Skip to main content

Vi har brug for en ny speciallægekommission – nu

Der er behov for at revidere lægeuddannelsen og grundlaget for uddannelsen: de syv lægeroller. Den nye speciallægeuddannelse skal passe ind i den kliniske, danske hverdag.

Bente Malling, ledende lektor, overlæge, ph.d, MHPE, Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser, Health, Aarhus Universitet, på vegne af bestyrelsen for Lægevidenskabelige Selskaber E-mail: Bente.malling@cesu.au.dk

11. nov. 2019
6 min.

Det er nødvendigt at se speciallægeuddannelsen i forhold til den demografiske udvikling, den ulige lægedækning, behovet for et mere sammenhængende sundhedsvæsen, en styrket primærsektor og ikke mindst ønsket om øget patientinvolvering og -medbestemmelse. Dertil kommer den nærmest eksponentielle stigning i ny viden og teknologi, som ændrer læge-patient-relationen. Alt sammen faktorer, der peger på et behov for gennemtænkte ændringer i uddannelsen.

Mere fleksibilitet

Speciallægeuddannelsen gennemgik en omfattende revision i 2004 som følge af Speciallægekommissionens betænkning [1]. Vi indførte en mål- og tidsstyret speciallægeuddannelse baseret på de syv lægeroller. Uddannelsen blev suppleret med generelle kurser og forskningstræning. De specialespecifikke kurser blev bevaret. Siden er der ikke sket epokegørende ændringer i holdninger eller handlinger i den måde, vi uddanner speciallæger.

Vi har fået et nyt speciale: akutmedicin. Men selvom specialet har en helt anderledes tværfaglig tilgang til sygdomsbilleder end de »gamle specialer«, er uddannelsen opbygget på helt samme måde. Måske forpassede vi chancen til nytænkning ved blot at lave copy-paste i det nye speciale.

Vi bør stille spørgsmål ved speciallægeuddannelsens ufleksible opbygning. Der er behov for mere fleksibilitet i forhold til såvel specialevalg som specialeskifte. Fremtidens speciallæger skal kunne se helheden og den enkelte patients behov for højtspecialiseret behandling samtidig. Så der er behov for en uddannelse, der kan dække både bredde og specialisering.

Ny specialestruktur

Danskerne lever længere, flere får mere end én sygdom, og det ændrer de kliniske problemstillinger, som læger skal håndtere. Der skal arbejdes mere på tværs af specialer, matrikler og sektorer. Det er bare ikke sådan, vi uddanner vores speciallæger i dag. Vi har behov for at ændre vores forståelse af specialer, og måske har vi behov for en helt anden specialestruktur. Vi skal turde tænke anderledes og mere nuanceret. Common trunk-tankegangen skal måske udvides til andre specialer for dermed at kunne udskyde det endelige specialevalg og den individuelle specialisering til senere i forløbet, til gavn for både læger og patienter.

Begynd i primærsektoren

Vi skal fortsat sørge for, at kommende kolleger får en god start på lægelivet. Det gør vi bedst ved at bevare en form for basisuddannelse til alle. Spørgsmålet er, om en akutafdeling er det bedste sted at starte sin karriere. Måske ville det være bedre at starte i primærsektoren, som er fundamentet i sundhedsvæsenet og patientens vej ind i systemet. Vi skal også benytte anledningen til at se behovet for uddannelse i nye funktioner, f.eks. det udgående hospital, brug af PRO-data mv.

Krav til vejledere

Den kliniske del af uddannelsen er helt nødvendig for professionen, men den fortjener et kritisk blik. Nye undersøgelser viser, at der 15 år efter, at kompetencevurdering blev indført, fortsat er vejledere, der ikke (aner)kender metoderne [2, 3]. Fokus på uddannelse af dem, der uddanner næste generation af læger, har ganske enkelt ikke været tilstrækkelig. Der er heldigvis en stigende accept af, at det at uddanne og undervise i sig selv kræver uddannelse og brug af moderne pædagogiske metoder, og vi kan måske hjælpe processen på vej med nationale krav til vejledere og ledelse af uddannelse i de kliniske afdelinger og i praksis.

Der er behov for at skabe større sammenhæng mellem den kliniske og den teoretiske uddannelse og for at forbedre sidstnævnte. Transferproblematikken mellem teori og klinisk virke er langtfra løst, og spørgsmålet er, om vi får valuta for pengene. Indførelsen af de generelle kurser gav mulighed for at skabe forståelse på tværs af specialer inden for kommunikation, vejledning og ledelse. Vi mener, at man bør overveje, om de specialespecifikke kurser skal gøres mere »generelle«, f.eks. ved at læger fra forskellige specialer uddannes sammen, med udgangspunkt i samarbejdet om den enkelt patient eller det enkelte sygdomsbillede.

Slut med kurser?

