problemer, der er dyre at løse. Højt specialiseret behandling foregår kun på få sygehuse, så kræftpatienterne kan ikke henvises til andre sygehuse, og henvisning til privathospitaler er ikke mulig, da de ikke behandler kræft. Den dyre løsning bliver derfor at øge produktionskapaciteten, så de politisk bestemte ventetider overholdes. Reduktioner efter »grønthøstermetoden« føjer spot til skade. Der må reelle prioriteringer til, så der er sammenhæng mellem opgaverne, befolkningens og de folkevalgtes forventninger og de midler, der afsættes.
Patienter på de medicinske afdelinger, herunder geriatriske patienter og patienter til rehabilitering, lider under, at fokus og resurser er flyttet til områder med ventetidsgaranti. Det er gået hårdt ud over behandling, pleje og træning. Yderligere reduktioner vil hurtigt føre til et uacceptabelt ringe omsorgsniveau for disse især ældre medborgere.
En anden udfordring er kvalitetsreformen, som fastlagde krav om at få bragt uddannelsestiden for en speciallæge ned til 6-7 år. Ansættelse på højt specialiserede afdelinger blev en obligatorisk del af de fleste speciallægeuddannelser. Kapaciteten er siden blevet øget 30-50%, men normeringerne er kun delvis fulgt med. Allerede nu er det klart, at kvalitetsreformens mål ikke nås med de besparelser, som regionerne gennemfører.
Rigshospitalet har udmeldt, at man skal gennemføre besparelser på næsten 200 mio. kr., selvom hospitalet gennem mange år har haft styr på økonomien.
Samtidig med den årlige budgetreduktion på 2% er der gennemført mange tiltag i forbindelse med ventetidsgarantier, kræftpakker og kvalitetsforbedringer trods det, at projekterne ofte har været underfinansieret. Alligevel er produktionen øget, og her kommer endnu et paradoks. Primærsektoren (praktiserende læger og speciallæger) har en manko på 276 mio. kr., som skal udbetales grundet øgede omkostninger og lønudgifter samt merproduktion. På hospitalerne derimod belønner man en øget aktivitet med et endnu større sparekrav i næste års budget, samtidig med at primærsektorens øgede forbrug skal dækkes ved besparelser på hospitalerne.
Rigshospitalets Overlægeforening finder det stærkt utilfredsstillende, at effektivitet og højt serviceniveau straffes. Besparelser og fyringer demotiverer personalet, som yderligere belastes af patienters og pårørendes reaktioner på uindfriede forventninger om korte ventetider og højt serviceniveau.
