Skip to main content

Velkommen hr. minister

Karl H. Bornhøft. E-mail: karl.bornhoft@ft.dk

15. mar. 2010
3 min.

Så er der alligevel nogen retfærdighed til i denne verden. Bertel Haarder får som nyudnævnt indenrigs- og sundhedsminister endelig lov til at kæmpe med alle de problemer, som han selv har været med til at skabe på sundhedsområdet. I 1980'erne stod Haarder således bag en stor reducering af antallet af lægestuderende på landets lægeuddannelser. Reduceringer, der er direkte årsag til, at vi i dag har akut mangel på speciallæger.

Men et stort »velkommen« skal han da have, den nye sundhedsminister. Der er rigeligt at tage fat på - ikke mindst på forebyggelsesområdet, som den nu forhenværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen var særligt slem til at forsømme. I den sammenhæng er det bekymrende, at titlen forebyggelses- og sundhedsminister nu er blevet beskåret, så Bertel Haarder nu »kun« er sundhedsminister. Dette kunne opfattes som et signal om, at forebyggelsesområdet fortsat vil blive nedprioriteret i Bertel Haarders kommende periode som minister. Men indtil videre forsøger jeg at være optimistisk og lade tvivlen komme vores nye sundhedsminister til gode.

Lige nu dør 20.000 danskere hvert år af sygdomme, der kunne være forebygget. Et højt dødstal, der gør, at Danmark nu skraber bunden med en 23.-plads blandt alle OECD-lande, når det handler om levealder. I alt 14.000 af disse dødsfald skyldes rygning, og derfor er det SF's forventning, at den nye sundhedsminister vil vise nyt mod og følge Forebyggelses-kommissionens anbefalinger om at hæve afgifterne på tobak markant. Den forhenværende sundhedsminister valgte at afvise disse anbefalinger med en påstand om øget grænsehandel. Men dette argument holder ikke. Forebyggelseskommissionens konklusion er ikke til at tage fejl af: Ved at sætte cigaretprisen op til 50 kr. pr. pakke vil grænsehandlen ikke stige voldsomt, og der vil være en enorm sundhedsgevinst at hente. Skatteministeriet stod bag beregningerne - og derfor virker det underligt, at regeringen bliver ved med at råbe op om grænsehandel. For er Skatteministeriets beregninger ikke til at stole på? Er Forebyggelseskom-missionen ikke til at stole på?

Kræftforskning viser desuden, at tobak er årsag til 22 former for kræft, herunder også tarmkræft og kræft i æggestokkene. Og i en helt ny amerikansk undersøgelse dokumenteres det, at man ikke kun kan få kræft af røgen - men også af stærkt kræftfremkaldende stoffer i nikotinen, der sætter sig på vægge og bliver i rummet længe efter, at der er røget. Derfor forventer SF også, at Bertil Haarder som ny sundhedsminister tager ansvar og vil være med til at stramme rygeloven.

Hvis ikke den nye sundhedsminister omgående opruster forebyggelsesindsatsen, vil det se meget sløjt ud for danskernes sundhed, ligesom det vil være fuldkommen umuligt at nå statsministerens mål, at danskerne skal leve næsten fem år længere i 2020. Heldigvis har SF masser af gode råd til, hvordan vi kan hæve danskernes levealder og livskvalitet - og vi deler gerne ud af dem.