Vi er nødt til at handle for at bevare almen praksis’ troværdighed

»Regionerne ønsker fortsat, at de praktiserende læger er en central del af det sammenhængende danske sundhedsvæsen. Faktisk ønsker vi at styrke praktiserende lægers rolle, fordi modellen med de praktiserende læger som indgangen til sundhedsvæsenet er en god model«, udtaler Jens Stenbæk i debatindlægget.

De praktiserende læger vil gerne leve op til den ambition af hensyn til vores patienter og af hensyn til samfundsøkonomien. Men vejen til disse mål er dialog og forhandling; ikke diktat og lovindgreb.

En helt anden plan

»Forhandlingsforløbet« mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), som Jens Stenbæk afsluttede 8. november 2012, blev aldrig til et reelt forhandlingsforløb. I stedet formede både de officielle og de senere uofficielle møder sig som en række afhøringer af PLO’s forhandlere, hvor vi gentagne gange blev afkrævet at acceptere de forhandlingskrav, som Jens Stenbæk selv offentligt har kaldt »ultimative og nødvendige«. Vi havde i hele forløbet en klar fornemmelse af, at vores modpart havde en helt anden plan end en forhandlingsløsning. Jens Stenbæk benægtede dog vedvarende, at RLTN satte sin lid til at få sine krav gennemført ved et lovindgreb; afvisningen af den mulighed skete for åben skærm, så sent som aftenen inden sundhedsministeren fremlagde sit lovforslag. Næste morgen fik vi overbragt RLTN‘s opsigelse af vores aftale, og få timer senere offentliggjorde sundhedsministeren sit lovforslag. Et lovforslag, som Jens Stenbæk nu anklager PLO for at fejlfortolke for at skræmme alle de praktiserende læger til at afbryde samarbejdet med det offentlige og frasige sig deres ydernumre.

Jens Stenbæk anfører, at lovforslaget sætter »nødvendige og nye rammer« for det fremtidige samarbejde med almen praksis, at der intet væsentligt er ændret for den enkelte læge, og at der udelukkende er fordele for patienterne. Vi er helt uenige i denne fortolkning.

Ingen reel indflydelse

Lovforslaget indebærer bl.a.:

– At det i stigende omfang skal være myndighederne, som bestemmer, hvad de praktiserende læger skal beskæftige sig med. Det kommer tydeligst til udtryk i lovforslagets bemærkninger om, at regioner og kommuner i praksisplanen definerer, hvilke opgaver almen praksis skal varetage. Almen praksis har ikke længere en reel indflydelse på fastlæggelsen af disse overordnede rammer for vores arbejde, herunder mængden af opgaver, om det er de lægefagligt rigtige opgaver, vi sættes til at løse, og om opgaverne kan afstemmes med arbejdsgangene i almen praksis. Opgaverne defineres fremover af myndighedsrepræsentanter uden lægefaglig indsigt. Dermed risikerer vi, at opgavemængden, som skal varetages i almen praksis, stiger voldsomt, uden at der i lovforslaget er nogen garanti for, at de ekstra opgaver følges af resurser. Det fremgår derimod, at udgifterne til almen praksis skal holdes inden for en fast økonomisk ramme, defineret ud fra aktiviteten i et tidligere år, og at der skal høstes produktivitetsgevinster for 2% pr. år.

– At ministeren bliver bemyndiget til at fastsætte en lang række regler, bl.a. om ophævelse af kilometergrænser, tilgængelighed, pligt til aflæggelse af sygebesøg, pligt til kodning af alle henvendelser og indberetning af patientdata til regionen, bl.a. til brug for kvalitetssikring. Alle regler, som griber dybt ind i lægens daglige arbejdstilrettelæggelse, og som klart risikerer at medføre, at der bliver mindre tid til at beskæftige sig med den enkelte patients henvendelsesårsag. Igen til ulempe for patienterne.

Bred enighed

Både PLO og de enkelte praktiserende læger har læst lovforslaget nøje, og der er bred enighed blandt praktiserende læger, om at elementerne ovenfor er til skade for vores mulighed for at tilbyde vores patienter den bedste behandling. Lovforslaget giver os ikke mulighed for at bidrage til en større sammenhæng i og udvikling af sundhedsvæsenet til gavn for vores patienter, og det vil i særdeleshed ikke bidrage til at styrke almen praksis. Derfor er PLO nødt til at opfordre vores medlemmer til at takke nej til fortsat at arbejde på regionernes og sundhedsministerens betingelser. En opfordring, som foreløbig er blevet hørt og fulgt i de to regioner, som vi til dato har nået at afholde medlemsmøder i.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen