»Med pengegaverne efterlades man i forundring over, at der på nationalt tv kan tilføres svimlende høje beløb til sundhedsområdet synkront med, at man på hospitaler landet rundt skal finde besparelser i millionklassen«.Cecilie Markvard Møller, afdelingslæge
Scenen var sat, da Mette Frederiksen i maj på et hasteindkaldt pressemøde på Rigshospitalet indledte med: »Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen«. Få måneder efter regeringens store akutpakke skal 800 mio. kr. nu genoprette kræftområdet. Udmelding kommer i kølvandet på den verserende kræftsag i Region Midtjylland, som har skabt medieoverskrifter landet rundt. Sundhedsvæsenets store problemer er nu blevet synlige inden for sundhedspolitikkernes første prioritet – kræftområdet.
Jeg hørte for nylig en podcast med professor Jes Søgaard: »Hvis du får en kræftdiagnose i Danmark, så svarer det til, du får en fast-track billet i lufthavnen«. Kræftfokuseringen medfører begrundet faglig frygt for underprioritering af andre sygdomme, og man efterlades i et håb om, at man ikke bliver alvorligt syg inden for en sygdomsgruppe med en dårlig spindoktor. At kræftområdet nu krakelerer, afspejler alvorligheden i det danske sundhedsvæsen.
Med pengegaverne efterlades man i forundring over, at der på nationalt tv kan tilføres svimlende høje beløb til sundhedsområdet synkront med, at man på hospitaler landet rundt skal finde besparelser i millionklassen. Genopretningsplaner og visioner er flotte og patienterne undt – men på hospitalerne kan vi se, at vi ikke kan tilbyde patienterne det, som politikerne lover. Etablerede whistleblowerordninger formår ikke at understøtte patienters sikkerhed og medarbejderes bekymringer, hvilket synliggør den fornemmelse, der er blandt mange medarbejdere i sundhedsvæsenet – man bliver ikke mødt med dialog og anerkendelse af faglig indsigt. I stedet drives sundhedsvæsenet af politiske ideologier og skrivebordsentusiaster.
Fundamentet for patientbehandling er evidens – hvor er den analyse, der viser, at det er astronomiske pengetilførsler, der kan reparere de alvorlige revner, som det danske sundhedsvæsen slår? Mangel på personale er i øjeblikket sundhedsvæsenets største udfordring. Samtidig med, at der pumpes millarder af kroner til patientbehandling ud i sundhedssektoren, mangler vi at se politisk mod til at sikre medarbejderfastholdelse, -rekruttering og -trivsel.
Arbejdsmarkedet er de facto løntagers arena. Men i stedet for at sikres et attraktivt arbejdsmarked og -miljø skal vi nu lægge ører til det seneste konsulentlingo: »fælles om vagten« – et påfund udarbejdet langt fra den kliniske hverdag, herunder jordemødrenes og plejepersonalets. Frem for at kompensere arbejde i ydertimerne og understøtte medarbejderindflydelse er den politiske løsning, at flere tvunget skal deltage i vagtbyrden. Et tiltag, vi ved ikke understøtter det psykosociale arbejdsmiljø, medvirker til burnout og besværliggør fastholdelse og rekruttering. Er det en god strategi, eller er det et politisk røgslør over det manglende lønløft, man er villig til at give offentlige sundhedsmedarbejdere?
