Velkommen til akutmedicinerne

De første introlæger er startet i Akutmedicin, i efteråret 2019 starter de første hoveduddannelseslæger. I løbet af det seneste år er indholdet i det akutmedicinske speciale blevet fastlagt. Der har været en del diskussion om, hvem der skal udføre hvilke procedurer. Det har været en længere proces, men fra anæstesiologisk side er vi klar til at gøre vores til, at der bliver uddannet dygtige akutmedicinere.

I den akutmedicinske hoveduddannelse skal der opnås en del kompetencer, som vi fra anæstesiologisk side ser frem til at bibringe i 2 x 2 ugers moduler på de anæstesiologiske afdelinger. Den akutmedicinske hoveduddannelseslæge skal oplæres i basal luftvejshåndtering. Det vil sige, akutmedicineren skal kunne holde frie luftveje ved hjælp af tungeholder og nasal airway samt maskeventilere patienten. Avanceret luftvejshåndtering som intubation og anæstesi/sedation er fortsat en anæstesiologisk specialistkompetence, hvorfor behandlingen af akut kritisk syge samt den præhospitale indsats på akutlægebilerne fortsat udføres af speciallæger i anæstesi og intensiv medicin.

Akutmedicineren kommer til at få et stort ansvar i akutmodtagelsen, både som bindeled til primærsektoren og de mange specialer, men eksempelvis også ved fastlæggelse af behandlingsniveau. En af sundhedsvæsnets største etiske udfordringer er i mine øjne overbehandling af patienter i forhold til, hvad de selv ville ønske, hvis de i detaljer kendte balancen mellem gavn og bivirkninger. Der er flere patienter, der i livets slutstadie behandles for meget, i forhold til patienter, der behandles for lidt. Denne initiale forventningsafstemning ved indlæggelsen er afgørende for, at patienter ikke kommer til at gennemgå langvarige og futile behandlingsforløb, som blot forlænger døden og medfører unødig lidelse.

Der har gennem årene eksisteret en række nationale strategier for cancer, hjertesygdom og snart også for apopleksi, men ikke for sepsis og septisk shock. Disse patienter har en meget høj dødelighed, og den initiale udredning og behandling i akutmodtagelsen er afgørende for prognosen. Akutmedicinerne vil kunne bidrage særligt i grænsefladen mellem specialerne. Prognosen ved sepsis forbedres markant ved hurtig og aggressiv udredning og behandling i ventetiden på eventuel akut kirurgi. Der er behov for, at alle relevante specialer samt centrale aktører som Sundhedsstyrelsen går sammen om at bedre behandlingen og dermed prognosen for septiske patienter, der mangler simpelthen en national strategi.

Vi ser frem til det kommende samarbejde.