Skip to main content

Vi er dybt bekymrede over Hovedstadens nye sygeplejerskevagt

På vegne af 99 praktiserende læger:Praktiserende læge Thomas Søgaard, Jyllinge
e-mail: soegaard@webspeed.dk
Se alle underskrivere på www.ugeskriftet.dk

21. okt. 2013
7 min.

Faktaboks

99 praktiserende læger

I Frederiksborg Amts Avis kunne man den 7.10.2013 læse et indlæg fra en gruppe læger, der forsvarede regionens planer for den nye sygeplejerskevagt 1813. Sygeplejerskevagten skal fra den 1.1.2014 erstatte lægevagten, som lukkes. Fælles for gruppen af underskrivere er, at alle besidder høje poster i administrationen i sundhedsvæsnet – som ledende overlæger og sygehusdirektører mv. Fraværende i gruppen er læger, der til daglig har kontakten med patienter, læger, der har førstehåndsviden om, hvad der kræves i almen praksis og lægevagten. Det er heller ikke de underskrivende overlæger og sygehusdirektører, der bemander de forvejen overfyldte skadestuer i Regionen.

I Region Hovedstaden har Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Venstre indgået et forlig, der for praktiske formål nedlægger lægevagten i regionen og erstatter den med 1813. Liste Ø, der ikke er del af forliget, stemte også for at nedlægge lægevagten og erstatte den
med 1813. 1813 er en telefonlinje bemandet af sygeplejersker med læger som backup. Dermed kan regionens borgere ikke længere få direkte og akut kontakt med en læge uden for almindelig arbejdstid.

Det er ikke kun et udtryk for sund skepsis, at vi fra lægeside advarer mod ændring af nuværende lægevagt til fremtidens akutfunktion med sygeplejersker ved telefonerne. Det handler om dyb bekymring. Denne bekymring deler formanden for de danske børnelæger, der ud fra erfaringer med lignende systemer i udlandet, frygter kaos og lange ventetider i børnemodtagelserne. Formanden frygter også, at flere alvorlige tilstande hos syge børn vil blive overset. Blandt de bekymrede er desuden Lægeforeningens formand, der gentagne gange har udtrykt bekymring over, at man fremover vil fjerne de læger, der netop er uddannet til telefonvisitation fra lægevagtens telefoner. På listen over de bekymrede er desuden Sundhedsstyrelsen, der helst ser lægevagten forankret i almen praksis, da det er den bedste måde at sikre samme høje kvalitet i dagtid og vagttid.

Vi har ingen interesse i at skræmme Region Hovedstadens borgere. Telefonvisitation af akut syge, man ikke kender i forvejen, er en kompleks opgave, som speciallæger i almen medicin er de bedst uddannede til. Sygeplejesker er ikke uddannet i diagnostik. De vil tænke på det hyppigste og mistolke det sjældne. Det er ganske anderledes end hos den praktiserende læge, hvor patienter kendes, og hvor nær supervision eksisterer.

Spørgsmålet er nu blot, hvem man som borger skal stole på: politikere og administratorer eller de læger, der rent faktisk ser patienterne hver dag? Det må være op til den enkelte.

Er du også bekymret. så kan du gøre noget. Stem på et af de partier, som er imod forliget i Region H; DF, De Konservative og Liberal Alliance – eller dem, der eventuelt under valgkampen giver udtryk for at være uenige i beslutningen. Husk på, regionsrådspolitik for 98% vedkommende handler om sundhed, så dine normale partipolitiske præferencer ikke behøver at betyde noget her.

Interessekonflikter: ingen