Skip to main content

Ventet og velkommen

Kære patient, rigtig hjertelig velkommen til det offentlige danske sundhedsvæsen

Thomas Emil Christensen, læge p.t. Massachusetts, USA
Thomas Emil Christensen, læge p.t. Massachusetts, USA

Thomas Emil Christensen, læge, p.t. Massachusetts, USA

3. maj 2016
3 min.

Kære patient, rigtig hjertelig velkommen til det offentlige danske sundhedsvæsen.

 

Vi elsker dig, vi er servicemindede som i Illums Bolighus, og vi gør alt, hvad vi kan, for at du skal få en god oplevelse her hos os! Derfor har vi trykt denne plakat, som du nu læser.

Du undrer dig måske over, at der ikke sidder en sekretær i lugen her på afdelingen? Det skyldes, at vi nu er strømlinede og effektive. Vi har fyret sekretæren for at bruge lønkronerne på lean manufacturing-implementering, og det har givet pote. Vi har nu en væg med Post-its fyldt med forslag til effektiviseringer. Bl.a. har nogen foreslået, at vi ansætter en sekretær til at modtage dig, så vi ved, at du er kommet. Genialt!

Du undrer dig måske over, at der ikke sidder en sekretær i lugen her på afdelingen? Det skyldes, at vi nu er strømlinede og effektive

Hvis du kigger ind i glasburet, kan du se nogle mennesker i hvide uniformer. Det er vores sygeplejersker. De bliver låst derind kl. 7 og lukket ud igen kl. 15. Indespærringen er nødvendig, da sygeplejerskerne tidligere havde travlt med alt muligt andet end at passe deres arbejde foran computeren. Så vores dygtige samarbejdspartner McKinsey Consulting foreslog, at vi ”sikrede biomassens produktionsopfyldelse ved administrativ specificering af kerneydelsen. Metodologisk anbefales anvendelse af de nødvendige strukturelle værktøjer”. Strategien har båret frugt. Vores key point indicators viser fremgang over hele linjen: 90% af alle fald-, smerte- og selvmordsscreeninger udfyldes, PDA anvendes ved 80% af medicindoseringer, og vores gennemsnitlige indlæggelsestid er nede på 128 minutter. Behøver vi at sige, at vi får topkarakterer af akkrediteringen?

Du havde mødetid kl. 8 her til morgen, og du kan forvente, at lægen allerede ser til dig i aften! Lægen aner ikke, at du er her, hvorfor du er her, eller hvad planen er. Men måske står der noget i din elektroniske journal. Og måske har lægen tid til at læse de første to linjer af din sygehistorie, hvis vi er så heldige, at systemet ikke er nede! Men læn dig tilbage og nyd ventetiden, for lægen har nok om ørerne nede i modtagelsen lige nu. Der er en urosepsispatient, der kom ind som UVI for 12 timer siden, og en AKS-indlæggelse, der nu er et misset STEMI.

Vi kan ikke sige det nok: Du er i centrum! Du er så helt fantastisk vigtig for os! Derfor prioriterer vi heller ikke vores patienter. Vores topchef har bedt os ”sikre hurtig udredning, behandling og genoptræning til alle”. At vælge fra er nemlig uetisk, da det er at gøre menneskeliv op i penge. Så opgavemængden er mangefold større, end kapaciteten tillader. Det er en udfordring, men en udfordring, som vi har løst: Vi gør alting 5%, så patienterne til sidst holder op med at opsøge os. Vi kalder det ”at prioritere på patientens præmisser”. Med en række konkrete værktøjer – der kan gøre noget ved vores få resterende udfordringer – sikrer vores dygtige ledere, at vi er et sundhedsvæsen i Global Excellence-ligaen.

Og nu kære patient, er du ikke sød at forføje dig? For ærlig talt, det er vel ikke rimeligt, at din sygdom skal være vores problem, vel?

 

Kærlig hilsen

Det offentlige danske sundhedsvæsen