Skip to main content

Velfærdsstaten er blevet en hul skal

Psykiateren Pernille Darling har forladt det offentlige for at arbejde på et privathospital. Hun mødes af »seminegativ« undren og skuffelse over sit valg. Man skal efterhånden være på niveau ildsjæl for at kunne trives i det offentlige, skriver hun og uddyber sit valg i denne kronik.
Foto: Mikkel Bækgaard/Privat
Foto: Mikkel Bækgaard/Privat

Pernille Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Hejmdal Privathospital

19. sep. 2022
7 min.

Jeg deltog i et interview til Ugeskrift for Læger (5. september 2022) om, hvorfor jeg har forladt det offentlige. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke troede, jeg skulle blive ret længe i det private. For som alle andre er jeg flasket op med fortællingen om danskerne som det lykkelige folk med den stærke velfærdsstat.

Problemet er bare, at velfærdsstaten ikke er velfungerende længere. Den er der bare som en hul skal af det, vi havde engang. Det er ikke kun psykiatrien, og det er ikke kun sundhedsvæsenet.

Jeg møder jævnligt seminegative reaktioner fra omgivelserne. Både lægekollegaer og andre, der stadig håber, at vi har verdens bedste velfærd. Man skal bare huske, at fordi det er »gratis«, er det ikke det samme som, at det er godt, og vi lever efterhånden mere på minder end på virkelighed.

Undren og tvivl

Det er en svær ting at sige højt, fordi det let kommer til at lyde som kritik (og det er det ikke!) af de ildsjæle, der hænger på. Læger, der kæmper for at give patienter omhu og rettidige behandling, sygeplejersker, der prøver febrilsk at strække tiden, så de kan nå at give omsorg sammen med den allermest nødvendige pleje. Pædagogen, der drømmer om at have 12 sæt arme til de mange børn, som nødig slipper fars ærme ved aflevering, og læreren, der gerne ville splitte sig i tre, så hun eller han kan dele de store klasser op i mindre enheder og møde eleverne, der hvor de er.

Når jeg kalder det for »seminegative« er det, fordi man kan høre tvivlen hos dem, der undrer sig over mit valg. Der er dog ikke noget »semi« over den skuffelse, jeg mærker fra dem. Der bliver sagt ting som, »Det bliver jo endnu sværere at give patienterne det, de fortjener, når du går« eller »Jeg synes, alle har krav på et ordentligt tilbud«. Topscoreren er: »Du er med til at dele sundhedsvæsenet op i et A- og et B-hold«.

Reaktion på politiske krav

Nej, jeg er ikke. Den udvikling foregår på politikernes bord, og den foregår nærmest som en proces, der kan sammenlignes med den, Kübler-Ross beskrev: Først indfører politikerne nye krav om ditten og datten eller besparelser, og de ansatte reagerer med chok og benægtelse. Så kommer de to næste faser: vreden og forhandlingen, hvor der skrives debatindlæg og protesteres. Det sker der ikke en skid ved. Måske kommer en politiker eller embedsmand ud på tur i virkeligheden, hvis der er meget stor opstandelse. Men så er det også det. Så indtræder depressionen, hvor man overvejer, om man orker mere. Det kræver jo bare også en hel del at forlade det, der er velkendt, og vi har jo et ansvar over for patienten. Hvis man er sundhedsfaglig, for jeg tænker, det er de samme tanker, pædagogen og læreren gør sig om de børn, de har under deres vinge. Og SOSU-assistenten om de ældre, hun eller han skal forsøge at skabe en værdig alderdom for. Svært, når man har tre minutter pr. besøg.

Man skal huske, at fordi det er »gratis«, er det ikke det samme som, at det er godt, og vi lever efterhånden mere på minder end på virkelighed.Pernille Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Hejmdal Privathospital

Til sidst kommer nyorienteringen. Det sted, hvor man indstiller sig på den nye virkelighed. Stoltheden ved ens fag og virke byder de fleste at ranke ryggen og smile beroligende. Der er styr på det, så du skal ikke være bekymret, lille fru Etellerandet. Men jo – det skal lille fru eller hr. Etellerandet. For der er faktisk ikke styr på ting længere, hvis vi ser bort fra dem, der er så heldige at ramme en niche, hvor tingene lister sig uforstyrret videre. De steder bliver færre og færre.

Fasen med nyorientering er derfor også det tidspunkt, hvor den enkelte gør op med sig selv – kan jeg stå inde for det her længere? Hvis jeg forsøger, hvad betyder det så for mit eget liv? Er der rester af energi tilbage til min familie, og føler jeg, at jeg gør en forskel for mine patienter? Det er meget smertefuldt at indrømme, hvis svaret på det sidste er nej. Det kan være lettere at lukke øjne og ører og klø på (indtil man ikke kan mere). Det var her, jeg stod, da jeg tog et skridt ud i ukendt land – »det private«.

