Ventelister og psykiatri skal øverst på ny regerings to-do-liste

Tiden lige efter et folketingsvalg er oftest mindst lige så dramatisk som tiden op til. Det gælder ikke mindst det netop overståede, kan man roligt konkludere nu, hvor mulige regeringskonstellationer fylder i den offentlige debat. I skrivende stund er den fungerende statsminister i egenskab af kongelig undersøger i gang med at afklare partiernes krav og ønsker, når det gælder sundhedsvæsenet, og det er naturligvis en proces, som vi har et skarpt blik på. For der er områder, som vi fra lægeside betragter som helt uomgængelige på en kommende regerings to-do-liste.

Et af dem er de voksende ventelister. Et emne, som har fyldt i valgkampen, fordi det hver dag er virkelighed for patienter og pårørende. Derfor har jeg også en klar forventning om, at der bliver handlet på det. Og det er en bred indsats, der skal til, for ventelisterne er jo et udtryk for det egentlige problem: mangel på arbejdskraft. Der skal findes løsninger på den massive mangel på sundhedspersoner. Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, men i høj grad også speciallæger. Det er f.eks. indlysende, at alle læger skal have mulighed for at blive speciallæger, og at der derfor skal sikres nok videreuddannelsesforløb til de læger, vi uddanner fra universiteterne.

Men politikerne skal også tænke i andre løsninger. Vi kan ikke fortsætte i morgen, som vi sluttede i går. Vi er er nødt til at gentænke, hvordan vi løser opgaverne, om flere patienter kan behandles hjemme, og hvordan vi i større omfang kan bruge digitale og teknologiske redskaber til at lette arbejdsgange – uden at sætte kvaliteten over styr. Og så skal en ny virkelighed naturligvis også omfatte en justering af behandlingsgarantien, som betyder, at det faktisk er muligt at overholde den, og at vi reelt får rum til at sætte de mest syge forrest i køen. Alle dele handler om at bruge ressourcerne bedst muligt og er brikker i en tilgang til sundhedsvæsenet, som bliver stadig mere nødvendig. Behovet for at forholde sig til de faktiske forhold og prioritere med åbne øjne.

Det behov vil vi fra lægeside også forvente, at den kommende regering ser i øjnene og handler på. At den tør vove sig ud, hvor det bliver svært. Der er brug for en fælles afstemning af forventninger blandt politikerne og i befolkningen til, hvad sundhedsvæsenet skal – og ikke skal. En forventningsafstemning, som handler om økonomi, men også om, at livet kommer med en bagkant, og at succeskriteriet for et godt sundhedsvæsen ikke altid er at holde patienten i live længst muligt. Det har konsekvenser for hele sundhedsvæsenet, at vi bruger mange ressourcer på behandling af udsigtsløst syge patienter – med marginal effekt på levetiden. Vi skal kunne tale om, hvad der er meningsfuldt for den enkelte, og at smertelindring, nærvær og omsorg kan give en bedre sidste tid end endnu en behandling.

Det er selvsagt ikke nemt at gå ind i. Men fremtidsudsigterne, hvad angår forholdet mellem opgaver og ressourcer, har ikke ændret sig siden valgaftenen. Derfor vil Lægeforeningen presse på for, at ressourcerne – penge såvel som sundhedspersoner – bliver brugt, så borgerne får så megen sundhed ud af dem som overhovedet muligt. Vi vil fra lægeside kræve politisk handling, og vi vil gå ad nye veje ind i debatten om, hvad der skal prioriteres.

Et andet must er psykiatrien. Som bekendt blev der kort før valget indgået et bredt forlig om en psykiatriaftale. Et skridt fremad, men også en aftale, som efterlod både patienter og sundhedsprofessionelle i uforløst tilstand. For vi havde kæmpet for en overset sektor i sundhedsvæsenet og haft øjeblikke med håb om reel ligestilling for så at stå med en aftale, som måske nok giver forbedringer her og nu, men desværre også kun kortvarigt, da der mangler den langsigtede ambition om en samlet og nødvendig finansiering.

Derfor kan vi kun se aftalen som første skridt på vejen og første del af noget større. Det er positivt, at partier på tværs af Folketinget allerede har tilkendegivet, at de er villige til at gøre mere for psykiatrien – allerhelst ved at lægge ovenpå første delaftale, hvordan de samlede initiativer i det faglige oplæg over tid skal igangsættes og finansieres. Vi agter at blive ved med at minde politikerne om, at krisen i psykiatrien ikke er løst med den indgåede aftale. F.eks. ved at presse på for, at der oprettes 150 ekstra speciallægeforløb, så vi får flere speciallæger i psykiatri til både børn og unge og til voksne.

Uanset farve og sammensætning står den kommende regering over for respektindgydende opgaver i sundhedsvæsenet. Jeg kan love, at vi fra Lægeforeningen vil bidrage med al den viden og erfaring, som den næste sundhedsminister vil efterspørge. Vi ser ind i et presset sundhedsvæsen, hvor en prioriteringsdiskussion om andet og mere end dyre lægemidler presser sig voldsomt på. Det kræver en åben, ærlig og faktabaseret dialog, som tager patienters og fagfolks erfaringer alvorligt. Derfor vil vi også insistere på direkte tale og et handlekraftigt spring til aktion.