Skip to main content

Ventelisterne et managementproblem?

Konsulent Ole Poul Hansen, ÅrhusE-mail: olepoulhansen@hotmail.com

26. jan. 2007
3 min.

Det er utænkeligt, at politikerne har mod til at afskaffe behandlingsgarantien for kræftpatienter igen, selv om vore nabolande kun kan sælge behandlingskapacitet, fordi de ikke har haft mod til at indføre en sådan garanti. Så lad os i stedet for at fortsætte diskussionen om syndebukke finde ud af, hvordan garantien kan komme til at virke. Behandling i udlandet må anses for en kortsigtet kostbar og upraktisk løsning.

Grunden til, at minister, Sundhedsstyrelsen og hospitaler i årevis har fået lov til at sove i timen, er, at vi ikke har tradition for uafhængig overvågning af den offentlige service. Den manglende overvågning har betydet, at ministeren ikke har fået vigtige informationer, men han har åbenbart heller ikke afkrævet disse. Vi har strålekanoner, som i visse tilfælde kun bruges 6-7 timer om ugen, og man taler om manglende ressourcer. Bl.a. tilbagemeldingen fra Vejle Amtsråds besøg på kræftafdelingen på et hospital i Kiel bekræfter, at en betydelig del af problemet er organisatorisk.

I Danmark har vi endnu meget begrænset tradition for målstyring inden for den offentlige service. Men heldigvis tog man allerede i 1991, som noget enestående i dansk offentlig service, beslutning om en behandlingsgaranti for kræftpatienter - selv om det er åbenbart, at man ikke kunne overskue konsekvenserne.

Garantien sikrer, at man har et pejlemærke at styre efter. Men hvad er det så, der har svigtet? Man administrerer på livet løs men glemmer, at opfyldelsen af garantien kræver innovativt management. En stærk innovationskultur i det offentlige forudsætter en socialt forankret »entreprenørkultur« i den offentlige service og en villighed til at trække bredt på den begrænsede danske ressourcebase også fra den private sektor. En sådan kultur eksisterer p.t. ikke i Danmark. Derudover mangler det offentlige tradition for uafhængig afrapportering som en del af en managementkultur. En opstramning af Sundhedsstyrelsens arbejde løser langtfra problemerne. Det samme gælder den foreslåede patientombudsmand.

En mere langsigtet løsning på behandlingsgarantien består efter min opfattelse af tre komponenter: 1) Der må indføres konkurrence om »servicekontrakter« indgået mellem sygehusene og de nye regioner, 2) staten må etablere et uafhængigt overvågningssystem, 3) og yderligere ressourcer til hospitalerne må kun tilføres på grundlag af de indgåede godkendte servicekontrakter. Regionerne må indgå kontrakter med sygehuse i egne eller andre regioner, evt. med udenlandske operatører. Sygehusene må ved udarbejdelse af tilbuddene finde innovative løsninger på arbejdstilrettelæggelse, medindflydelse og motivation, rekruttering, samarbejde med den private sektor m.v. Sundhedsstyrelsen skal have ansvar for at rådgive om udviklingen også af managementsystemer men vil være inhabil, hvad angår den løbende rapportering. Der må etableres en uafhængig overvågningsfunktion.

Dette system skal åbne op for nytænkning, der leder til gennemsigtighed og et bredt forankret resultatansvar og dermed til omkostningseffektive løsninger. Disse innovative tiltag kan gradvist udstrækkes til anden offentlig service inden for rammerne af en samlet servicereform.

Fastholdelsen af det danske velfærdssamfund forudsætter en veludviklet international konkurrenceevne baseret på en høj innovationsdrevet produktivitet og risikovillighed i alle vigtige sektorer. Næsten halvdelen af nationalproduktet spenderes i dag i offentlige sektorer med svag innovation og risikovillighed og en tvivlsom produktivitet. Danmarks nuværende konkurrencedygtighed skyldes i høj grad, at vore konkurrenter har de samme problemer. Men hvor længe?

Hvis de offentlige servicesektorer skal bidrage til, at vore forventninger til fremtidens velfærdsservice kan opfyldes, må der gøres noget ved de ovennævnte problemer. Al offentlig virksomhed bør i princippet bygges op omkring tre indsatsområder: 1) fastsættelsen af relevante men også ambitiøse servicemål, 2) en innovationsdrevet fremstilling af offentlig service og 3) en uafhængig og resultatfokuseret kvalitetskontrol. Hovsaløsninger løser ikke problemerne.