Content area

|

Vi må gøre op med behandlingsgarantierne

Foto: Palle Peter Skov
Forfatter(e)
Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger

Vælgernes vigtigste tema i valgkampen er sundhed. Det viser alle opinionsmålinger. Og med god grund, for det danske sundhedsvæsen har ikke været i større krise i 30 år.

Alligevel er det småt med konkrete løsningsforslag fra politikerne. Det er mystisk, for et sundhedsvæsen med fri og lige adgang er fundamentet for vores velfærdssamfund. Og det fundament er ved at smuldre for øjnene af os.

Vi ser ventetiderne stige overalt. Og stik mod alle politiske løfter er det de mest syge patienter, der rammes hårdest. Neurologer og andre specialister fortæller om ventetider på over et år. Selv inden for det højt prioriterede kræftområde blinker advarselslamperne. Og psykiatrien er i dyb krise, fordi behandling og forebyggelse er blevet nedprioriteret i årtier – bl.a. med den konsekvens, at især speciallægerne flygter til den private sektor.

Der er kun udsigt til, at problemerne vokser. Antallet af ældre stiger, mens vi bliver færre til at behandle og passe dem. Problemet kan kun løses med grundlæggende forandringer.

Folketinget har taget et første forsigtigt skridt mod genopretning af psykiatrien med aftalen om en tiårsplan, som dog kræver langt større ambitioner og stærkere økonomi, hvis den skal lykkes.

Men lige så vigtigt er det, at vi får gjort op med silotænkningen i sundhedsvæsenet. Vi har også her fået en politisk aftale om en sundhedsreform, der skal styrke nærhed og sammenhæng i behandling. Det er et godt og nødvendigt initiativ, selvom der også her kun er tale om et første skridt.

Det bærende element i aftalen er de nye nærhospitaler. Politikerne kunne gøre befolkningen en stor tjeneste ved at kalde dem sundhedshuse. For nærhospitalerne får hverken senge eller fastansatte læger. Men hvis vi som læger spiller aktivt med og får den nødvendige indflydelse, kan de komme til at bidrage til forbedring af sundhedsvæsenet.

  • »Men ét af sundhedsvæsenets største problemer kan vi ikke løse. Det er de katastrofale følger af behandlingsgarantierne«

Susanne Wammen, formand for Overlægeforeningen og Foreningen af Speciallæger

Sundhedsstyrelsen er netop er kommet med et fagligt oplæg til, hvad nærhospitalerne skal kunne. Det harmonerer godt med det udspil, som Overlægeforeningen lagde frem tidligere i år og med Foreningen af Praktiserende Speciallægers (FAPS) vision. Oplægget slår fast, at landets speciallæger ikke skal bruge tiden på landevejen mellem nærhospitaler og sygehuse, og at man skal undersøge, om praktiserende speciallæger kan udføre flere opgaver på nærhospitalerne.

De lægefaglige eksperter på sygehusene skal primært stille ekspertise til rådighed for kollegerne på nærhospitalerne, når de har brug for den – uanset om kollegaen er en praktiserende læge eller en social- og sundhedsassistent. Det kræver, at vi overlæger påtager os ansvar for hele patientforløb. Vi skal sikre, at vores patienter ikke udskrives, før vi har en plan for, hvad der skal ske, og at planen er mulig at eksekvere.

Og så skal vi være med til at sikre, at personalet på nærhospitalerne får målrettet uddannelse om pleje og opfølgning på de patientgrupper, der udskrives til primærsektoren. Det vil øge kvaliteten for patienten og forebygge genindlæggelser og ekstra opkald til hospitalet.

Men ét af sundhedsvæsenets største problemer kan vi læger ikke løse. Det er de katastrofale følger af behandlingsgarantierne, som flytter massevis af ukomplicerede behandlinger fra de offentlige til de private hospitaler. Det giver den private sektor økonomi til at lokke med høje lønninger og gode arbejdsvilkår.

Jeg kan godt forstå de læger og sygeplejersker, der efter mange års hårdt arbejde giver op. Det er sværere at forstå de politikere, som ser til, mens sundhedsvæsenet kører af sporet. For konsekvensen er, at der er færre medarbejdere tilbage på de offentlige sygehuse til at behandle alle de patienter, som ikke kan sendes på privathospital.

Derfor er der ingen vej uden om, at Folketinget genindfører differentierede behandlingsgarantier. De skal sikre, at de mest syge behandles først, og at færre penge går til dyre vikarer og privathospitaler. På den måde kan vi skabe et fundament for genopretning af de offentlige sygehuse.

Her er det afgørende at bruge ressourcerne til at sikre bedre arbejdsmiljø og mere tid til patienterne. Kan vi nå derhen, kan vi styrke rekrutteringen og vende udviklingen. Men det hele begynder med prioritering, der sikrer, at vi har ordentlig tid til de vigtigste opgaver og de mest trængende patienter.

Blad nummer: 

Right side

af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer
af Preben G. Berthelsen | 21/11
1 Kommentar