Blive og kæmpe?

Til dem, som synes, at man skal blive og kæmpe, vil jeg bare sige: Jeg har ikke lidt i stilhed. Jeg skrev mit første debatindlæg i 2016 efter min mors død. Der hvor jeg oplevede at være pårørende i et fragmenteret sygehusvæsen, der allerede her stod og hang som en punkteret luftballon på ildsjælenes beroligende smil og udstrakte arme. Men siden har jeg skrevet 12 debatindlæg og kronikker om velfærdsstatens lidelser og illusioner. Jeg har skrevet til de øverste ledelser i sundhedsvæsenet og direkte til folketingspolitikere. Hvis jeg havde følt bare et øjeblik, at det gjorde en forskel, så var jeg måske stadig i det offentlige. Men det gjorde jeg ikke, og jeg er ikke villig til at ofre mit eget mentale helbred. Og det er faktisk en reel risiko, selvom vi gerne vil se os selv som usårlige. Læger lider hellere til det sidste, end de indrømmer, at de ikke kan mere. Måske er det derfor, at læger og sygeplejersker har en ekstra høj risiko for at begå selvmord?

Det får mig til at tænke på et tweet fra Svend Brinkmann: »Hvis du tænker positivt hver eneste dag, arbejder hårdt, stræber efter at blive den bedste udgave af dig selv, omgiver dig med inspirerende mennesker og aldrig giver op, så er der ingen grænser for, hvor udmattet du kan blive«. Jeg var ked af at give op på at få et arbejdsliv i det offentlige. Men jeg var ikke i tvivl, da jeg nåede min personlige nyorienteringsfase – jeg skulle noget andet.

Misforståelser om privathospitaler

Hvis jeg havde plads, ville jeg komme mere ind på de misforståelser, der hersker om privathospitaler. Fordomme, jeg selv har haft, men nu kan se, mere har handlet om min modstand mod at revurdere min barnetro på det offentliges ufejlbarlighed. For at nævne et par stykker, jeg hører og bestemt selv har tænkt: Det private tager ikke de komplekse patienter. Jo – hvis man beslutter, at vi må, og vi har også familier med børn, der ikke har kunnet komme ud ad en dør i årevis. Der langsomt skal sluses ind i vores dagafsnit, som man ville gøre andre steder. Men hvis der oplagt er behov for noget andet, end det vi kan (må) tilbyde, så gør jeg mit til at hjælpe de familier igennem til rette sted. Det føles faktisk ikke meget anderledes, end da jeg i den regionale ansættelse måtte »prikke« patienter til mulig udskrivelse, fordi der manglede sengepladser, eller dem, som egentlig havde behov for højtspecialiseret funktion, måtte indplaceres i almenpsykiatrien. Når meget syge alligevel kommer til os, er det ofte i desperation over at blive afvist andre steder.

En anden opfattelse er, at det private ikke tager ansvar for uddannelse og forskning. Jo, gerne – og det gør jeg faktisk mere nu end tidligere. Forskellen er, at jeg får løn for den tid, jeg bruger på det, og at jeg ikke forventes at klare det i min fritid. Men igen er det jo en beslutning, der skal tages af nogen over mig, om det skal være endnu mere.

Politikerne skaber opdelingen

Jeg er imod et opdelt sundhedsvæsen. Jeg har selv kroniske lidelser, som jeg får hjælp til af dygtige kollegaer. Men det er også tydeligt for mig, at de arbejder, som ildsjæle nok gør, og det er ikke helt som andre. Skal man efterhånden være på niveau ildsjæl for at kunne trives i det offentlige? Det tror jeg, og jeg tror også, at mange må stå med samme valg, som jeg gjorde: Skal jeg brænde et andet sted eller brænde op?

Det ikke er det private, der skaber opdeling i A og B. Det er politikerne, og jeg er lidt forundret over, at kollegaer mener, at jeg skulle være blevet og kæmpet mere. At det er mig, som er med til at få tingene til at vælte, fordi jeg har prioriteret et arbejdsliv, hvor jeg har opdaget, at det ikke var patientkontakt, jeg var træt af, når jeg talte dage til næste ferie. Det var alt det udenom, og som kun blev tungere og føltes mindre og mindre relevant for patienterne og deres pårørende. Jeg kunne bare ikke afse mere energi til hver dag at skulle navigere uden om det allermest meningsløse arbejde, og jeg vil ikke længere lovprise kejserens nye klæder. Jeg har valgt og foreslår at de, som undres over mit valg, i stedet skal undre sig over, at politikerne ikke skaber et system, som ingen vil væk fra, og som alle er stolte af.