Måske er kurser slet ikke løsningen på behovet for teoretisk viden for kommende speciallæger. Der er behov for overvejelser om brugen af andre former for kompetenceudvikling. I dag er adgangen til ny viden nem, både for læger og patienter. Problemet er nærmere at sortere i den tilgængelige viden, og hvordan den formidles til patienterne. Tiden er ganske enkelt løbet fra slavisk gennemgang af sygdomsbilleder eller nyeste forskning. Vi har brug for speciallæger, der tager den professionelle rolle på sig og lever op til forventningerne om livslang læring også uden kurser, og det skal de forberedes på.

Der er en stigende erkendelse af, at mange af vores kolleger mangler organisatorisk forståelse og ledertræning, og det er et problem, fordi der er behov for lægelige ledere i sundhedsvæsenet. Det er også et problem, fordi lægegerningen er forbundet med store udgifter for samfundet, og læger skal kunne bidrage kvalificeret til diskussionen af, hvordan vi bruger de tilgængelige ressourcer bedst muligt, samtidig med at der ikke gås på kompromis med fagligheden.

Kloge valg

Samfundet forventer desuden, at læger sammen med patienterne træffer kloge valg. Det kræver, at lægerne trænes i at formidle deres viden og indsigt til patienterne på en forståelig måde og i at lytte til patienternes forventninger. Det indebærer også at kunne sige fra i forhold til urealistiske krav og forventninger og kommunikere, at mere ikke altid er bedre. Uddannelsen skal således bidrage til, at patienterne tilbydes den bedste behandling, rehabilitering og pleje med patienternes tarv og sikkerhed i centrum.

En revideret speciallægeuddannelse skal desuden have fokus på digital forståelse. Læger skal have indsigt i, hvordan it-systemer fungerer, og have viden om it-sikkerhed. Læger skal samarbejde med it-industrien om at skabe de bedste it-løsninger til fremtidens sundhedsvæsen, så systemerne skaber værdi for både patienter, klinikere og sundhedsvæsenet. Læger skal erkende, at kunstig intelligens er en realitet, og at den vil ændre forudsætningerne i mødet mellem læger og patienter og imellem læger og andre faggrupper, som kan have mere indsigt i data, end lægerne selv har. Derfor skal læger kunne indtage en mere faciliterende og rådgivende rolle, og det skal de uddannes til.

Endelig skal vi forholde os til kvaliteten i speciallægeuddannelsen på et datadrevet grundlag. Også på uddannelsesområdet bør kvalitetsarbejdet være drevet af tidstro data. Vi har behov for at designe et kvalitetsmonitoreringssystem, der giver de nødvendige informationer, så vi løbende kan optimere kvaliteten af den uddannelse, vi tilbyder kommende speciallæger.

Kritisk blik på de syv lægeroller

Samlet set kræver udviklingen, at vi forholder os kritisk til, om fundamentet i speciallægeuddannelsen – de syv lægeroller – fortsat er tidssvarende. Selvom rollerne blev revideret i 2013 [4], er der tydeligvis allerede nu områder af lægegerningen, der ikke dækkes tilstrækkeligt af rollerne.

Vi skal selvfølgelig ikke kaste barnet ud med badevandet. Vi har en god speciallægeuddannelse i Danmark. Den bygger på et solidt fundament af forskning – også forskning i medicinsk uddannelse. Derfor skal man tænke sig godt om og inddrage bredt, når uddannelsen revideres. Tiden er dog løbet fra mange af de gode intentioner, som lå i Speciallægekommissionens rapport [5], og nogle af de gode intentioner er endnu ikke blevet implementeret.

Vi skal bevare den målstyrede uddannelse, men der er behov for at revidere uddannelsen og grundlaget for uddannelsen – de syv lægeroller. Der er behov for at skabe en uddannelse, der passer ind i den kliniske hverdag i en dansk kontekst. Og sidst men ikke mindst er der behov for at sikre implementeringen af en ny speciallægeuddannelse. Så når der nedsættes en ny speciallægekommission, skal den gives til opgave også at beskrive, hvordan de gode intentioner skal blive til virkelighed.

Referencer

LITTERATUR

  1. Sundhedsstyrelsen. Fremtidens speciallæge. Betænkning fra Speciallægekommissionen. Betænkning nr. 1384. 2000. www.sum.dk/Aktuelt/Publikationer/~/media/Filer%20-%20Publikationer_i_pdf/2000/speciallaege.ashx.

  2. Prins S, Brøndt SG, Malling B. Implementation of work-place based assessment in general practice. Educ Prim Care 2019;30:133-44.

  3. Andreassen P, Malling B. How are formative assessment methods used in the clinical setting? A qualitative study. Int J Med Edu (i trykken).

  4. Sundhedsstyrelsen. De 7 lægeroller. 2013. www.laeger.dk/sites/default/files/de_syv_laegeroller._sst.pdf.

  5. Sundhedsstyrelsen. Speciallægeuddannelsen – status og perspektivering. 2012. www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2012/Publ2012/EFUA/Laeger/Speciallægeuddanelsen-status-og-perspektivering.ashx.