Hver uge modtager vi uopfordrede ansøgninger fra ikkedanske læger om mulighed for praktik, evaluerings-KBU, uklassificerede stillinger. De får et standardsvar med pænt nej tak. Vi har desværre ikke ressourcer til det. Vi har allerede mange udenlandske læger i uddannelsesstillinger, og de fleste har potentiale til at blive fremragende læger i det danske sundhedsvæsen. Men selvfølgelig kræver det ekstra opmærksomhed, når man til at starte med er bagud på point i både sprog og kultur. Det er ikke et problem med nogle enkelte på en afdeling. Det bidrager med og lærer os om mangfoldighed, og at verden er større end lille Danmark. Men for mange udenlandske læger kan vi ikke håndtere i en alt for travl hverdag. Vi kan ikke honorere den opmærksomhed, omsorg og uddannelse, som er nødvendig. Slet ikke hvis mange af de faste læger også har udenlandsk baggrund og stadig bruger ressourcer på at integrere sig. Samtidig kompromitterer det overskuddet til at undervise og supervisere alle de andre uddannelseslæger.
De udenlandske læger er mennesker, som på forskellig vis er inviteret til Danmark med besked om, at vi mangler læger. De er rejst fra øst og vest, hvor deres gode hoveder nu mangler. De har taget deres ægtefæller med, integreret deres børn i danske daginstitutioner og rejser nu det ganske land rundt i håb om at få en ansættelse. Men der er udløbsdato på deres tid i Danmark. Får de ikke et arbejde, udløber deres opholdstilladelse, og de bliver nødt til at forlade Danmark. Med børn, der skal reintegreres, og ægtefæller, der på ny skal finde arbejde.
»For mange udenlandske læger kan vi ikke håndtere i en alt for travl hverdag. Vi kan ikke honorere den opmærksomhed, omsorg og uddannelse, som er nødvendig«Julie Gaardbo, uddannelsesansvarlig overlæge, ph.d.
Det danske samfund har brugt mange ressourcer på at gøre disse læger klar til at passe et dansk lægejob. Men det tager mange år at forstå både sprog, kultur, og hvordan det danske sundhedsvæsen er skruet sammen. Måske er der også nogle medicinskfaglige ting, som vi gør anderledes end i deres hjemland. Så det kræver endnu mere mesterlære, end det kræver at oplære en dansk reservelæge, og det kræver afdelinger med overskud og med danske læger.
I mellemtiden er vi kommet til at uddanne for mange danske læger, for vi mangler jo speciallæger, men når man er færdig på universitetet, er man cand.med., ikke speciallæge. De danske cand.med.er står nu i kø rundtomkring til uddannelsesstillinger. Og hvem mon man vælger? En dansk uddannet læge eller en fra et fremmed land, som skal hjælpes lidt mere?
Nogen skal rydde op. Det er en uanstændig måde at behandle folk på. Man burde forpligte alle landets afdelinger til at uddanne udenlandske læger. Faktisk er det jo de stærkeste og mest søgte afdelinger med de mest robuste og ressourcestærke læger, der har bedst mulighed for at tage sig af kollegaer, der kræver en ekstra hånd. Det ville samtidig skabe mere overskud hos os i periferien, hvor vi i øjeblikket har brug for at tage os af det allermest presserende i sundhedsvæsenet – den ulighed, som ingen partifarve har, og som vi alle sammen er så enige om, der skal gøres noget ved. Måske Gud kan hjælpe, når nu vi har fælles minister?
