Forestil dig en teknologi, der kan nedsætte dødeligheden betragteligt. Som kan forbedre patientens helbred og derved forhindre genindlæggelser. Det potentiale, mener jeg, at hjemme-NIV (non-invasiv ventilation til brug i hjemmet) har for højt selekterede KOL-patienter med f.eks. flere NIV-krævende indlæggelser. Derfor har jeg også været fortaler for teknologiens indførsel på min egen afdeling, hvor vi har lavet en lille analyse af potentialet. Vores begrænsede analyse viste, at teknologien netop havde de ovenstående indvirkninger – og at der umiddelbart med reduktionen i genindlæggelser med akut NIV og respiratorbehandling kunne spares op mod 200.000 kroner om året pr. patient.
Derfor var jeg også henrykt, da jeg fik muligheden for at lave en langt mere afdækkende national analyse af hjemme-NIV til KOL som fagudvalgsformand i Behandlingsrådet. Her afdækker vi evidensen for, hvordan teknologien påvirker patienterne, hvad den kliniske effekt og sikkerhed er, hvordan organisationen påvirkes, og hvordan det sundhedsøkonomiske aspekt ser ud. Dermed kan Behandlingsrådet afgive en anbefaling af hjemme-NIV, der baserer sig på en systematisk gennemgang af evidens.
»Prioriteringer handler ikke kun om penge, men om gode velovervejede valg«Jon Torgny Wilcke
I min optik er det et vigtigt arbejde, som lægger grundlaget for, at vi kan basere prioriteringen af sundhed på evidens. I stedet for at implementere teknologier besluttes rent politisk – som det f.eks. er tilfældet med telemedicin for KOL-patienter, det såkaldte tele-KOL. Personligt tror jeg, at telemedicinske løsninger er relevant i moderne behandling, men tele-KOL i den form, som det er undersøgt i randomiserede undersøgelser, tyder på at det ikke virker. Men man bruger rigtig mange millioner på at udrulle det, fordi der er truffet en politisk beslutning om det. Og sådan tænker jeg ikke, vi bør prioritere og bruge vores ressourcer i sundhedsvæsenet – og derfor er det vigtigt, at vi fagpersoner involverer os. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at bevillinger bruges klinisk relevant, og vi får noget for pengene og vores arbejdsindsatser.
Jeg har altid ment, at det var vigtigt at gøre en forskel for sit fag – både i form af at være undersøgende på det, vi gør, men også ved at være med til at videreudvikle det. Det har været baggrunden for, at jeg både har sagt ja til at være formand for fagudvalg hos Medicinrådet og Behandlingsrådet.
I Medicinrådets og Behandlingsrådets regi har vi et veletableret fagligt setup til at vurdere behandlinger – det skal vi bruge og kræve bliver brugt, når det er relevant. I rådene er ressourcerne og den multidisciplinære ekspertise til at lave systematiske lægefaglige og økonomiske analyser og komme frem til konklusioner, der ikke kun bygger på sund fornuft, tro eller politiske ønsker og signaler.
Det er vigtigt, at vi får undersøgt de teknologier og den medicin, vi implementerer på hospitalerne – kun sådan kan vi sikre, at vi investerer i de rette løsninger for patienter og personale i Danmark.
Derfor er det vigtigt, at vi har rådene, der bygger på solide, faglige setupper med professionel sparring i form af sekretariaterne med kompetente og relevante fagpersoner til at lave økonomiske analyser m.m. Sammen med sekretariaterne kan vi fagpersoner nå i mål med at indsamle og skabe det vidensgrundlag, der er behov for, for at træffe de rigtige valg omkring diagnostik og behandling. Og patienter sidder med i fagudvalg og kommer med meget relevante input til konklusionerne, bl.a. hvor stor en klinisk relevant effekt skal være for at være meningsfuld for en patient, og hvad en patient kan acceptere af bivirkninger og tidsforbrug.
Når man indgår i fagudvalgsarbejdet, er man med til at danne grundlaget for, at prioritering kan foretages på en grundig belysning af emnet og i relation til danske forhold. Men man risikerer også, at man får nej til en sag, man måske brænder for. Alligevel vil jeg opfordre til det. Man får nemlig lov til at indgå i et engageret, fagligt fællesskab, hvor man får sparring med andre fagpersoner med interesse og kompetencer inden for det samme felt – og man er med til at skabe en objektiv, afdækkende gennemgang af perspektiverne; en fornem opgave.
Prioritering handler ikke kun om penge. Selvom vi havde uendelige midler til vores sundhedsvæsen, var det ikke alting, vi skulle investere i. Der findes behandlinger, teknologier og medicin, der skader patienten, forværrer behandlingen, komplicerer arbejdet på hospitalerne eller bare ikke giver værdi og er spild af vores patienters og personales tid og ressourcer. Prioriteringer handler ikke kun om penge, men om gode velovervejede valg.
Derfor bliver jeg – og alle andre medlemmer af fagudvalgene – nødt til at gå ind i arbejdet med et åbent sind. Vi skal have set på alle perspektiverne, vi skal debattere, og vi skal afdække, om den pågældende løsning nu også er en god og meningsfuld investering.
Det er et omfattende arbejde, men jeg vil opfordre andre læger til at deltage. For kaster vi os ikke ud i prioriteringsarbejdet, bliver det de politiske beslutningstagere, der alene afgør, hvordan midlerne skal fordeles.
Derfor glæder jeg mig også til at præsentere en fyldestgørende analyse om hjemme-NIV for rådet, så de kan træffe de nødvendige anbefalinger, der vil danne baggrund for prioriteringer, der kan hjælpe vores sundhedsvæsen og vores patienter.
