Vi har brug for en behandlingsgaranti version 2.0

Landets kirurger har med et gennemtrængende og velunderbygget opråb gjort opmærksom på, hvordan den nuværende behandlingsgaranti bidrager til et skævt sundhedsvæsen, fordi det reelt ikke er muligt at overholde den. Det er blevet til en garanti for nogen, men reelt skrift på papir for andre.

De mindst syge og »lette« patienter sendes til privathospitaler, mens patienter med f.eks. hjerte- eller lungesygdom, som er for komplicerede at behandle i privat regi, eller patienter, som har brug for højtspecialiseret behandling, må vente, fordi der ikke er relevante tilbud i det private. Patienter risikerer, at deres sygdom forværres. Advarslen fra kirurgerne lyder, at patienter kan ændre status fra at have sygdomme, der kræver én type indgreb, til komplicerede akutte tilstande, der kræver mere omfattende kirurgi med høj risiko for komplikationer efterfølgende.

Dertil kommer, at konkurrencen om de samme sygeplejersker og speciallæger skærpes. En vigtig del af udfordringen er nu, at der med en behandlingsgaranti, der ikke kan overholdes, opbygges offentligt betalte tilbud i privat regi, som ikke alle patienter kan få del i. Imens halter bemandingen i det offentlige sygehusvæsen, der burde kunne levere til alle. Det har også konsekvenser for opgaver, som det private område ikke tager sig af som f.eks. akutområdet og døgndækkende behandling, og på sigt også for kvaliteten af den uddannelse, der leveres til læger, sygeplejersker med flere.

Kirurgerne råbte også vagt i gevær sidste vinter. Med rette. Men det er faktisk ikke det eneste område, der lider. For når kapaciteten udfordres, hvad enten af epidemi og mange patienter eller aktuelt – og fremadrettet! – af personalemangel, så bidrager behandlingsgarantien desværre til et skævvredet sundhedsvæsen. Lægeforeningen har længe ønsket garantien mere fleksibel, men det har aldrig været mere aktuelt end nu, at der ses realistisk på, hvordan behandlingsgarantien skal justeres, så den reelt bliver en garanti, alle patienter kan bruge. Og det skal den kommende regering forholde sig til.

Behandlingsgarantien har haft et formål – ikke mindst da den blev indført for 20 år siden. Og den har stadig et ædelt formål. Vi forstår godt, at det som patient er betryggende at have en rettighed til behandling – det bifalder vi. Behandlingsgarantien bidrager også til at holde politisk fokus på at sikre ressourcer til de mange patienter, der har behov for hjælp i vores sygehusvæsen. Og hjælper dermed også os læger. Behandlingsgarantien skal ikke afskaffes, men den skal justeres fra sin nuværende tidsgrænse.

For det er helt afgørende, at vi insisterer på, at den tilpasses den virkelighed, som patienterne og mange af os deler. Så man ikke oplever sig som Komiske Ali eller ufrivillig hovedrolleindehaver i en absurd komedie, når man i dag tager ordet behandlingsgaranti i sin mund. At tale om 30 dage, når patienter de facto venter i månedsvis, giver ingen mening overhovedet.

Derfor skal sundhedsvæsenet have en ny udgave af behandlingsgarantien – f.eks. på 90 eller 120 dage – som matcher de forhold, som vi møder i dagligdagen. Som er afstemt med, hvad vi i sundhedsvæsenet kan præstere i en (også umiddelbar) fremtid med stadig flere patienter og en mindre arbejdsstyrke – også i sundhedsvæsenet – i sigte.

Vi har brug for en behandlingsgaranti, der giver patienterne ret til behandling inden for et rimeligt tidsinterval, men som samtidig er stort nok til, at vi inden for grænsen kan prioritere at behandle de patienter med det største behov først. Og vi har brug for en garanti, som er så realistisk, at den rent faktisk er mulig at leve op til.

Derfor vil vi i Lægeforeningen også intensivere indsatsen for, at det bliver en bunden opgave for en kommende regering at give patienterne en ny og forbedret behandlingsgaranti. En udgave af garantien, som de faktisk har gavn af, og som flugter med de faktiske forhold. Lad os få en behandlingsgaranti 2.0.